Trafik

Lyskrydset er gået i sort: Hvad gør du så?

Lysreguleringen i krydset ved Mariendals Mølle har drillet de seneste par dage - her er reglerne

Når der ikke er lys i lampen, så træder andre regler i kraft.
Når der ikke er lys i lampen, så træder andre regler i kraft. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 18:40

AALBORG: Lysreguleringen i krydset Hobrovej/Skelagervej/Over Kæret i Aalborg har være noget ustabilt de seneste dage. Lysene har ikke virket i perioder, og det har naturligt nok givet en del bøvl for trafikanterne - senest mandag morgen, hvor der også var et udfald i den begyndende myldretid.

Og så er spørgsmålet: Hvordan agerer man som trafikant i den situation?

Det korte svar er, at du skal sætte farten ned, tænke dig om, orientere dig grundigt, køre efter forholdene og tage hensyn til de andre, så trafikken kan glide fornuftigt.

Det lidt længere svar er, at i en lysregulering, hvor lysene er gået ud, skal man køre efter den vigepligt, der er i krydset. Som formentlig er højre vigepligt. Men som også kan være ubetinget vigepligt for én af vejene i krydset, hvilket i givet fald er skiltet i den retning, hvor trafikken har ubetinget vigepligt.

Hvis du nu sidder og tænker "højre vigepligt?", så er du formentlig ikke alene. Der er ikke ret mange steder i den daglige trafik ude på gader og veje, man møder fænomenet længere, og mange bilister har tilsyneladende en opfattelse af, at "den, der skal lige ud, har forkørselsret", men: Du skal holde tilbage for al trafik, der kommer fra din højre side. Og højre vigepligt gælder alle de steder, hvor der ikke er skiltet eller markeret for ubetinget vigepligt.

Krydset Skelagervej/Over Kæret/Hobrovej - her er der ikke så meget at være i tvivl om. Hvis lyset ikke virker, så har du ubetinget vigepligt. Og kan i princippet komme til at holde her meget, meget længe, hvis det er i myldretiden. Foto: Google

Lige præcis i krydset ved møllen er man dog ude over dét problem, for der er der faktisk skiltet med ubetinget vigepligt for bilisterne, der kommer fra Over Kæret eller Skelagervej - og hvis du på et tidspunkt har undret dig over, hvorfor man skilter med dét i et lysreguleret kryds, så er svaret altså her: De gælder, hvis lysene er gået kaput.

Men en ting er, hvad loven siger, noget andet er, hvordan virkeligheden er, og det er derfor, du skal sætte farten la-angt ned. Du kan ikke regne med, at alle de andre trafikanter overholder deres vigepligt i den situation, så få øjenkontakt med de andre trafikanter, inden du begiver dig ud i krydset. Så er der enighed om, hvem der gør hvad, og I støder formentlig ikke sammen.

Altså: Lad være med at køre på din ret, kør fornuftigt, tag hensyn.

I forhold til gående, så er et fodgængerfelt i den situation at betragte som et hvilket som helst andet fodgængerfelt. Du skal som kørende trafikant holde tilbage for fodgængere. Men også her gælder det, at man skal tænke sig om som fodgænger. Du må ikke vade lige ud foran en bil, men først træde ud i fodgængerfeltet, når de andre trafikanter med rimelighed kan nå at standse for dig, medmindre de nærmest laver en katastrofeopbremsning.

Endelig kan man møde en betjent, der er blevet hidkaldt for at dirigere trafikken, og så er det selvfølgelig betjentens signaler og anvisninger, der gælder.

Hos Aalborg Kommune havde man mandag formiddag i øvrigt ikke registreret, at lyskrydset har været ude af funktion, så af gode grunde er der heller ikke nogen forklaring på, hvad der er gået galt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden