Leder: Lars Løkke vil gøre op med Mette Frederiksens Morten Korch-Danmark

Lars Løkke Rasmussen smækker med døren i Venstre, men det vil være en fejltagelse at se den tidligere formands udmeldelse alene som et bittert opgør med sit parti gennem 40 år. Løkke har større mål for øje: Han bebuder et opbrud med Mette Frederiksens Morten Korch-Danmark.

I sin Facebook-opdatering fra nytårsdag, hvori Løkke bekendtgjorde sit farvel til Venstre, beskriver han to skillelinjer i dansk politi. Den gamle mellem socialisme og liberalisme og den nye mellem nationalromantik og globalt fremsyn: ”Derfor appellerede jeg i sidste valgkamp til samarbejde over midten. For at blive frigjort af højrefløjens ultimative krav. Og med et ønske om at frisætte den reformvillige del af den socialdemokratiske bevægelse fra venstrefløjens jerngreb.”

I den sætning ligger en invitation til alle borgerlige, der føler sig hjemløse mellem de mange fraktioner på højrefløjen, der konkurrerer om at være mest grove i munden over for udlændinge, og til radikale og socialdemokrater, der lige nu bakker op om Mette Frederiksen, men som er bekymret over regeringens massive forbrug på øget velfærd uden klar finansiering. Ifølge Løkkes analyse er der en ledig plads til ham – og hvem ved, måske et kommende parti – på midten af dansk politik. En plads for de vælgere, der ønsker reformer, frihed under ansvar og en aktiv dansk rolle i EU og andre internationale fora – uden tidens symbolpolitik og spindoktor-styrede kommunikation.

I udgangspunktet lider hans forehavende under den for ham ærgerlige kendsgerning, at han om nogen bærer et medansvar for symbolpolitikken, i og med at han som partiformand og statsminister gav Inger Støjberg og Dansk Folkeparti frit spil gennem flere år. Dertil kommer, at Løkke næppe for alle fremstår som den idealistiske politiker, han gerne fremstiller sig som, i lyset af de mange skandaler, der har handlet om hans personlige netværk og pengeforbrug.

Men Lars Løkke taler ganske givet til et segment i den danske befolkning, der føler sig omklamret af Mette Frederiksens retorik om den uovertrufne, socialdemokratiske velfærdsmodel og fremmedgjort i forhold til en splittet, selvtilstrækkelig og handlingslammet borgerlig opposition. Når Løkke skriver, at ”de lette løsninger er tit for letkøbte”, vil mange være enige med ham i, at der skal føres en stram udlændingepolitik, men med reelle og humane løsninger. Og når han skriver, at ”der er brug for en politisk samtale, hvor vi taler op og ikke ned til hinanden. Fri af egenrådighed. I en stærk overbevisning om, at forhandlede beslutninger er bedre end dikterede”, er ordene indlysende rettet mod dem, der ikke hylder statsministerens ageren under coronakrisen.

Meningsmålingerne viser entydigt, at Mette Frederiksen nyder stor opbakning fra danskerne, men Løkkes ord vil alligevel ramme dem, der ikke genkender sig selv i statsministerens fremstilling af et folk, hvor ”ingen er kommet igennem krisen uden fællesskabet”, som hun udtrykte det i sin nytårstale. Titusindvis af ansatte i små og mellemstore virksomheder, på restaurationer og hoteller og i hele turist- og rejsebranchen plus mange selvstændige – og ja, herunder minkavlere – kan med rette indvende, at de på ingen måde er ”kommet igennem krisen”, og at de ikke har mærket meget til Mette Frederiksens fællesskab. De kan høre hende tale varmt om ”styrkerne ved vores samfundsmodel”, mens de er blevet arbejdsløse eller endnu venter på hjælpepakker, der under alle omstændigheder ikke dækker hele deres tab. Den særlige danske tryghed, Mette Frederiksen italesætter, omfatter ikke dem, og der vil mere bredt være et publikum til et budskab om, at regeringen forsømmer at forklare befolkningen, at pengene ikke gror på et velfærdstræ, men skabes i den private sektor, og at dens retorik og idealer tilhører en svunden tid og ikke er målrettet en moderne, global virkelighed.

På den led placerer Lars Løkke sig intelligent på en position i dansk politik, som ingen af de etablerede partier endnu har gjort krav på, og som rummer et potentiale til at omdefinere dansk politik i 2021. Han er på rette sted på rette tid. Spørgsmålet er så, om han er den rette mand.