Lederskribent: Er Jes Dorph bare en del af processen?

Anti-MeToo vreden breder sig på de sociale medier. Blandt andet i en facebook-gruppe med cirka 45.000 medlemmer. Gruppen bærer navnet ”For alle os, der støtter Jes Dorph og Jens Gaardbo”. Og kommentarerne er harske.

Antropolog og kønsforsker ved Roskilde Universitet, Christian Groes, er overfor Nordjyske bekymret. Et af mantraerne i MeToo-bevægelsen er at man skal lytte til kvinderne. Ikke at alle sager er berettigede, men der skal stadig lyttes. Ignorerer man det, risikeres en kolossal polarisering. Noget der netop kendetegnes af de skældsord og anklager, der fyger på facebook-siden.

Tager vi lige et par aldrende, tyske og stærkt filosofiske briller på, kunne man mene, at Jes Dorph bare var en del af den store MeToo-proces. At sandheden om MeToo og Jes Dorph kender vi først, når vi har været igennem en større erkendelse.

Mere præcist låner vi brillerne af den tyske filosof Hegel og hans tanker om tese, antitese og syntese – her så groft simplificeret, at han ville rotere i både små og store cirkler i sin grav. Han ser helheden som sandheden. Erkendelsen af den er en proces, der går gennem flere trin. Først tese – en begivenhed sker. Antitese – en modsætning eller modbegivenhed sker. Endelig forhåbentlig syntese – læringen af begivenheden og modbegivenheden fører til en højere forståelse. Indtil den så rammes af en ny antitese, og så er vi på den igen.

Spørgsmålet her er, om Jes Dorph og håndteringen af ham er antitesen til Sofie Lindes opråb og Metoo-genstart. I den sammenhæng forholder jeg mig ikke til hvordan Jes Dorph har opført sig tidligere, men alene om behandlingen af hans sag. Er der noget af håndteringen af Jes Dorphs sag, som verden kan lære noget af? To ting bør være oplagt.

For det første er det i disse sager vigtigt at holde godt styr på processen. Der må ikke være noget at komme efter. Ellers vil det skabe unødig tvivl, som igen forplumrer sagen. Og meningen var jo netop klarhed. Uklarhed risikerer at ramme hårdt på begge sider af skyldsspørgsmålet.

Den anden del er det mere overordnede. At vi finder en tilpas nuanceret tilgang, der både rummer skift i kulturer, hensyn til begge parter ved usikkerheder, men også en klar afstand fra det, der ikke bare er dårlig kultur, men dårlig dømmekraft.

Ting ændrer sig gennem tiden, og det er nemt at fordømme fortiden med nutidens briller. Det ændrer dog ikke på, at der er gerninger, der aldrig har været i orden. En hånd på låret af en der ikke ønsker det, har aldrig været i orden. At det så førhen ikke hed MeToo, men i stedet var ’ham den klamme’ er underordnet.

Er man i øvrigt som mand i tvivl om noget er i orden, så kan man prøve følgende test: Hvis det nu var din datter, som en mand i samme position som dig gjorde dette overfor, ville du så synes om det?

Og det gælder både med nutidens briller og dem fra 1700-tallets Tyskland.