Lyt til professorerne
”Hvilken forsker skal vi lytte til?” spørger Erik Brindt (27.8.) på baggrund af, at jeg i et debatindlæg pointerer, at civilingeniør, lektor emeritus Anker Lohmann-Hansen igen og igen har haft ret i hans forudsigelser om trafik i Aalborg. Jeg antog derfor i mit indlæg, at Anker Lohmann-Hansen også vil få ret i sin kritik af Egholmforbindelsen. Men Erik Brindt mener, at andre trafikeksperter anbefaler Egholm-forbindelsen. Han kan dog ikke huske hvilke. Og det er meget logisk, for det må være et stykke tid siden.
Efter 2021 vil enhver fagperson, der påstår, at Egholm-forbindelsen er et godt projekt, sætte sin egen troværdighed på spil.
I VVM-undersøgelsen fra 2021 benytter Vejdirektoratet nemlig en mere moderne metode til at udregne samfundsnytten end ved VVM 2011. Det nye er, at beregningen opdeler døgnet i 10 tidsperioder, hvorved det problem, enhver bilist kender – myldretidskøen ved Limfjordstunnelen – også får indflydelse. Derved falder projektets samfundsmæssige værdi fra over fem mia. kr. til nærmest ingenting – ud af en kolossal investering.
Lad os tilføje nogle flere forskere, som Erik Brindt måske(?) vil anerkende har en vis troværdighed:
Citat fra Jyllands-Posten 16.1. 2022: ”Når vi kigger på det vedtagne projekt, er der en rigtig dårlig forrentning. Det er faktisk det dårligste i bunken af infrastrukturprojekter, der ligger i den nye infrastrukturplan siger Mogens Fosgerau, der mener, at økonomien for samfundet er så dårlig, at det slet ikke burde gennemføres."
En anden kendt professor fra København er Otto Anker Nielsen, leder af DTU’s transportdivision. I et skrift, der kan ses på www.3-limfjordsforbindelse.dk/3, skriver han bl.a., at ”Egholm-linjen er ikke et godt projekt” og projektet ikke vil være ”en langsigtet løsning på de trafikale problemer ved Limfjordstunnellen, idet der efter en relativ kort årrække vil være samme trafikmængde og dermed trængsel i den eksisterende tunnel og dens tilslutningsanlæg.”
Endnu et citat: ”Problemet med Egholmforbindelsen er, at motorvejen vest om byen i mange sammenhænge er en omvej for mange bilister. De fleste bilister vil derfor fortsat køre gennem den eksisterende tunnel, hvor trafikken i løbet af nogle år efter anlæggets åbning vil stige til det nuværende niveau, hvorefter der fortsat vil være samme problemer med trafikafvikling som i dag.”
Otto Anker Nielsen ser også et stort alarmsignal i, at den beregnede samfundsmæssige værdi er tæt på 0 kr.
Hvad fagkundskaben siger, er én ting. Hvad politikerne beslutter, er en anden. Nordjylland står foran en milliard-skandale, der får sygehusskandalen til at fremstå som det rene vand. Hvem har egentlig ansvaret?
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.