Lad os tale om pengene

Lad os tale om pengene - og hvad Venstre og Socialdemokratiet egentligt mener

Vi bliver nødt til at tale om pengene.

Jeg ved, det kan være kedeligt, besværligt eller angstprovokerende. Både privat, på arbejdet eller i vores demokrati. Input i kassen bestemmer hvor meget output, der er råd til og alt afhængig af, hvor dygtig man er til at arbejde med sin økonomi, kan de fleste få ressourcerne til at strække sig langt og på måder, hvor man bygger sin økonomiske bæredygtighed op over tid.

MAN TAGER måske en uddannelse, som kan give et bedre lønnet job. Man kan energieffektivisere og gøre varmeregningen mindre. Eller man lader være med at love mere end man kan holde. Både over for børnenes julegaveønsker eller salgskonsulenternes krav om en smartere bil på bekostning af lagerarbejdernes efteruddannelse.

VI KENDER det godt fra vores egen hverdag.

Hvorfor pokker er det så så svært at tale om i vores demokratiske luftlag? Der, hvor vi som folkevalgte gerne fortæller om alt det, vi vil for klimaet, miljøet, forsvaret, sikkerheden, sundhed og så videre? Hver gang, der er et problem eller en udfordring, er der kø foran mikrofonen, der lyder med højere eller skrappere krav, flere forbud eller bare flere penge. Penge, der skal komme et sted eller andet sted fra - hvor,- det må ‘nogen’ finde ud af.

JØSSES! Det er ikke til at holde ud. Og det synes jeg heller ikke at vi skal finde os i længere. Os, der godt kan regne ud, at uden penge kommer vi ingen vegne og uden at bruge de penge - vi trods alt har - klogt, så skubber vi kæmperegninger ind på børneværelset, som generationerne efter os skal bøvle med.

Så lad os dog tale om pengene!

VI KUNNE jo begynde med at tale om konkurrencedygtighed og produktivitet. To ting, som ikke har det godt i EU. To ting, vi næsten har glemt hvad er. I al fald, hvis man lytter til EU-debatten om,hvad vi skal gøre ved den kendsgerning, at USA nu pumper astronomiske summer i statsstøtte ud, på den betingelse, at pengene kun må bruges på amerikansk producerede løsninger.

DEBATTEN har stort set kun handlet om, hvordan EU kan gøre det samme. Ingen har fokuseret på alt det, USA også gør mere og bedre end os, og derfor har et meget mere innovativt erhvervsmiljø, hvor man blandt andet skræddersyer investeringsprogrammer for opstartsvirksomheder. Endda på måder, der får gode ideer og opfindelser lavet i EU til at springe over Atlanterhavet, således vi mister fremtidens erhvervseventyr skabt for egne forskningsmidler. USA er også hurtigere til at godkende nye teknologier, så de med dem, ude i virksomhederne, kan konkurrere bedre mod europæiske virksomheder. Nogle af disse godkendelser gælder teknologier, som faktisk er udviklet i EU, men som møder langt flere forhindringer og modstand på eget hjemmemarked.

DET ER så skørt. Og jeg oplever i praksis, at jeg råber op imod vinden. Også fra kollegaer, som gerne taler om vigtigheden af vores økonomiske muskel i EU. Kollegaer, som kommer fra partier, der nu sidder i den danske regering.

Men også de er åbenbart hoppet med på den galej, at vi skal ha’ mere statsstøtte end loven i forvejen tillader og, at vi skal ha’ en ny stor EU-fond til de lande, som ikke selv har råd til statsstøtte. En EU-fond, der skal fyldes med “friske penge” - ja, det kaldes de - fra nye og flere EU-skatter. Og de gider ikke høre om alle de andre instrumenter, som bør sættes i sving, for at øge EU’s konkurrencedygtighed og produktivitet.

JEG ER med på, at der er nye tider i dansk politik med en regering bestående af både Socialdemokratiet, Venstre og noget midt-i-mellem, der sammen dyrker nødvendighedens narrativ om at passe godt på Danmarks fred, frihed, forretning.

Her kan det måske være smart, at europaparlamentarikerne ikke er i overensstemmelse med kollegaerne hjemme på Christiansborg. Politiske helgaderinger er som regel noget rod. Billedet af, hvad partierne egentligt mener flimrer, og det gør intet godt for vores demokrati.

OG DET er da underligt, at regeringens egen erhvervsminister, Morten Bødskovm på et stort årsmøde hos DI for nylig sagde klart nej til nye EU-skatter og en ny EU-fond blot et par dage efter at samtlige socialdemokrater og Venstre-medlemmer af Europa-Parlamentet i Strasbourg stemte klart ja - og klart nej til min gruppes forslag om at tale alle andre industri- og erhvervspolitiske instrumenter op end det enøjede blik på mere statsstøtte (til kassen som i kapløb med USA alligevel løber tør før deres) og flere EU-skatter. Man kan selvfølgelig sige, at det på den store klinge er ligegyldigt hvad en god håndfuld danske EU-politikere mener. Man kan også spørge: Hvad mener de enkelte partier egentligt? For man kan som sagt ikke være halvt jomfru - heller ikke i politik.

SÅ VI BLIVER altså nødt til at tale om pengene og hvordan vi bliver ved med at have nok af dem. På en anden måde end det sker for øjeblikket. Også selvom det er svært. Og vi skal stå bedre sammen om dansk økonomi - også i EU. Danmark er en lille, åben økonomi, der blevet rig på et innovativt og markedsbaseret indre marked, samt velfungerende handelsaftaler mellem EU og resten af verden.

Vi bliver altså nødt til at tale om pengene og hvordan vi bliver ved med at have nok af dem. På en anden måde end det sker for øjeblikket

Vi skal acceptere, at vi bliver fattigere, hvis vi ikke beskytter disse vilkår og mekanismer. Vi skal forstå, at vi skyder os selv i skoen, hvis vi overlader det til EU at opfinde nye og flere skatter som primære svar på en bedre konkurrencedygtighed og højere produktivitet.

Pernille Weissskriver første søndag i hver måned om sit arbejde i EU. Medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. E-mail: pernille.weiss@europarl.europa.eu.