Coronavirus

Kontakttallet falder til det laveste i månedsvis

Kontakttallet er i denne uge opgjort til 0,7. Det er det laveste siden starten af juni.

KØBENHAVN:Kontakttallet for coronavirus er faldet til 0,7. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter. Det er det laveste siden juni, hvor tallet var på samme niveau.

- Vi kan altså konstatere en faldende epidemi her i start-september. Det vidner om, at Danmark står et virkelig godt sted. Vaccinerne og alle borgere i Danmarks store indsats gennem lang tid er grundlaget for, at vi står så godt, skriver han.

Kontakttallet - der tidligere gik under betegnelsen smittetrykket - er en beregning af, hvordan smitten med coronavirus spreder sig i samfundet.

Når tallet er på 0,7, vurderes det, at 10 smittede i gennemsnit smitter 7 andre. Dermed er epidemien altså aftagende.

Kontakttallet udregnes ved at se på smittetallene for halvanden uge siden.

Tallet bruges af myndighederne som et blandt flere pejlemærker til at se, hvordan coronapandemien udvikler sig i samfundet. Det siger ikke noget om det totale antal af smittetilfælde i samfundet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.