Jeg oplever, at debatten om ambulanceberedskabet i Løkken ikke kun handler om tal og responstider. For mig handler den også om tillid mellem borgere og myndigheder.

Redegørelsen fra Region Nordjylland konkluderer, at der ikke er fundet bevidst manipulation med registreringer. Det er naturligvis vigtigt. Men efter min opfattelse fjerner den konklusion ikke det grundlæggende spørgsmål: Hvorfor stod basen i Løkken så ofte tom?

Når en ambulance på papiret er tilknyttet et område, forventer jeg, ligesom mange andre borgere, at den også i praksis er der. Ellers bliver forskellen mellem plan og virkelighed for stor.

Regionen forklarer problemet med uklare retningslinjer og et flydende beredskab, hvor ambulancer flyttes efter behov. Det kan være fagligt begrundet. Men hvis både politikere og borgere samtidig får indtryk af et lokalt beredskab, mener jeg, at der opstår en tillidsbrist.

Efter min vurdering beskriver redegørelsen problemerne, men den placerer ikke et tydeligt ansvar. Jeg savner svar på spørgsmålene: Hvem traf beslutningerne? Hvem vidste hvad og hvornår?

Jeg synes også, at fokus i høj grad flyttes til gennemsnitlige responstider. De er vigtige, men de kan ikke stå alene. For mig handler tryghed også om nærhed og gennemsigtighed.

For efter min opfattelse redder ambulancer på papiret ingen. Det gør kun dem, der faktisk er der.