L.O.C. er O.K.A.Y. - men skal lige løbes i gang
Opdateret 29. juni 2023 kl. 06:00
KONCERT
L.O.C.
Nemt er det ikke at være det første større navn på det, der allerede ligner en steghed festival.
Og nemmere gør Liam O'Connor - altså rapperen L.O.C. - det ikke for sig selv ved at nøjes med at stille med en trommeslager og en guitarist og så ellers resten "på bånd", som man siger (lyden af strygere, keyboard, bas, korsang, endda maskinrytmer/click track) og så insistere på at omtale det som "Danmarks sexede band".
Den noget sparsomme opstilling giver mest mening, da guitaristen pludselig bryder igennem med en ret spændstig solo midtvejs i "Frk. Escobar", et af de forholdsvis få numre, der går rent igennem hos publikum. Med højlydt fællessang og det hele.
Ellers er det, som om L.O.C. og hans medbragte duo holder størstedelen af festen selv (og for sig selv) - hvor bare lidt færre numre, der til gengæld var gjort mere ud af (og med et større, ægte band bag rapperen) nok ville have givet et knap så firkabtet og meget indøvet indtryk.
L.O.C. lægger ud med et par af de nyeste (og måske knap så kendte), "Milkshake" og "Drømmen er vores", for så at bevæge sig bagud i repertoiret for at ende i ren nostalgi med et par numre fra 20 års jubilaren "Inkarneret" - altså "Pop det du har", "De bitches" og ikke mindst "Undskyld" fra dengang, da L.O.C. nok indtog en mere fremskudt placering.
Det bliver ved nostalgien, og meget af de nyere hænger ikke helt så godt ved, og undervejs er han også nødt til at spæde op med både Jokerens "Havnen" og Nik & Jays "Lækker" for at få det til at ligne og lyde som fem kvarters blandet pop/rapunderholdning.
- Vi spiller det fucking lort, vi har med, meddeler L.O.C. inden de sidste numre, der bliver omtalt som de ekstranumre, "Danmarks mest sexede band" af princip ikke giver.
Sekundet efter, at "Frk. Escobar" er klinget ud, vælter koncerten direkte over i lyden af Andy Williams' spøjse, kulørt, stærkt ørespringende "Music to Watch Girls By" fra 1968 - og det er så, retfærdigt eller uretfærdigt, mest dén, man mest har kørende rundt i øregangen og nynnecentret lige efter koncerten.
Ove Nørhave
on@dnmh.dk
L.O.C. på Stor Scene på Nibe Festival onsdag eftermiddag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.