I stedet for at slå op i en bog ude i klasseværelserne, vil de på Ordkraft få lejlighed til at møde de forfattere, der har skrevet hver eneste sætning. De kommer helt tæt på. Og måske vil de forlade Aalborg som forandrede mennesker.

Jeg har selv prøvet det. I 1991. Jeg var en snotforvirret og skoletræt ungersvend. Hjørring Gymnasium havde forgæves prøvet at få mig til at snuse til poesien og litteraturen. Intet ragede mig mere. 

Nu drev jeg rundt som kuffertbærer på The Kensington Hilton i London. Fremtiden var grumset. 

Jeg gik meget i biografen. Særligt i The Electric Cinema på Portobello Road. En aften gik filmen The Buddha of Suburbia. Troede jeg. 

Det viste sig imidlertid at være en oplæsning af en debuterende forfatter ved navn Hanif Kureishi.  Jeg korsede mig og overvejede at kræve billetpengene tilbage. 

Forandret for altid

Men så kom han ind. Stillede sig foran mikrofonen og læste højt fra begyndelsen: "Og så en dag forandrede alting sig. Om morgenen havde jeg ét liv, da det blev sengetid havde jeg et andet. Jeg var 17 år". 

Jeg ved ikke hvorfor, men mine ører blafrede fra første færd. Måske af den simple årsag, at romanens fortæller var en snotforvirret dreng som mig selv.

Ordene kom ganske vist ud af munden på Hanif Kureishi, men det føltes, som om de opstod inde i mig og gik i gang med at ommøblere hele mit sind. Jeg gik fra en dyb oplevelse af ensomhed til nu at være i verden med en sjælebror.

Jeg blev ked af det, da oplæsningen var slut. Ønskede at jeg kunne sidde der hele natten, indtil bogens sidste ord var skænket. Hanif Kureishi satte sig nu ved et bord med pen i hånd. Klar til at signere sin debutroman. 

Jeg havde ikke penge nok til at købe den. Alligevel stillede jeg mig i kø ved det bord, hvorpå eksemplarerne lå i stakke. Jeg fik bogen i hånden. Fandt det sted, han var kommet til. Læste videre. For første gang i mit liv var jeg blevet grebet. 

Da jeg gik ud af biografen, var min livsbane forandret.

15 år senere var jeg selv debuteret som romanforfatter. Jeg boede nu i Vendsyssel og fik et job som skrivelærer for teenagere i Brønderslev. 

Livsvigtig litteratur

Hver uge i vinterhalvåret mødtes vi i en nedlagt børnehave. Radiatorerne fungerede ikke. Vores ånde tegnede små skyer, når vi læste højt for hinanden. Vi havde te, kaffe og stearinlys. Og vanter på.

Èn af de unge hed Ann. Hun skrev anderledes end de andre. Hun led af anoreksi og blev ofte indlagt på psykiatrisk afdeling. De prøvelser, hun konstant gik igennem, formåede hun at få ned på papiret. 

Hun kunne beskrive leden ved mad med en krystalklar kulde. Hun var brilliant. Ann lærte os noget, og vi led med hende. 

Ligesom jeg fandt en sjælebror i London, oplevede Ann et fællesskab i den forladte børnehave. Og hendes iver efter at deltage blev åbenbaret, da hun en dag spurgte, om jeg kunne hente hende på psykiatrisk afdeling og køre hende tilbage igen, når vi var færdige. 

Kun sådan ville personalet give tilladelse. Med glæde blev jeg chauffør. Og for hver kilometer gik det mere og mere op for mig, at mit job som skrivelærer havde gods i sig. 

Det var ikke bare en sludder for en sladder og en fristil. Ann lod mig forstå, at det var livsvigtigt. Da jeg efter en årrække stoppede som skrivelærer, stod det skrevet med versaler, at Ann var den naturlige arvtager. 

Således blev også hendes livsbane forandret gennem litteraturen. Fra elev til lærer i egen ret. Lur mig om ikke også dette års udgave af Ordkraft vil gøre det samme. Skabe små mirakler. Tryllet frem af litteraturen.