Leder

Leder: Gør hver dag til 1. maj

Der findes stadig arbejdere, som passer deres dont under kummerlige forhold. Vi har alle en mulighed for at lægge pres på deres arbejdsgivere - og ikke kun ved at svinge de røde faner 1. maj

For mange er dagen i dag nok mest af præget af glæde over indgangen til endnu en forårsmåned, nydelse af en forlænget weekend - og forhåbentligt vejr til udeaktiviteter.

For andre er der irritation over, at den røde fane må forblive sammenrullet, og en politisk manifestation med ligesindede må udskydes til bedre tider - også det på grund af de gældende coronarestriktioner.

For det er jo 1. maj - arbejdernes internationale kampdag.

Gættet herfra er, at langt de fleste efterhånden tilhører den første gruppe. Kravet om en ottetimers arbejdsdag, som var en af førsteprioriteterne ved de første 1. maj-demonstrationer fra 1889 og nogle år frem, er for længst indfriet så rigeligt endda. Løn og ansættelsesforhold klarer arbejdsmarkedets parter også for størstedelen af lønmodtagerne. Og så har 1. maj-demonstrationerne gennem tiden været præget af uro og ballade - ja, daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen fik frugt i hovedet som svar på sin tale i 1992, da EU var et varmt emne, Helle Thorning-Schmidt ditto blev nærmest fløjtet ud af Fælledparken i 2014 i forbindelse med lærerkonflikten, mens Mette Frederiksen i fjor sagde nej tak til at optræde samme sted efter at have oplevet tumult og slagsmål lige foran talerstolen året før.

Så markeringen af 1. maj er så godt som en saga blot, når nu vi ser på, hvor godt vi har det i Danmark - og ordet ”arbejderklasse” efterhånden mangler reelt indhold?

Nej. Så enkelt er det ikke.

Flere firmaer herhjemme har på det seneste været i mediernes søgelys for deres løn-, ansættelses- og arbejdsforhold. Fælles for flere af dem har været, at det er udenlandske arbejdere, der higer efter job i en sådan grad, at de kommer til at gå under radaren for overenskomster og dermed den sikkerhed og tryghed, de giver i ansættelsen.

Og udenlands er det vel nok at nævne de skandaløse forhold for arbejderne på diverse fodboldstadionbyggerier i Qatar. At mere end 6500 arbejdere ifølge flere kilder har mistet livet på det job, vidner om en voldsom ligegyldighed med sine ansatte - ja, menneskeliv i det hele tage - fra arbejdsgivers side.

Så jo. Der er brug for et forum for at hævde retten til ordentlige forhold for den, der påtager sig et arbejde.

Men spørgsmålet er, om det kun skal være 1. maj. Er det ikke netop op til hver enkelt af os altid at kaste et kritisk blik på prisen på den vare eller ydelse, vi får? Er det for billigt til at være sandt, hvis der skal være løn til at alle led? Er det værd at følge et VM i fodbold, når den menneskelige omkostning er kendt?

Som forbrugere har vi en enorm magt, vi kan gøre gældende ved ikke at svinge visakortet, trykke på sluk-knappen eller bare sig nej tak - og i disse some-tider går mobiliseringen yderst tjept. Så det kræver ikke en rød fane en enkelt dag om året for at gå de udsatte arbejderes sag, men derimod moralsk rygrad hver dag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.