Hvis nogen skulle finde på at spørge mig, hvad min hedeste drøm er, ville svaret nok både overraske og småskuffe.

For det er hverken at vinde 10 millioner i Lotto eller at hive et år ud af kalenderen og rejse Jorden rundt.

Nej, min hedeste drøm er noget så simpelt som en weekend helt alene. 

To nætter uden afbrudt søvn, to morgener i mit eget rolige tempo, to dage uden skemalagte spisetider og puttetider og hensyn til strømpriser. To døgn uden at skulle tage mig af andres konflikter og behov. To døgn, hvor ingen vil mig noget, men hvor jeg bare kan mærke lidt frihed. 

En pause fra hverdagens bleskift, godnathistorier, madlavning, vasketøj og madpakker, som får det dér skide voksenhed til at stå ud af ørerne på mig.

"Det er fint nok at være voksen og ansvarlig og lave fornuftig mad og betale regninger og gå i seng i ordentlig tid og være pligtopfyldende. Men hver dag? Er det ikke sådan lige i overkanten?"

Dét citat faldt jeg over på et socialt medie i et meme forleden. Og det gav genlyd i mig. For gode Gud, hvor synes jeg tit, det er udmattende at være voksen.

En befolkning af pattebørn

Tilsyneladende er jeg overhovedet ikke alene med den følelse. 

For nylig udgav den britiske professor Keith Hayward fra Københavns Universitet bogen "Infantilized". I den kommer han med en lang række anklager mod yngre voksne, som han mener i stigende grad opfører sig som børn - som om vi har mistet interessen for at blive voksne i vores samfund.

Ifølge professoren kan man især se det ved, at de yngre generationer udskyder eller helt undgår at stifte familie, optage boliglån, indgå i lange forhold og være på den samme arbejdsplads i mange år.

"Det mest bekymrende er, at folk tror, der kommer nogen og redder os. At der kommer nogen og siger ’bare rolig, nu skal vi nok være de voksne, så fikser vi det’. Men det kommer ikke til at ske. Hvis ikke vi vil ende som en befolkning af pattebørn, er vi nødt til – unge som ældre – at kæmpe imod", siger Keith Hayward blandt andet til Weekendavisen.

Da jeg læste dét, følte jeg mig ramt. 

For selv om jeg på overfladen opfører mig voksent nok - jeg har jo både boliglån, børn og et fast arbejde, som jeg ikke har planer om at skifte ud lige foreløbig - føler jeg mig lidt for tit overvældet. 

Lidt for tit tager jeg mig selv i at spørge "er der en voksen til stede?" Lidt for tit har jeg lyst til at flygte fra det hele. Lidt for tit måtte nogen gerne redde mig.

Er det vores selvbillede?

Så jeg forstår godt de unge voksne, der udskyder voksenlivet med alle dets forpligtelser. For det er da klart mere let og enkelt kun at skulle forholde sig til at betale en husleje i stedet for at skulle sætte sig ind i rentekurser og lånetyper og ejendomsskatter og renovation.

Der er da klart mere frihed i kun at skulle tænke frem til næste bytur i stedet for at holde styr på vaccinationsprogrammer og engagere sig i både kommunale budgetter og lokalplaner.

Men selv om jeg kan sætte flueben ved alle de meget voksne ting, jeg lige har listet, føler jeg mig meget lidt voksen. Jeg er 37 år gammel og mor til tre - men det føler jeg mig overhovedet ikke hverken gammel eller voksen nok til. Hvordan kan det være?

Og det fik mig til at tænke på, om det måske ikke er en evig jagt på ungdom, der gør, at vi har svært ved at falde ind i rollen som voksen. Måske er det vores selvbillede?

Jeg kan huske, at jeg som barn ikke var et sekund i tvivl om, at mine forældre og alle andre voksne vidste alt. Havde styr på alt. Aldrig var i tvivl.

Så når jeg dagligt står og er forbandet i tvivl om cirka alt - kan jeg så rent faktisk kategoriseres som voksen?

Objektivt set ved jeg jo godt, at mine forældre nok ikke havde en kæft mere styr på tingene dengang, end jeg selv har nu. Men det er nok netop dét, at jeg altid står med en følelse af at skulle "fake it till you make it", der får mit selvbillede til at vakle.

Et spørgsmål om balance

Og så er der også, indrømmet, angsten for at gå fuldstændig i stå i livet. Der er stadig trangen til, bare engang imellem, at være hende, jeg var før børnene, bare i korte glimt. 

Hende, der kan tage med kolleger ud og drikke fredagsøl uden at skulle haste hjem for at have aftensmaden klar klokken 17.30.

Hende, der kan gøre plads i hverdagen til at træne op til et halvmaraton. Hende, der stadig kan smage friheden. Bare i glimt. 

Men kan der ikke være plads til begge dele?

Kan vi ikke både være voksne, ansvarlige mennesker, der tager sig af andre og har styr på realkreditlån og forsikringer og alt det andet hejs, og samtidig have brug for de ungdommelige pauser engang imellem for ikke at føle, at vi er ved at drukne i voksenheden?

Kan vi ikke være både voksne og en lille smule unge på samme tid uden at kaste samtlige idealer på bålet? Er det, når alt kommer til alt, ikke bare et spørgsmål om balance?

For mig er svaret jo, jo og jo.

Kort om Camilla Stougård Christoffersen

• Journalist på Nordjyske siden 2021 med fokus på at skrive om livsstil og alt, hvad der måtte optage og vedrøre småbørnsfamilier
• Mor til tre piger på henholdsvis 5, 4 og 2,5 år
• Bor på en gammel gård i det sydlige Himmerland, hvor vasketøjskurven altid er fuld