Leder

Leder: Det rene p-bøde-lotteri i Aalborg Vestby

Når bilister ikke engang kan få oplyst hvorfor og hvornår, de holder ulovligt parkeret, nærmer vi os det absurde

Denne port i Istedgade i Aalborg er faktisk ikke en port, men et t-kryds. Det kan man bare ikke få oplyst nogen steder, og det er dyrt for de bilister, der uforvarende fortsat tror, at porten bare er en port. Foto: Henrik Louis

Denne port i Istedgade i Aalborg er faktisk ikke en port, men et t-kryds. Det kan man bare ikke få oplyst nogen steder, og det er dyrt for de bilister, der uforvarende fortsat tror, at porten bare er en port. Foto: Henrik Louis

Parkeringspladser i Aalborgs Vestby er en mangelvare.

Mens der de seneste 20 år er kommet flere bilejere til bydelen, er antallet af kantstensparkeringspladser støt faldet: Blandt andet cykelstier og underjordiske affaldscontainere har ført til sløjfede p-pladser. Og de færre p-muligheder har fået nogle beboere til at lave bilindkørsel til deres hus eller lejlighed, hvilket har ført til endnu færre p-muligheder ved kantsten.

Men udover at det er tidskrævende at cirkle rundt om aftenen i gaderne i Aalborgs Vestby efter et sted at parkere, indgår der også et element af lotteri i p-pladsjagten. Det opstår, når der er plads ved kantstenen mindre end ti meter fra en af Vestbyens mange porte.

Nu skal bilisten nemlig selv vurdere, hvor lidt eller hvor meget trafik der i gennemsnit er ind og ud ad porten i løbet af et døgn. Mængden af trafik er nemlig afgørende for, hvorvidt de kommunale p-vagter håndhæver reglen om, at man ikke må holde tættere end ti meter fra porten - som regnes for et T-kryds, hvis mængden af trafik er tilpas stor.

Og det er ifølge det kommunalt ejede Parkeringskontrol Nord helt, som det skal være. Det er færdselslovens almindelige regler, der gælder, og derfor MÅ man slet ikke skilte dér, hvor kommunen vurderer, at en port er at regne for et T-kryds. Og begyndte man at informere om reglerne, ville mange andre p-pladser ved porte også forsvinde for ikke at forskelsbehandle (!) nogen.

Disse forklaringer kunne måske godtages i et land ved navn Absurdistan. Og de, der bliver forskelsbehandlet, er alle de bilejere, som bor i ældre lejlighedskomplekser uden tilhørende parkeringspladser. Det er jo dem, der er henvist til at parkere ved kantsten og dermed må tage chancen i lotteriet.

Groteske regler fortjener mere end et skuldertræk fra Aalborg Kommunes side, for selvfølgelig kunne man fra kommunal side gøre noget for at løse parkeringsknuden. Man kunne for eksempel begynde med det helt indlysende skridt at tilføre centralt beliggende, offentlige parkeringspladser i Aalborgs Centrum - i stedet for at fjerne dem.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.