Hvorfor har vi stadig restriktioner, når ingen længere bliver indlagt?
Smitten rasler ned. Der er langt færre indlagte. Frygten for at overbelaste hospitalerne er elimineret. Tiden er kommet til at fremrykke udfasningen af de sidste restriktioner og åbne samfundet mere op.
Opdateret 16. maj 2022 kl. 14:24
Aalborg Håndbold er danmarksmestre. Også i den disciplin, der handler om at vende tilbage til en normal hverdag.
Inden finalen i Gigantium i onsdags havde klubben besøg af over 1.000 spisende gæster, der nød en lækker buffet med blandt andet lakse-sashimi og den møreste oksesteg. På scenen sang John Mogensen – i skikkelse af skuespiller og entertainer Rasmus Bjerg iført sort tøj og røde seler – at der er noget galt i Danmark, men det var der nu langt fra på denne sommeraften. Alle sang med, folk stod i kø til baren, og det var nærmest som om, at corona-pandemien var lagt bag os.
Kontrasten til en lokal pub i Aalborg under Danmarks to første kampe under EM i fodbold var til at få øje på. Gæsterne her måtte kun sidde ned, og på grund af endnu gældende arealkrav var der godt og vel halvt fyldt op. Alle andre blev med en ærgerlig mine fra det venlige personale afvist ved døren.
Både i Gigantium og på pubben havde folk vist coronapas, inden de kom ind. Så hvorfor forskellen?
Svaret findes i de tilbageværende restriktioner, som naturligvis er indført i den bedste mening, men som i den virkelige verden begynder at give mindre og mindre mening. Folketinget har vedtaget en plan for en udfasning af restriktionerne frem mod oktober, men flere virologer og andre sundhedseksperter stiller nu spørgsmålet, om planen bør fremskyndes. For hvad er det, vi forsøger at beskytte os imod?
60 procent af befolkningen har fået første vaccination. Hver tredje dansker er færdigvaccineret. Det gælder stort set alle ældre og kronisk syge – altså de risikogrupper, som primært var i farezonen for at skulle indlægges. Truslen om kapacitetsproblemer på hospitalerne – hvilket var den oprindelige begrundelse for restriktionerne – er med andre ord ikke længere eksisterende. Kun 84 personer var i fredags indlagt med coronasmitte, heraf 14 i Nordjylland. Sundhedsstyrelsen har da også givet hospitalerne tilladelse til at afvikle coronaberedskabet.
”Det er meget glædeligt at se, at kurven for indlagte med COVID-19 er knækket. Vi forventer et fortsat fald i antallet af indlæggelser, og vi vurderer, at flere af de patienter, som har en positiv test for COVID-19 ved indlæggelsen, bliver indlagt af en anden årsag,” udtaler Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.
Imens fortsætter smittetrykket med at rasle ned, og alle sogne og i Aalborg er genåbnet. Nye tal indikerer tilmed, at lukningen af Jomfru Ane Gade var unødvendig. Alligevel taler nogle om, at vi fortsat skal dæmpe aktiviteten i samfundet for at beskytte dem, der endnu ikke er vaccinerede, imod senfølger af Covid-19. Andre frygter, at den nye Delta-variant kan forårsage en tredje bølge til efteråret. Men er bekymringen velbegrundet? Det afviser blandt andre Morten Petersen, professor på Biologisk Institut ved Københavns Universitet:
”Covid-19-vaccinerne er effektive, og efter borgere over 65 år og særligt udsatte blev vaccineret, er døden så godt som stoppet. Alvorlige senfølger er sjældne og ses også ved andre infektioner. Hvis man dykker ned i tallene, er influenza måske en større trussel fremadrettet. Som sidste år forsvinder smitten, men nu leder vi så efter andre varianter, der kan drive angstfortællingen. Der sker bare ikke mere, for Covid-19 er trykket under influenzaniveau,” skriver han i et indlæg i Berlingske.
Tiden er kommet, hvor vi skal bryde med angstfortællingen. Vi kommer tilsyneladende til at skulle leve med coronavarianter i mange år frem, men ifølge fagkundskaben bliver det på samme niveau, som vi i årevis har levet med risikoen for at få influenza.
Det har været fornuftigt at ville udfase restriktionerne langsomt, men nu har virkeligheden overhalet planen, og det bør få Folketinget til at revidere den. Som samfund skal vi ikke opretholde restriktionerne længere end allerhøjst nødvendigt. Vi kan ikke gå rundt og være bange altid. Det er ikke sundt, og vi har ikke råd til det. Vi skal udnytte, at vi nu har et coronapas, og vi skal bevare de fornuftige sundhedsråd. Men lad os få fjernet alle øvrige restriktioner og slippe borgerne fri.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.