Lokal, cirkulær og bæredygtig

ENERGI:Fremtidens energiproduktion skal være lokal, cirkulær og bæredygtig

Biogas har gennem mange år været en udskældt energikilde, ikke mindst på grund af høj statsstøtte og brugen af spiselige afgrøder i produktionen. Kritikken har til tider været fortjent, men fordommene har også skygget for de fordele, som vi kan høste med biogas produceret ansvarligt.

Hos Eurowind Energy har vi en klar vision om, at fremtidens energiproduktion er cirkulær, bæredygtig og ikke mindst lokal forankret. Det gælder også biogas. Vi skal have minimeret transporten af energi – både i forhold til output og input. Vi skal have adgang til råmaterialer, der skal transporteres så kort som muligt, og vi skal kunne sende strøm og gas ud til forbrugerne via lokale systemer uden at belaste el- og gasnettet unødigt.

icon

Hos Eurowind Energy har vi en klar vision om, at fremtidens energiproduktion er cirkulær, bæredygtig og ikke mindst lokal forankret. Det gælder også biogas

Visionen er klar, og det er løsningen faktisk også. Det er lokale energicentre, der producerer strøm ved hjælp af sol og vind og som arbejder med PtX. Det giver mulighed for at lagre overskydende energi som brint, så de forskellige teknologier kan supplere hinanden afhængig af vejr og behov. Men biogas kan også komme til at spille en vigtig rolle i den sammenhæng.

I Eurowind Energy har vi etableret en afdeling for biogas. I de kommende år kommer vi til at skabe biogasanlæg, der primært har halm, græs og gylle som hovedbestanddelene i tanken. Vi skal ikke bruge fødevarer eller foder i produktionen. Processen kommer til at skabe gas til lokale aftagere, der har brug for det.

Men inden vi omdanner råmaterialet til biogas, så er vores samarbejdspartnere i fuld gang med at udvikle teknologier, der kan forbehandle ressourcerne til blandt andet voks og lim til industrien eller til gødning, og efter forgasning, kan det overskydende materiale bruges til biokul. Derudover kan vi trække CO2 og ilt ud af processen, begge dele kan sammen med hydrogen videreforarbejdes til grønne brændstoffer til tung transport. Og overskudsvarmen fra hele centret skal naturligvis i fjernvarmenettet.

Hele vores tankegang er, at vi er nødt til at tænke cirkulært. Alt, hvad vi bruger, skal kunne genanvendes. Vi har ikke råd til at skille os af med ressourcer, som vi gør i dag. Når vi laver biogas ud af halm, i stedet for at brænde det, så bevarer vi næringsstofferne til gavn for jorden i form af gødning. Vi kommer også til at forgasse i en naturlig proces uden tilsætning og økonomiske tilskud, fordi vi ønsker at være så uafhængige af eksterne faktorer som muligt.

Det handler også om, at stadig flere mennesker har brug for adgang til strøm og varme. Og selvom vi handler med hinanden og sender energi på kryds og tværs af grænser, så rummer det også en usikkerhed. Udvekslingen af energi skal foregå flydende og uden for mange stopklodser for at fungere. Lokalt fremstillet energi, hvad enten det er strøm, hydrogen, biogas eller noget helt fjerde, vil også være med til at skabe forsyningssikkerhed for hele lokalområdet – en sikkerhed vi aldrig vil opnå ved at brænde importerede sydamerikansk kul eller naturgas fra regimer, vi normalt ikke bryder os meget om. Og lokal produktion sikrer grøn energi.

I fremtiden skal vi bruge ressourcer fornuftigt. Derfor er det ikke holdbart at bruge biogas til opvarmning eller strømproduktion. Det må kun være en meget kort overgangsperiode. Biogas skal derimod bruges i de industrier, hvor det ikke er muligt at elektrificere.

Energicentrene bliver placeret, hvor der er brug for dem, og hvor det giver mening i forhold til aftagerne og ikke mindst de lokale forhold. Vi ønsker at inddrage det samfund, som skal have gavn af energien. Vores energisystem – inklusiv vores syn på den til tider udskældte biogas – gennemgår i disse år en kæmpe forandring for at imødegå klimaforandringerne. Det betyder, at vi skal tænke nyt, men det skal ske lokalt, cirkulært og bæredygtigt. Hvis vi bruger biogas rigtigt, er der ingen grund til et dårligt ry.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.