Kontrol forløber smertefrit: Politi i lufthavnen ser ikke ud til at have synderligt travlt
Første fly fra udlandet efter grænselukningen kom fra Salzburg
Opdateret 24. maj 2022 kl. 12:50
AALBORG: - Det hele gik utroligt nemt. Jeg skulle bare vifte lidt med mit danske pas, så var det overstået.
Passagererne på det første udenlandske fly, som ankom til Aalborg efter grænsen blev lukket lørdag klokken 12, følte sig ikke voldsomt generet af de ny regler. Men de var stort set også alle sammen danskere, der havde været på skiferie i Østrig,
- Det er ikke noget, der har spoleret vores ferie. Vi har haft en rigtig god skitur, men vi har selvfølgelig passet på og haft masser af håndsprit med, forklarede Mogens Vittrup.
Han betegnede kontrollen, som skal hindre udlændinge uden anerkendelsesværdigt formål i at komme ind i Danmark, som ren rutine.
- Det gik heldigvis stærkt, for jeg skulle bare aflevere mit pas, så var det overstået.
Jan Porsdal, som også var med flyet, der ankom fra Salzburg, oplevede heller ingen problemer.
- På et tidspunkt i tirsdags havde jeg det faktisk sådan, at jeg ikke gad høre mere om corona-virus. Men siden da har det jo grebet om sig, så det er nok godt nok, Danmark tager sine forholdsregler, forklarede han.
Vicepolitiinspektør Anders Uhrskov fra Nordjyllands Politi, som også var tilstede i Aalborg Lufthavn, vil ikke oplyse, hvor mange betjente, der er afsat til opgaven med at kontrollere og tilbagesende eventuelle udlændinge. Kun at der er tale om en styrke, der er tilstrækkelig nok til at håndtere alle de flygæster, der måtte være.
- Vi har selvfølgelig lavet en aftale med lufthavnen, som betyder, at de så vidt muligt kan blive på området, hvis der er nogen, som skal sendes tilbage. For i princippet må de ikke sætte foden på dansk jord, selvom vi nok ikke vil lade nogen sidde på en bænk i 24 timer, hvis de ikke umiddelbart kan komme med et fly hjem, tilføjer han.
Politiet samarbejder også med lufthavnen i forhold til passagerlister, og rent praktisk foregår kontrollen i de båse, hvor der normalt er paskontrol.
- Som udgangspunkt skal udlændinge uden anerkendelsesværdigt formål sendes med det samme fly tilbage. Men det er jo ikke muligt, hvis der er tale om et charterfly, så det er vi nødt til a finde en fornuftig løsning på. Enten ved at de får et rum her eller en overnatning på hotel, forklarer lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
Han forstår godt, at grænselukningen kan være nødvendig for at bremse virus. Men for branchen er situationen ikke spor sjov.
- Alt er gået mere eller mindre i stå. Selv indenrigstrafikken, for folk følger så vidt muligt opfordringen til at blive hjemme, fortæller han.
Simon Buus Hansen, som havde været på skitur til Østrig sammen med en flok kolleger, var også fuld af forståelse.
- Alt gik stille og roligt, da vi først var landet. Så det føltes ikke som noget ekstraordinært at skulle vise passet, fortalte han.
- Vi har selvfølgelig haft en del bekymrede familiemedlemmer i telefonen hjemmefra, mens vi var dernede. Men alt i alt er det nu gået godt, selvom vi har holdt os fra afterski og steder med mange folk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.