Kom fra skole med krænkelsessag - nu stopper skoleleder allerede igen

Nu skal nordjysk skole lede efter ny skoleleder. Igen

Carsten Søndergaard stopper efter mindre end to måneder. <i>Claus Søndberg</i>

Carsten Søndergaard stopper efter mindre end to måneder. Claus Søndberg

VESTBJERG:En ulykkelig sag skaber ringe i vandet, som nu mærkes på Vestbjerg Skole.

Efter kun cirka halvanden måned stopper Carsten Søndergaard nu i sit job som skoleleder, da håndteringen af en krænkelsessag på Søndergaards forrige skole "fylder for meget for ham".

Søndergaard skiftede til Vestbjerg Skole 1. november, og allerede 16. december blev forældrene orienteret om, at Carsten Søndergaard ikke kunne fortsætte i jobbet. Det bekræfter Aalborg Kommunes skolechef, Mads Rune Jørgensen.

- Jeg kan bekræfte, at han er stoppet som skoleleder på Vestbjerg Skole, og der er igangsat en ansættelsesproces for at finde en ny skoleleder, lyder det.

Jørgensen har ikke andre kommentarer, heller ikke om årsagen til Carsten Søndergaards stop, da det ifølge skolechefen er en personalesag.

20 sager

Det er under et år siden, ved begyndelsen af sommerferien 2022, at sagen på Søndergaards tidligere ansættelsessted kom til offentlighedens kendskab. Her blev en 64-årig mand sigtet for at krænke 20 børn.

I et af tilfældene er den ansatte på skolen tiltalt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod en elev, der på daværende tidspunkt var mellem syv og otte år.

I de andre 19 tilfælde handler det om blufærdighedskrænkelse.

De formodede krænkelser har fundet sted over flere år på den nordjyske skole, og Nordjyske har tidligere beskrevet, hvordan der var kritik af skoleledelsens rolle i sagen. 

Efter flere måneders omtale af sagen fik den meget negative fokus på skolen Carsten Søndergaard til at stoppe som skoleleder. Han blev derefter overført til en ledig stilling som skoleleder på Vestbjerg Skole. 

Sag fyldte stadig

Og selvom Aalborg Kommune ikke vil udtale sig om årsagen til Søndergaards korte ansættelse i Vestbjerg, er Nordjyske kommet i besiddelse af en orientering fra kommunen til forældrene, hvor årsagen åbent fortælles. Det er krænkelsessagen på Søndergaards tidligere skole, der har gjort udslaget.

- Carsten er ikke klar til at fortsætte som skoleleder, da sagen fra XX Skole fortsat fylder for meget for ham, skriver Aalborg Kommune til forældre på Vestbjerg Skole, kun halvanden måned efter Søndergaard var begyndt. 

Forældre fortæller til Nordjyske, at der flere gange i løbet af den korte ansættelse blev gjort noget ud af at fortælle, hvad Carsten Søndergaard kom fra. Allerede 12. oktober, et godt stykke før han skulle begynde som skoleleder, og 1. november, da Søndergaard begyndte i stillingen, blev der fortalt om sagen på den anden nordjyske skole. 

Forældre eller forældrebestyrelse har ifølge Nordjyskes oplysninger ikke haft nogen indflydelse på opsigelsen.  

Der er nedlagt navneforbud i sagen, og derfor skriver vi ikke, hvilken skole den tiltalte var ansat på eller mandens navn.