Politi og kriminalitet ‑ Corona

Kriminaliteten styrtdykker under corona-krise: Men der er mere ballade i private hjem

Risikoen for at blive udsat for kriminalitet i det offentlige rum er meget lav. Vi kan lære af krisen, mener politidirektør Anne Marie Roum Svendsen

Arkivfoto

Arkivfoto

NORDJYLLAND:Coronakrisen har vendt op og ned på mange ting - også kriminaliteten. Siden store dele af landet lukkede ned i starten af marts er kriminaliteten nemlig styrtdykket.

Antallet af indbrud, røverier, voldtægter og voldsepisoder er faldet markant - til gengæld er en del uro rykket inden for hjemmet fire vægge.

- Helt generelt oplever vi et fald i kriminaliteten, som vi ikke har oplevet længe, og risikoen for at blive udsat for kriminalitet i det offentlig rum er meget mindre, siger politidirektør Anne Marie Roum Svendsen.

NORDJYSKE har fået nye tal fra Nordjyllands Politi inden for en række kriminalitetsområder, der sammenligner marts og april i år med samme periode sidste år.

Grafik:

Og noget af det, der springer mest i øjnene er, at antallet af indbrud i privat beboelse er faldet med hele 51 procent. Derudover er antallet af røverier faldet med hele 80 procent, voldtægtsanmeldelser er faldet med 39 procent, og så er der 40 procent mindre vold under corona-krisen sammenlignet med sidste år.

Den umiddelbare forklaring på den faldende kriminalitet er, at indbrudstyvene holder sig væk fra private hjem, når der er folk hjemme, og når vi er mindre ude i samfundet og at hele nattelivet og værtshusmiljøet er lukket ned, så falder den personfarlige kriminalitet også, forklarer politidirektøren.

Og så har afstanden mellem folk i butikkerne også gjort det svært for tricktyve og lommetyve.

De kan simpelthen ikke komme tæt nok på deres ofre til at aflure pinkoder eller dykke i lommerne, fortæller Anne Marie Roum Svendsen.

Mere ballade i private hjem

Mens risikoen for at blive udsat for kriminalitet i det offentlige rum altså er blevet meget mindre, så må politiet - måske ikke overraskende - rykke mere ud til ballade i private hjem.

Noget tyder nemlig på, at noget af den uorden, der tidligere kunne opstå i nattelivet og omkring værtshusmiljøet, er rykket ind i hjemme.

I hver fald har der været en stigning i husspektakler på 22,5 procent under coronakrisen.

Politidirektøren understreger dog, at tallene ikke dækker over stigning af vold i hjemmene.

- Det er ikke vore opfattelse, at der er mere vold i hjemmene. Husspektakler dækker også over uro i forbindelse med drikkelag. Og når værtshusene er lukket, så finder folk andre steder at drikke, og der har vi oplevet, at der opstår uorden, siger Anne Marie Roum Svendsen.

Det er ikke kun private hjem, der huser mere kriminalitet under coronakrisen. Internettet bliver også brugt mere flittigt i denne tid.

- Vi har set, at kriminelle sender falske mails til borgere, hvor de udgiver sig for at være fra Nets. Så noget af kriminaliteten flytter over på internettet, siger politidirektøren.

Vi skal lære af krisen

Samfundet er så småt ved at genåbne, og på et eller andet tidspunkt er alle tilbage på arbejde og nattelivet og de store begivenheder kører igen på fuld blus.

Og det er nok for optimistisk at tro, at i hvert fald noget at kriminaliteten ikke vender tilbage - men der er nogle ting, som både politi og samfund kan lære noget af ved den nuværende krise, mener politidirektøren.

- Vi kan jo altid lære noget. F.eks. hvorfor indbruddene falder så meget. Er det fordi folk er hjemme, eller fordi grænserne har været lukkede?, siger Anne Marie Roum Svendsen og tilføjer, at flere kriminalitetsområder vil blive analyseret nærmere.

Politidirektøren så også gerne, at afstanden i butikkerne bliver en vane - også når coronakrisen er overstået.

- Det er oplagt at fortsætte med at holde afstand. På den måde undgår man både smitte, og så kan man have sine koder i fred, siger politidirektøren.

Mindre kriminalitet - mere politi på gaden

Mens kriminaliteten i det offentlige rum er meget lav, så er antallet af betjente på gaderne til gengæld usædvanligt højt.

Nordjyllands Politi har øget patruljeringen markant i forbindelse med håndhævelsen af regeringens tiltag mod covid-19-smitte, og der er både patruljebiler, cyklende patruljer og endda patruljer til fods.

Men den massive patruljering forsvinder formentlig også, når coronakrisen er ovre. Og det kan virke som et paradoks, at der kommer færre patruljer på gaden, når kriminaliteten stiger.

- Men vi kommer ikke til at kunne opretholde den samme patruljering, for det går jo fra andre steder som f.eks. efterforskningen. Og der kommer nok et tidspunkt, hvor kriminaliteten vender tilbage, og så bliver der flere bundne opgaver, siger Anne Marie Roum Svendsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.