Lodsejere ladt i stikken: Region Nordjylland skal tage ansvar og løse strid
Det er helt urimeligt, at lodsejere stadig ikke har fået deres penge her syv-otte år efter, at deres jord blev eksproprieret til gavn for det nye supersygehus

Foto: Lars Pauli
Forestil dig, at du sidder i dit dejlige hjem og faktisk er ret godt tilfreds med at bo der og livet generelt.
Pludselig banker det på døren: En diskret klædt mand/k i gråt fortæller, at der er interesse for at købe en del af din grund. Nå, tænker du, det er jeg da ikke lige med på. Men manden/k insisterer: Du skal sælge, lyder budskabet nu. Ordrer, tænker du, tager jeg ikke sådan lige imod, og da slet ikke i mit ejet hjem, hvor ejendomsretten gælder. Men manden/k hører til den bestemte slags, og slår fast, at du ikke har noget valg: Han/hun understreger nu, at det er almenvellet, der er kommet på besøg, og så er der ingen vej udenom: Du skal sælge, om du kan lide det eller ej, og prisen er ikke til den helt store forhandling. Den sættes overordnet ved syn og skøn. Værsgo at makke ret.
Det handler om ekspropriation. Emnet tages op på denne plads, fordi vi for en uge siden kunne fortælle historien om en gruppe lodsejere, der måtte afgive jord til det nye nordjyske supersygehus i Aalborg Øst. Som beskrevet har lodsejerne endnu ikke set nogen penge for den jord, Region Nordjylland har lagt beslag på almenvellets vegne - og det til trods for, at der nu er gået syv-otte år siden ekspropriationen. Reelt frygter lodsejerne, at der kan gå endnu tre år, før det hele er faldet på plads og pengene udbetalt.
Jørgen Løgstrup, en af lodsejerne, beretter over for NORDJYSKE om mistet tillid og en forhandling, der er havnet i juristeri uden egentlig fremdrift. Han savner politisk ledelse i forhold til at få sagen afsluttet og sine penge udbetalt.
Det burde ikke være nødvendigt, men nu siges det igen: Politikerne har fået en tillidserklæring og en opgave om at styre landet på bedste vis for borgerne. Det kan om i yderste konsekvens betyde ekspropriation af hensyn til det store flertal, men så skal dem, der bliver tvunget til at yde et offer, også have en ordentlig behandling: Det vil som minimum sige, at de ikke skal vente i årevis på at få deres egne penge, når ”gaven er givet”.
Det handler ganske enkelt om ordentlighed. At den politiske ledelse i regionen holder fast i ansvaret for at få afsluttet sine sager i stedet for at lade dem køre ud af et langt, langt sidespor, som kun advokaterne nyder gavn af.
Og så handler det om signalværdi: Udeståender mellem borgere og myndigheder skal afregnes. Der bør ikke være så meget at diskutere - og mon ikke allerede mange borgere oplever det sådan, at skylder de penge til det offentlige, skal der betales ved kasse ét, og det skal være nu. Ellers trækkes pengene på anden vis uden den store forhandling.
Så, Region Nordjylland, tag ansvar for at få afsluttet sagen med lodsejerne, så de kan komme videre med deres liv.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.