Leder: Kom lad os udskamme dem, der ikke tænker ligeså åbent som os

På det seneste har jeg flere gange oplevet følgende scenarie i kommentarsporet på sociale medier, når debatten handlede om ting som veganere, klima, transkønnede, storpolitik, lokalpolitik eller lignende:

Først argumenter – Du må forstå

Så holdninger - Du forstår ikke

Tilspidsning - Du forstår ingenting

Krig - Du er vantro, ignorant, boomer

Her bliver det grimt.

Pointen er ikke, om klimatossen, boomeren, LGBT-aktivisten, liberalisten, socialisten ... har ret, men at det, der starter som en debat og diskussion med mulighed for at blive klogere på hinanden, i stedet slutter som en verbal skyttegravskrig. En krig, hvor der kæmpes til den diskussionsmæssige død: elimineringen, hvor modparten udskammes og til sidst ignoreres.

Logikken virker til at være: Kom, lad os udskamme synderne i den gode sags tjeneste.

Og når man har set lyset, så giver det mening. At prædike sagen for andre. Først at forsøge at omvende dem. Og hvis det ikke lykkes, så kan man skrue op for midlerne, og udskamme dem, for til sidst at kæmpe mod dem.

Verden byder på et utal af disse scenarier. I alle skalaer. Fra mobning i skoleklassen til international storpolitik. Emnerne kan være religion, politik, aktivisme, makrelmadder i madpakken.

Nu er der bestemt ikke noget i vejen med at have stærke holdninger til religion, politik, klima, fødevarer, kønsidentitet, klima etc.

Det, der bare glemmes, er at "lyset" ikke er endegyldigt i et samfund med frihed. Kun hårde, videnskabelige fakta er ikke sådan at rokke ved. Omend selv det sker ind i mellem.

Kæden springer af to steder: Når vi stopper med at lytte til modpartens argumenter og forsøge at forstå dem. Også selvom vi er uenige. Og når vi ikke accepterer, at det er ok at have en anden holdning. At vi ikke er - eller skal være - ens.

... og det gælder så på begge sider. Noget, de har en tendens til at glemme på den anden side (indsæt selv synsvinkel her).

Man kan typisk se det ved, at generaliserende navne tages i brug: kapitalisterne, socialisterne, kineserne, indvandrerne, muslimerne, de kristne, veganerne, boomerne, LGBT’erne, de priviligerede ciskønnede.

Det er en tendens, man ser ved stigende polarisering. Udskamning af de vantro.

Målet helliger midlet. Men hvis midlet saver målet over, hvor havner vi så?

Et tredje sted, kæden springer af, er, når alt skal være normalt. Alt er ikke normalt. Det ligger netop i ordet norm. Og heldigvis. For ellers var intet specielt, og så ville verden være kedelig.

Hvis vi skal leve sammen i frihed, er der netop nogle spilleregler, vi er nødt til at overholde.

De andre kan ikke altid få ret. De kan få ret til deres holdning, så længe den ikke går ud over din ret til at have en anden.

Det betyder samtidig så også, at du ikke altid kan få ret. Du kan få ret til din holdning, så længe den ikke går ud over andres ret til at have deres.

Alt er ikke normalt. Heldigvis.