Debat

Læge: Vi skal spare, selvom politikerne lover flere ressourcer

- Det er svært at forklare patienter og personale, at vi skal spare, når politikerne samtidig siger, at specialer som psykiatri, ældresygdomme og neurologi bør tilføjes flere ressourcer, skriver skribenten.
- Det er svært at forklare patienter og personale, at vi skal spare, når politikerne samtidig siger, at specialer som psykiatri, ældresygdomme og neurologi bør tilføjes flere ressourcer, skriver skribenten. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Med regionsrådsvalg 18. november er det igen blevet tid til forventningsafstemning mellem vælgere og politikere. Som ansat på sygehuset er det altid specielt med et regionsrådsvalg, hvor man lytter til politikerne på en anden måde. 

Efter valget har borgerne en berettiget forventning om at de politiske løfter fra valgkampen er den virkelighed de møder på sygehuset. Som sundhedsansat er det ekstra frustrerende, når mennesker er syge og samtidig erfarer at vores velfærdssystem ikke lever op til forventningerne.

Politikerne har op til et valg travlt med at forklare alle de fantastiske tiltag de har gjort i den senest valgperiode, og hvilke endnu mere fremragende tiltag, der vil komme de næste fire år. 

Når politikerne ser tilbage på den seneste valgperiode, fremhæves det blandt andet, at de har sikret kortere ventelister, fået balance i økonomien, vendt udviklingen i rekruttering af læger og igangsat en lang række store og vigtige investeringer.

Jeg vil med dette debatindlæg give min beskrivelse af de sidste fire år set fra et perspektiv som sundhedsansat i neurologien i Region Nordjylland. 

Hvis vi var et fodboldhold

Neurologi handler om forebyggelse, udredning og behandling af sygdomme i hjernen. På neurologisk afdeling ser vi patienter med blodprop i hjernen, demens, sklerose, epilepsi, hovedpine, Parkinsonsygdom og en række nerve- og muskelsygdomme. 

Ved starten af 2021 havde Region Nordjylland den dårligste bemanding af neurologiske speciallæger i landet, faktisk halvt så mange speciallæger per indbygger som landsgennemsnittet. Hvis man forestiller sig lægerne på neurologisk afdeling som et fodboldhold stillede vi i 2021 op til kamp med 5 mand på banen, mens resten af landet spiller med 11.

I forlængelse af skandalesager fra Region Midt med kræftbehandling fik vi også i Region Nordjylland fokus på helbredskritiske ventetider. Ikke overraskende havde vi på neurologiske afdeling meget svært ved at leve op til udrednings- og behandlingsgarantien, særligt på de ikke akutte områder. 

For en lang række personer med mistanke om neurologisk sygdom kan ventetid være helbredskritisk, så vi måtte melde ind med bekymring på flere områder. De primære løsningsforslag var ansættelse af flere læger, gerne mindst dobbelt så mange, så ville vi da spille med 10 mand. Mens vi kiggede på løsningsforslag i 2023, flyttede fokus sig.

Økonomi i balance

Nu fik politikerne fokus på sygehusets dårlige økonomi. De helbredskritiske ventetider var åbenbart ikke længere så kritiske. Der skulle arbejdes med omstillingsplaner og besparelser. 

Fra neurologisk afdeling foreslog vi at øge vores aktivitet, så vi selv kunne se de sårbare patienter, vi sendte til udredning og behandling i andre regionerne og på privathospitaler, alle med betaling fra Region Nordjylland. 

Til sidst blev beslutningen fra hospitalsledelsen en såkaldt ”solidarisk løsning”, eller det man også kalder en ”grønthøster besparelse”. En solidariske løsning med procentvis besparelse på alle afdelingers budget er svær, når man kun er 5 mand på banen, og hovedparten af budgettet går til at betale løn til personalet. 

Det er svært at forklare patienter og personale, at vi skal spare, når politikerne samtidig siger, at specialer som psykiatri, ældresygdomme og neurologi bør tilføjes flere ressourcer. Se for eksempel "Sundhedspolitisk undersøgelse" fra Decisions 2023 og 2024, hvor disse tre specialer har politisk topprioritet.

Efter vores solidariske besparelse nærmer vi os nu igen et valg. Her i 2025 er der fokus på, at vi skal være effektive på neurologisk afdeling. Konkret har det betydet, at vi har haft besøg af cheflæge og chefsygeplejerske fra andre afdelinger på sygehuset, der skal kigge på vores arbejdsgange og hjælpe os med at forstå, hvorfor vi har så svært ved at leve op til udrednings- og behandlings-garantien for neurologiske patienter. 

Effektivitet

Man kan vel sammenligne det med, at vi får besøg af en fodboldtræner fra en topklub, der skal kigge på, hvorfor vi taber flere fodboldkampe end vi vinder. Er det vores spillestil, den er gal med? Skal vi blive bedre til at aflevere og takle, så vi kan vinde med 5 mand på banen?

Men med et valgår er det vel også tid til at finde et nyt håb? Som borger kan man læse et valgprogram med et håb om en forbedring på det område, der er vigtigt for en. Som læge læser man et valgprogram med et håb om en forbedring for de patienter, man har ansvaret for. Så er der håb for fremtiden? 

Af Venstres valgprogram med 10 punkter er der to, jeg forsøger at finde håb i: Punkt 5 : ”Vi vil fortsætte med at nedbringe ventelisterne” og punkt 8: ”Vi vil hjælpe de mest sårbare borgere”. I programmet nævnes specifikt demensområdet som et særligt fokusområde.

Et valgprogram er dog sjældent særligt konkret, og her vil jeg gerne hjælpe politikerne. Udredning og behandling af personer med demens er vigtigt, og der er også allerede i år afsat ekstra midler til området fra politisk side.

Forventningsafstem

Det er dog langt fra nok til at sikre den nødvendige bemanding og i andre dele af neurologisk afdeling er ventetiden endnu længere end på demensområdet. 

Aktuelt skal man for eksempel vente over to år på en tid, hvis der er mistanke om sygdom i nerver eller muskler, for eksempel muskelsvind. Med en fordobling af neurologiske speciallæger i regionen vil vi med stor sandsynlighed levere et neurologisk tilbud på niveau med resten af landet. 

Det er jo i sidste ende en politisk prioritet, og hvis man ikke kan finde midlerne, vil jeg foreslå at man i stedet laver en god forventningsafstemning med borgerne i regionen: De næste fire år skal du forvente, at vores neurologiske speciallæger igen stiller med et halvt fodboldhold, når det gælder udredning og behandling af din neurologisk sygdom.

Mit indlæg er et udtryk for mit eget perspektiv og mening, og det repræsenterer hverken Neurologisk Afdeling eller Aalborg Universitetshospitals mening. Mit indlæg skal ikke tolkes som kritik af bestemte partier eller politikere.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden