Kronik: Er SVM en kriseregering eller en regering i krise?

Michael Baggesen Klitgaard indgår i panelet med blandt andre Kristian Thulesen Dahl, når Nordjyske og Aalborg Universitet onsdag 8. februar inviterer til debat om den nye regering. Læs mere (og indløs gratis billet) på Klubnordjyske.dk.

KRONIK:Danskere i midten af 40’erne – altså cirka midtvejs i livet – havde indtil 15. december 2022 kun oplevet, at danske regeringer er enten røde eller blå og evt. bakket op af et midterparti.

Regeringen mellem Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne – SVM – er den første siden SV-koalitionen (1978-79) der rigtigt krydser ind over midten, og den første siden Poul Nyrup Rasmussen I (1993-94), der kontrollerer sit eget parlamentariske flertal.

Men hvorfor dannes en sådan regering netop nu?

Kan den omsætte de stort anlagte ambitioner i reel politik, og er den levedygtig?

SVM-regeringen som koalition påkalder sig berettiget interesse. Den er sjælden, men ikke unik, og vi kan faktisk sige noget om, hvorfor den dannes netop nu.

Kriser som bagtæppe

Overskriften på regeringsdannelser, der krydser ind over midten med en erklæret ambition om at tilsidesætte traditionelle uenigheder til gavn for landets bedste, er krise.

Et paradeeksempel fra dansk politisk historie er samlingsregeringerne under Anden Verdenskrig, der fungerede på det vilkår, at landets eksistens var truet. Et andet er den førnævnte SV-regering fra 1978, der blev dannet i en periode med energipriser på himmelflugt, høj inflation og ustabilitet i den internationale økonomi og på de finansielle markeder.

Kriser åbner for politiske muligheder, som ellers ikke opstår, fordi noget mere grundlæggende end partiernes interesser er på spil.

Dannelsen af SVM-regeringen er delvist i tråd med kriseforklaringen. Nok står COVID-19 ikke højt på dagsordenen længere – en krise landet i øvrigt kom ud af på fornuftig vis. Men knapt havde vi lagt mundbindene, førend Rusland overfaldt Ukraine.

Der er krig i Europa, og det har bragt spørgsmålene om landets forsvar og sikkerhed tilbage på dagsordenen med en styrke, vi ikke har set siden afslutningen på den kolde krig. En ny geopolitisk virkelighed har i en giftig kombination med eftervirkningerne af coronaen sendt energipriserne på himmelflugt og skabt usikkerhed om økonomien.

Vismændene forventer faldende beskæftigelse og fortsat pres på husholdningernes økonomi. De maler ikke fanden på væggen, når de regner med nulvækst i en periode, for vi kommer fra et solidt udgangspunkt. Men ingen tør helt afblæse muligheden for reel recession.

Centrale politikere i regeringen med ministererfaring på den offentlige sektors store områder – sundhed, uddannelse og omsorg – appellerer også til krisebevidstheden. Problemerne kan ikke løses på traditionel vis gennem ekstrabevillinger på finansloven, for det handler om hænder, og dem er der mangel på uanset villigheden til at betale for dem.

Krise er alligevel kun en delforklaring, for vi skal altid have med, at politikere er politikere. Partiinteresserne lægges aldrig helt væk, der vil være tilbøjelighed til at søge efter løsninger i kendte værktøjskasser, og Mette Frederiksen fik ikke så få og slet ikke små problemer ryddet af vejen, da hun indlemmede Venstre og Moderaterne i regeringsprojektet.

Den parlamentariske situation ser især for Venstre noget nær umulig ud, hvis alternativet til SVM er ren blå, og Socialdemokraterne har heller ikke set med stor lyst på en parlamentarisk situation, hvor partiet er afhængig af Alternativet.

Kan den lave politik?

Danske regeringer er traditionelt ’minimalt vindende, politisk forbundne koalitioner’. Minimalt vindende betyder, at regeringen består af partier, som kontrollerer et antal mandater, der lige præcis er nok til at udgøre et flertal. Hverken mere eller mindre.

SVM har knapt sit eget flertal, men er reelt en flertalsregering med støtten fra tre nordatlantiske mandater. I hvert fald i første halvdel af valgperioden har regeringen derfor gode muligheder for at omsætte et ambitiøst program i politik. Den kan selv stemme sin politik igennem, og er begunstiget af, at der ikke står en politisk samlet opposition overfor den. Det kræver naturligvis intern enighed om at ville lykkes politisk.

En af hindringerne i vejen for regeringen er nemlig, at traditionelle uenigheder mellem regering og opposition så at sige er indbygget i regeringen. Regeringspartierne indtager traditionelt forskellige positioner på områder som skat, velfærd, klima, uddannelse og sundhed. Det er sjældent et uoverstigeligt problem for danske regeringer at finde kompromiserne, fordi de er politisk forbundne i den forstand, at de ideologisk ligger side om side.

Men SVM er mindre forbundet, fordi den altså krydser ind over midten. Nok har den sit eget flertal, men de store politiske forskelle mellem regeringspartierne kræver mere af alle i de interne forhandlinger.

Paradoksalt nok kan det blive regeringens fordel, at den er minimalt vindende, og ikke kontrollerer et stort mandatoverskud. Regeringer med mandatoverskud kan have svært ved at holde styr på medlemmerne og partidisciplinen. Når det enkelte mandat strengt taget ikke er nødvendigt for at holde regeringen ved magten, så er det fristende for enkelte medlemmer at markere sig med særstandpunkter, og opnå medietid og eksponering på at være uenig med sin egen regering. Når flertallet er minimalt, er alle omvendt bevidste om, at markeringer på særlige standpunkter ultimativt kan sætte regeringens liv på spil, og det har en disciplinerende effekt.

Er SVM-regeringen levedygtig?

Ja, men sandsynligheden, for at den er det udover en enkelt valgperiode, er ikke stor. Det er der to grunde til. Den ene er, at de politiske kompromisser på traditionelle standpunkter som især Socialdemokraterne og Venstre skal være villige til at indgå, bliver mere besværlige efterhånden, som vi kommer længere frem i valgperioden.

Krisebevidstheden lægger sig på et tidspunkt, de to partier repræsenterer grundlæggende forskellige interesser, som både vælgere og bagland berettiget kan forvente, at partierne arbejder for at sætte igennem så rent og uforstyrret som muligt. Netop baglandene i form af medlemmer og lokale partiorganisationer vil i stigende grad være en kritisk faktor. Regeringen befinder sig lige nu først i perioden, og er mindre bekymret for den pris for politiske resultater, der betales i form af opbakning. Men det gælder for alle partier, at baglandet er mere ideologisk bevidst end partieliten, og når vi nærmer os næste valg, så bliver de ideologiske forskelle tydeligere og vigtigere at markere for partierne.

Den anden grund er, at enkelte folketingsmedlemmer, hvis genvalgschancer måske er truet, vil begynde at fokusere mere på eget genvalg end regeringens sammenhold og derfor præsentere netop politiske og ideologiske forskelle med større styrke. Efterhånden som vi nærmer os næste valg, bliver det altså vanskeligere at fastholde føromtalte partidisciplin.

En række socialdemokrater vil op mod næste valg, når de står på gaderne rundt i Danmark og på møder med lokale partiforeninger, have incitamenter til mere eller mindre tydeligt at distancere sig fra regeringens lettelser på topskatten og fjernelse af store bededag. På de samme gader men i helt andre lokale partiforeninger vil ikke alle venstrefolk stå tydeligt på mål for top-top skatten. Samtidig vil de nok også nikke anerkendende, når lokale partimedlemmer ytrer frustration over at minksagen er begravet.