Det er den dagsaktuelle og mest relevante forklaring, som desværre næppe kommer med i turistbrochuren for seværdigheden. Aflejringerne er nemlig resultatet af en uafbrudt naturlig omdannelse af CO2 fra atmosfæren til nye mineraler over mange millioner år. Det drejer sig om karbonater som kalk og dolomit på den ene side og en række andre stoffer, blandt andet ler og flint, som en uadskillelig følge af en dobbelt kemisk proces. 

De såkaldte foraminiferer, der er havets mindste organismer, sørger for, at processen sker i tilstrækkeligt omfang, og ellers formerer de sig til den nødvendige kapacitet. Optagelsen og omdannelsen af CO2 til mineraler sker således overvejende i havet, og processen har været hovedansvarlig for den jordoverflade, vi går på i dag, og visse steder mere end 6.000 meter ned i undergrunden i forhold til jordens oprindelige overflade.

Brug pengene bedre

En anden pressehistorie fra i går var en artikel i Nordjyske på side 6, som omhandlede et biogasanlæg med tilhørende pyrolyseværk. Anlægget nær Rakkerby er genstand for en alvorlig konflikt mellem ejeren af virksomheden og naboerne, der nærmest må holde øje med vindretningen for at føle sig sikre udendørs, da luftgener fra energifabrikken er tydeligt mærkbare. 

Anlægget er understøttet af offentlige midler, fordi det regnes for at være et led i den grønne omstilling. Denne hviler igen på den politiske forestilling, som blandt andet Parisaftalen og klimaloven bygger på, nemlig at vi kan og skal reducere mængden af CO2 i atmosfæren for at undgå farlige klimaforandringer. Beviset for denne overbevisning er dog stadig efterlyst.

Et tredje medieindslag fra i går fandt sted på Christiansborg, hvor tv transmitterede et samråd med spørgsmål til klimaminister Lars Aagaard om effekten af de mange offentlige kroner, der bruges på at reducere CO2 i atmosfæren. Det behagede ham åbenlyst ikke, at han desværre ikke kunne besvare spørgsmålene blot nogenlunde konkret. 

Hans optimisme efter det seneste klima-COP-møde i Brasilien må formodes at være tæt på nulpunktet, da verdens lande, især de store udledere, på ingen måde har til hensigt at reducere brugen af fossil energi.

Men hvad så med al den udledning af CO2, vil nogen spørge. Det enkle svar er, at naturen regulerer det selv, som den altid har gjort, hvilket også fremgår af min indledning om det, man ser på Møns Klint. 

Naturen omdanner i øjeblikket mere end halvdelen af den mængde CO2, som menneskene er ansvarlige for, til nye mineraler, og det vil den sandsynligvis fortsætte med. Derfor bør pengene bruges på noget bedre end industriel fjernelse af CO2 fra atmosfæren.