Leder: Hvorfor deler forældre deres børns 12-taller på sociale medier?

Det er i hvert fald hverken for børnenes eller unges mentale sundhedstilstands skyld, mener Nordjyskes chefredaktør

Er det uskyldigt at dele sine børns 12-taller på sociale medier? <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Er det uskyldigt at dele sine børns 12-taller på sociale medier? Arkivfoto: Lars Pauli

- Mor, vil du ikke dele mit 12-tal til min studentereksamen med dine venner på Facebook?

Dén sætning tvivler jeg på, er sagt af  specielt mange unge i Danmark anno 2022. Og derfor er det tankevækkende, at så mange forældre m/k alligevel føler sig kaldet til at dele deres børns 12-taller på sociale medier, for det er nok i de færreste tilfælde for de unges skyld.

Lige nu går højsæsonen for eksamener ind, og det samme gør den for skrydende, glædeståre-vædede eller blot konstaterende opslag på især på boomer-samlingsstedet Facebook om de unge eksaminanders meritter.

Selvfølgelig er det ud af stolthed og kærlighed, at forældre i situationen føler trang til at råbe fra hustagene, og i hvert fald slet ikke en del af et gennemtænkt plot for at positionere hverken sig selv eller sit afkom.

Men ser man trenden i et større perspektiv, er der nogle åbenlyse bagsider af medaljen. Unges trivsel i Danmark er ikke målt lavere, end det er tilfældet nu, og års fokus på de psykiske sår, en 12-tals-kultur kan efterlade, har ikke haft specielt stor effekt: Unge mærker forsat et pres og et fokus på at skulle præstere på mange parametre, og i høj grad også i form af høje karakterer, allerede fra folkeskolen. Og dét pres sætter sig i nogle af dem og får konsekvenser langt ind i voksenlivet.

For at imødegå karakterræs sættes der ind flere steder, blandt andet fra statsminister Mette Frederiksen (S), som fredag på Folkemødet meldte ud, at regeringen går efter, at det maksimalt må kræve et karaktergennemsnit på 10, når man søger ind på de mest populære, videregående uddannelser.  

Mange forældre kender altså den afmagt og bekymring, der følger med, når ens barn kæmper med præstationsangst eller lavt selvværd.  Derfor virker det uigennemtænkt - og på kanten til at være ufølsomt - når man tegner et glansbillede og underbygger en 12-talskultur ved selv at vælge at dele netop den del af sine børns liv, der har at gøre med en flot præstation til eksamen.

Om der er en direkte sammenhæng mellem vores fremstilling af virkeligheden på sociale mediers og unges mistrivsel er svært at sige. Men for de generationer, der aldrig selv fik karakterer eller eksamener delt blandt forældrenes venner, er det nok vigtigt at huske på, at indholdet på sociale medier jo netop er skabt af brugerne, og derfor har man et ansvar for det billede af en perfekthedskultur, det efterlader.  

Den situation er ny, for selvfølgelig ringede tidligere generationer af forældre ikke rundt til deres måske 500 nærmeste venner og meddelte det, hvis deres barn havde fået en god karakter. Men sociale medier har alligevel været her i så mange år, at vi efterhånden må have opnået en vis erfaring i, at et socialt medie er et offentligt sted. 

Selvfølgelig er det ok at være stolt af sine børn og give udtryk for det. Men et hensyn til både egne og andres børn er ikke for meget at forlange af hinanden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden