Coronavirus

Kovending: Nu må avlere selv slå minkene ned

Folketingsmedlem har presset på for at give avlerne mulighed for selv at aflive deres dyr - nu bliver det muligt

Aflivningen af mink foretages i nogle tilfælde af mennesker, der ikke har erfaring med opgaven. Nu er der givet grønt lys for at avlerne selv kan aflive minkene, oplyser Bjarne Laustsen (S). Arkivfoto: Torben Hansen

Aflivningen af mink foretages i nogle tilfælde af mennesker, der ikke har erfaring med opgaven. Nu er der givet grønt lys for at avlerne selv kan aflive minkene, oplyser Bjarne Laustsen (S). Arkivfoto: Torben Hansen

NORDJYSKE:Aflivningen af coronasmittede mink - i første omgang på Gjøl - har været stærkt kritiseret for at foregå i et alt for langsomt tempo, fordi mange af dem, der står for aflivningen, ikke har erfaring med opgaven.

Ifølge folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) har myndighederne nu givet grønt lys for, at avlerne selv kan blive aflønnet for at foretage aflivningen, hvis de ønsker det - men tilsyneladende er beslutningen endnu ikke meldt ud til avlerne.

- Jeg håber, at det sker hurtigst muligt, for det er da langt at foretrække, da det er billigere, hurtigere og dermed også mere sundhedsmæssigt forsvarligt, siger Bjarne Laustsen.

Ifølge Bjarne Laustsen går de arbejdere, der i øjeblikket afliver dyrene, under betegnelsen "dræbersnegle" - han mener det er uforsvarligt på alle planer, at man ikke lader professionelle håndtere minkene effektivt og hurtigt. I flere tilfælde er mink sluppet løs og løber frit omkring i området.

- Vi mangler stadig at få svar på, om de mink, der er fri for corona eller har udviklet antistoffer, kan slippe for aflivning, siger Bjarne Laustsen.

Ingen af de minkavlere NORDJYSKE indtil videre har talt med, har hørt om myndighedernes "tilbud" om at de selv kan aflive deres dyr, og vil derfor ikke umiddelbart forholde sig til muligheden. Det samme gør sig gældende for brancheorganisationen Danske Minkavlere.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.