Maja troede, hun var Jesus: I dag er hun tilbage i Psykiatrien, men i en anden rolle

I tre uger troede Maja Vestergaard Kristiansen, at hun var den kvindelige udgave af Jesus. Tiden på den lukkede blev det uundgåelige lavpunkt efter flere år med sorte og destruktive tanker, der var tæt på at tage livet af hende. I dag er hun tilbage i psykiatrien, men i en helt anden rolle

- Jeg havde egentlig ikke lyst til at dø, men jeg mærkede bare en voldsom trang til at komme ud af livet. Ud af det stormvejr, der var i mit hoved, fortæller Maja Vestergaard Kristiansen. Foto: Torben Hansen

- Jeg havde egentlig ikke lyst til at dø, men jeg mærkede bare en voldsom trang til at komme ud af livet. Ud af det stormvejr, der var i mit hoved, fortæller Maja Vestergaard Kristiansen. Foto: Torben Hansen

Maja Vestergaard Kristiansen lister rundt i mørket og leder efter udveje. Hun hiver desperat i alle døre og vinduer, hun ser, men der er lås på dem alle.

Forvirringen og angsten lammer hende. Hun må væk.

Det er nat på psykiatrisk afdeling i Brønderslev. Få timer tidligere er Maja blevet indlagt, men hun har svært ved at forstå, hvad der foregår.

De har tjekket hendes pupiller, tjekket hendes puls. De har gjort hende paranoid. Det er, som om de har fundet ud af, at hun ved noget, hun ikke må vide. Hun er den særligt oplyste, der har forstået, hvordan alting hænger sammen, og nu skal hun spærres inde.

I marts 2019 blev Maja Vestergaard Kristiansen indlagt på psykiatrisk afdeling i Brønderslev. Foto: Torben Hansen

I marts 2019 blev Maja Vestergaard Kristiansen indlagt på psykiatrisk afdeling i Brønderslev. Foto: Torben Hansen

Maja Vestergaard Kristiansen er 30 år og voksede op i Tuen og Astrup. I dag bor hun i Kjul. Foto: Torben Hansen

Maja Vestergaard Kristiansen er 30 år og voksede op i Tuen og Astrup. I dag bor hun i Kjul. Foto: Torben Hansen

På et tidspunkt får hun øje på nogle mennesker, men hun ved ikke, hvem de er. Hun råber om hjælp.

Kort efter ligger hun på en seng med bukserne trukket ned. Hun kæmper desperat imod, men kan ikke stille noget op imod de fem ansigter over hende. Så mærker hun et hårdt stik i ballen. Kræfterne slipper op.

Mens hun falder til ro, strømmer forestillingen ind i hendes krop: Hun er den kvindelige udgave af Jesus. Psykosen når sit hidtidige højdepunkt.

- Jeg så en mening med alting, og her var meningen, at jeg skulle igennem det her som en anden Jesus. Jeg var den, der skulle tage smerten. På den måde kunne jeg holde det ud, selvom det var voldsomt, fortæller Maja Vestergaard Kristiansen cirka to og et halvt år senere.

Samme dag bliver hun overført fra modtagelsen til den lukkede. Efter cirka 14 timers indlæggelse.

Tilbage i psykiatrien

I de kommende tre uger er hun mere eller mindre psykotisk og befinder sig i sin egen film-agtige virkelighed. Hun frier til sin kæreste, løber nøgen rundt på gangene, er bæltefikseret i tre dage, tisser med vilje i sygesengen og bliver isoleret fra de andre patienter, fordi hun virker ustyrlig.

Og så gør hun noget bemærkelsesværdigt: Hun siger til personalet, at hun gerne vil holde foredrag om psykisk sygdom, når hun bliver udskrevet. Det står skrevet i hendes journal.

- Selvom jeg var psykotisk, var det en del af min plan allerede dengang. Men personalet har nok tænkt: Okay, hun er helt på rulleskøjter, siger Maja, der bliver udskrevet efter seks uger.

Med en bipolar lidelse i bagagen.

Hvad er bipolar lidelse?

Bipolar affektiv sindslidelse kaldes i daglig tale bipolar lidelse. Tidligere blev sygdommen også kaldt maniodepressiv sygdom. Når man har bipolar lidelse, svinger ens stemningsleje og aktivitetsniveau betydeligt. Så i nogle perioder er personen manisk og i andre depressiv. Det er dog ikke alle patienter, der er maniske. Nogle patienter - med diagnosen bipolar type 2 - oplever kun hypomani, som er niveauet under mani.

Under en mani føler personen sig meget opstemt uden grund. Det kan variere fra ubekymret højt humør til vild overstadighed. Og med opstemtheden følger øget energi med hyperaktivitet. Under en depression er personen trist og nedtrykt. Energien og aktivitetsniveauet daler. Og det samme gør evnen til at glæde sig og føle interesse.

Når man lever med en bipolar lidelse, har man episoder med mani, hypomani (let form for mani), depression eller blandingstilstand. Blandingstilstand betyder, at maniske og depressive symptomer optræder samtidig eller med hurtige skift. Der er stor forskel i symptomer og sværhedsgrad. Desuden er sygdommen ofte forbundet med alvorlige sociale, økonomiske og personlige konsekvenser.

Bipolar lidelse starter i ungdommen. De depressive episode er hyppigere og længere end det modsatte – manien. Sandsynligvis er der mange med lettere maniske symptomer (hypomani), der ikke søger hjælp, og som derfor ikke bliver diagnosticeret korrekt. Disse mennesker bliver behandlet udelukkende for depression. Det kan have stor betydning for deres sygdomsforløb, fordi behandlingen af bipolar lidelse og depression er forskellig på flere områder.

Mens enkelte kun oplever ganske få sygdomsepisoder, svinger andre næsten uafbrudt mellem mani, depression og blandingstilstand. Mellem sygdomsepisoderne er der ofte neutrale perioder, som kan vare fra uger til år eller årtier. Nogle gange har personen med bipolar lidelse også brug for indlæggelse. Bipolar lidelse giver en øget risiko for selvmord, hvilket også ses ved en række andre psykiske lidelser.

Kilde: Psykiatrifonden

Men hun har gjort, som hun sagde.

I dag er hun vendt tilbage til psykiatrien - nemlig som såkaldt peer-medarbejder i Aalborg, hvor hun til daglig arbejder med patienter. Og så tager hun ud og holder foredrag om sin personlige historie med psykisk sygdom.

- På en grotesk måde er jeg havnet i et job, hvor jeg har mulighed for at opbygge selvtillid og selvværd, og hvor jeg kan bruge alt det, jeg har været igennem. Jeg er ekspert i min egen historie og har ingen problemer med at fortælle den. Jeg er kun glad for, at jeg kan bryde den mur, siger nordjyden, der er vokset op i både Tuen og Astrup.

Hvad er en peer-medarbejder?

En peer-medarbejder arbejder først og fremmest ud fra egne brugererfaringer med psykisk lidelse og recovery, som via uddannelse og praksiserfaringer bliver omdannet til erfaringskompetencer. Det betyder, at den enkelte peer-medarbejder er i stand til at bedømme, hvordan og hvornår han eller hun skal inddrage sine egne erfaringer.

Det er meget forskelligt, hvordan den enkelte peer-medarbejder er ansat til at bruge sine erfaringskompetencer i sit arbejde, men klassiske peer-funktioner er: individuelle samtaleforløb, gruppeforløb, kulturbærer for recovery-indsatsen, uformelt samvær, oplæg/undervisning.

I Region Nordjylland er der ansat peer-medarbejdere i Aalborg, Brønderslev, Frederikshavn og Thy-Mors.

Kilde: Peer-Netværket Danmark

Konstant uro

30-årige Maja Vestergaard Kristiansens sygdomshistorie begynder tidligt.

Hun har linet den op - bogstaveligt talt - i hjemmet ved Kjul Strand. På en briks ligger fire store plancher, der tilsammen udgør én lang tidslinje med udførlige beskrivelser af bestemte hændelser, nedslag, vendepunkter, tanker, følelser.

Det har hun gjort for at få overblikket, forklarer hun. For at forstå alt det, der er sket.

For man kan ikke udpege én årsag til Majas sygdomsforløb. Det er ikke nogens eller nogets skyld, men derimod en ond cirkel af skam, fortrydelser, konstant stress og selvdestruktive tanker, der har gjort udslaget. Og en psyke, der har haft svært ved at lytte til - og agere efter - kroppens signaler.

Maja har noteret tidslinjen for sit sygdomsforløb på fire A3-ark. Foto: Torben Hansen

Maja har noteret tidslinjen for sit sygdomsforløb på fire A3-ark. Foto: Torben Hansen

Fra tiden på den lukkede afdeling. Foto: Torben Hansen

Fra tiden på den lukkede afdeling. Foto: Torben Hansen

For Maja er det svært at sætte ord på alt det, der ligger bag, men når hun forsøger, lyder det for eksempel sådan her:

- I mange år har jeg mistrivedes og kæmpet med uro i kroppen. Helt grundlæggende handler det jo nok om selvværd. Jeg har ofte følt, at jeg har truffet de forkerte beslutninger.

Når hun fortæller om sine 20’ere, er der særligt ét emne, der går igen: en nærmest permanent følelse af uro og utilpashed.

Maja giver et eksempel fra sin højskoletid i Aarhus:

- Udadtil virkede det, som om jeg trivedes. Men indeni var jeg fucked up stresset. Når alle andre spillede Partners og spiste popcorn, styrtede jeg rundt og lavede alt muligt andet. Og når jeg kiggede på dem, kunne jeg tage mig selv i at tænke: De hygger sig, men de laver jo ingenting. Skal de ikke læse et eller andet, gøre et eller andet, komme videre? Jeg har altid villet videre, men jeg har aldrig helt vidst hvorhen.

Og fra sin studietid på lærerseminariet i Aalborg:

- Mine kammerater tog ofte hjem og chillede Netflix sammen, når de fik fri. En dag var der en, der spurgte mig: Maja, hvad laver du egentlig, når du kommer hjem? Og jeg kunne ikke forklare det. Så lavede jeg lidt af det, så satte jeg mig ved klaveret og prøvede at skrive en sang, så gjorde jeg rent, vaskede tøj. Jeg holdt aldrig rigtig pause. Jeg kan ikke mindes, at jeg i de år satte mig ned og hyggede mig med en kop te en eneste gang, siger hun og tilføjer:

- Til gengæld kan jeg sagtens huske den konstante sitren i kroppen.

Majas urolige psyke har også ført til, at hun længe fulgte ukritisk med strømmen og ignorerede adskillige advarsler fra både krop og omgivelser.

- Jeg har virkelig været fanget i den der samfundsmodel, hvor man skal være en del af feltet. Det tog for eksempel lang tid at erkende, at jeg er sådan en, der gerne vil bo alene ude i en skov, fortæller Maja og kaster et blik rundt i hytten, der emmer af alt det, hun har manglet: ro.

Maja Vestergaard Kristiansen har fundet ro i hjemmet ved Kjul Strand. Foto: Torben Hansen

Maja Vestergaard Kristiansen har fundet ro i hjemmet ved Kjul Strand. Foto: Torben Hansen

Fortrydelserne hober sig op

I 2015 flytter Maja tilbage til Nordjylland efter et par år i Aarhus, hvor hun aldrig rigtig falder til.

Hun fortsætter sin læreruddannelse på seminariet i Aalborg, men kan ikke leve op til sine egne forventninger. Samtidig er hun sur på systemet, og det hele ender i en negativ spiral, der bliver stærkere og stærkere.

Men hun bliver i samme spor. Også selvom hendes søster gentagne gange opfordrer hende til at tage orlov.

- Hun prøvede at hive mig ud af hjulet, men det kunne hun bare ikke. Jeg kunne ikke se, at der ville komme et andet tog, hvis jeg hoppede af det her, og det eneste, jeg tænkte, var: Den skide uddannelse skal bare i hus.

I efteråret 2017 skal Maja i sin sidste praktik. Denne gang på Hørby Efterskole, hvor hun endelig kan få lov at prøve kræfter med at undervise i sit yndlingsfag: musik.

Men Maja får det dårligere og dårligere, og i december bliver hun sygemeldt.

De næste mange måneder står en anelse tåget i hendes hukommelse. Hun forsøger at koble fra, men kan ikke finde ro. Prøver med ‘Game of Thrones’, men tænker konstant: Gad vide hvad andre mennesker laver, mens jeg bare ser tv?

Musik og sangskrivning har altid fyldt meget i Majas liv. Foto: Torben Hansen

Musik og sangskrivning har altid fyldt meget i Majas liv. Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

I 2018 begynder det for alvor at gå skævt for Maja. Hendes tanker bliver mere og mere selvdestruktive, og hun slår selv hele tiden sig selv i hovedet med fortrydelser.

Det foreløbige lavpunkt finder sted i november, hvor hun - i ren jalousi - tjekker sin daværende kærestes telefon. Pludselig skyller selvhadet ind, og Maja kaster op på badeværelset.

- Jeg kunne simpelthen ikke holde mig selv ud. Jeg var virkelig ude på et sidespor og følte mig så forkert som menneske. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg havde alvorligt brug for hjælp, fortæller hun.

Panik over livet

Men Maja får det ikke bedre. Tværtimod. Hun forsøger ellers - også med psykologhjælp og flere lægesamtaler - men der er ingen, der kan afbryde det selvdestruktive bånd, som Maja afspiller på repeat.

Og så kommer de: selvmordstankerne.

- Det startede med en slags angst for livet, og jeg fortrød alle mine valg. Det havde jeg svært ved at bære. Jeg havde svært ved at komme over på den anden banehalvdel, hvor andre mennesker var.

I begyndelsen er selvmordstankerne diffuse. Men der går ikke længe, før de bliver mere konkrete.

- Det kan bedst beskrives som panik over livet. Jeg kunne slet ikke se vejen ud og var sikker på, at løbet var kørt. Det var total håbløshed. Alt var pludselig ligegyldigt, fortæller Maja om den tid, hvor selvmordstankerne begyndte. Foto: Torben Hansen

- Det kan bedst beskrives som panik over livet. Jeg kunne slet ikke se vejen ud og var sikker på, at løbet var kørt. Det var total håbløshed. Alt var pludselig ligegyldigt, fortæller Maja om den tid, hvor selvmordstankerne begyndte. Foto: Torben Hansen

I januar 2019 slutter Majas orlov, og hun vender tilbage til studierne.

- Det var virkelig skørt, for jeg ved, hvor skidt jeg havde det. Men det er typisk mig at tænke: Godt, så blev det januar. Så skal jeg i gang, siger Maja og kan ikke lade være med at grine.

Midt i pausen efter en billedkunsttime "slår lynet ned".

- Jeg kan huske, at jeg sidder og spiser en banan, og pludselig kommer tanken til mig: Jeg er ikke sikker på, at jeg kan leve mere. Det var ikke, fordi jeg havde et ønske om at dø. Jeg var bare så klemt i livet, at jeg havde en trang til at komme væk, fortæller Maja og fortsætter:

- Det kan bedst beskrives som panik over livet. Jeg kunne slet ikke se vejen ud og var sikker på, at løbet var kørt. Det var total håbløshed. Alt var pludselig ligegyldigt.

En af Majas tegninger fra tiden på den lukkede afdeling. Foto: Torben Hansen

En af Majas tegninger fra tiden på den lukkede afdeling. Foto: Torben Hansen

Hun når kun at være på uddannelsen i få uger, før hun igen må sige stop. Maja ender i et vakuum, hvor alt bliver meningsløst. Som hun selv udtrykker det:

- Hvorfor skulle jeg overhovedet søge kontanthjælp, når jeg alligevel tænkte på at gøre det forbi?

I den tid bliver psykiatrien flere gange nævnt som en mulighed. Både af Majas kæreste og familie, som foreslår, at hun bliver sendt videre i systemet.

Men Maja nægter. For hvis hun først bliver indlagt, vil hun være fanget, tænker hun - og så er det ikke længere en mulighed at tage sit eget liv. En udvej, som vokser sig mere og mere konkret i hendes tanker.

Livslinien

Har du selvmordstanker? Så er det vigtigt, at du taler med nogen om det.

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05.

De fleste mennesker har perioder, hvor livet eller en situation opleves som så svær, at de ikke kan magte den alene. For nogen fører krisen til selvmordstanker og uden hjælp måske til selvmordsforsøg og selvmord.

Derfor er det afgørende, at du får fortalt et andet menneske, at du har det svært, så du kan få den hjælp og støtte, du har brug for. På Livslinien er vi vant til at tale om selvmord og selvmordstanker, og vi vil meget gerne tale med dig.

Du kan også kontakte Livslinien, hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Der kan i perioder være travlt på rådgivningen, hvor det kan være svært at komme igennem. Er du akut selvmordstruet, skal du kontakte 112.

Kilde: Livslinien

Ville ud af stormvejret

En februardag i 2019 kører hun i Bauhaus for at købe grillkul.

- Jeg var nået frem til, at det var en forholdsvis mild metode, hvis man gerne ville af med livet, forklarer Maja.

Men hun når at aldrig at gøre de tunge tanker til virkelighed.

- Jeg havde egentlig ikke lyst til at dø, men jeg mærkede bare en voldsom trang til at komme ud af livet. Ud af det stormvejr, der var i mit hoved.

- Men min tvivl og mit vægelsindede temperament er kommet mig til gode i de situationer. Der var så mange spørgsmål: Hvad nu, hvis min far finder mig, inden det er slut, og jeg bliver hjerneskadet? Skal man skrive afskedsbrev? Hvad skal jeg skrive, og hvem skal jeg skrive til? På en måde var det tragikomisk. Altså, jeg aner ikke engang, hvordan man binder en løkke, siger hun og griner igen af sig selv, før hun tilføjer:

- Selv da det var allermest sort, havde jeg humoren med mig. Jeg var i en mærkelig verden af ironi, fordi det hele var så absurd og uvirkeligt. Men det kan godt gøre ondt at tænke på, hvor tæt jeg var på.

- Det kan godt gøre ondt at tænke på, hvor tæt jeg var på, siger Maja. Foto: Torben Hansen

- Det kan godt gøre ondt at tænke på, hvor tæt jeg var på, siger Maja. Foto: Torben Hansen

- Er du også kuk-kuk?

På Majas tidslinje, der fylder fire store plancher, har hun markeret flere datoer.

En af dem er 7. marts 2019. Dagen, hvor hun bliver indlagt på Brønderslev Psykiatriske Sygehus.

Psykosen begynder allerede aftenen forinden. Hun er i teatret med sin kæreste, og både før, under og efter stykket snakker hun løs på den store klinge: om barndommens betydning for voksenlivet, om selvværd, om Trump, Dalai Lama og international politik.

Det fortsætter dagen efter. Kæresten tager forbi psykologen, som foreslår kontakt til psykiatrien.

I stress og forvirring kører han sin psykotiske kæreste til sygehuset i Hjørring. Uden at vide, at byens psykiatriske afdeling er blevet nedlagt. Maja griner, for hun ved godt, at afdelingen ikke findes længere. Imens styrter hendes kæreste rundt efter hjælp. I første omgang hos vagtlægen.

På vejen får Maja øje på en pige, der sidder på en stol og kaster op.

- Er du også kuk-kuk? råber hun efter hende.

Inde hos vagtlægen bliver hun spurgt, om hun er afhængig af stoffer, hvortil hun svarer:

- Nej, jeg er kun afhængig af bland selv-slik.

Kæresten - og kærestens far og Majas forældre, som i mellemtiden har fået besked og også er til stede i lokalet - ved ikke, om de skal grine eller græde. Så de gør begge dele.

Efter en kort samtale får de beskeden: Maja skal indlægges på psykiatrisk afdeling i Brønderslev, og det skal være nu.

Det sidste, hun når at sige til sin kæreste og forældre, er, at de må køre hende hen, hvor de vil. Bare hun ikke skal bindes fast.

Vendepunktet

Det bliver Majas forældre, der ender med at køre hende. Kæresten er i vildrede.

Torsdag 7. marts 2019 klokken 23:29 bliver hun indlagt på Brønderslev Psykiatriske Sygehus, hvor hun er i seks uger. Heraf tre på den lukkede.

Da hun bliver udskrevet, lander hun pladask i et tomrum. Det er svært for hende at kapere, hvad der er sket. Det vigtigste spørgsmål er: Hvordan skal hun forholde sig til det? Skal hun holde det hemmeligt, eller skal hun være åben?

Maja beslutter sig hurtigt for det sidste, og det skal vise sig at blive et klogt valg.

I den efterfølgende tid prøver hun flere ting af. Først forsøger hun at vende tilbage til lærergerningen, men må give endegyldigt give slip på den plan i februar 2020. Hun får også job som tjener, men når kun fem vagter, før hun må trække stikket.

I juni 2020 kommer vendepunktet.

Maja Vestergaard Kristiansen var indlagt på psykiatrisk afdeling i seks uger. Tre af dem på den lukkede. Foto: Torben Hansen

Maja Vestergaard Kristiansen var indlagt på psykiatrisk afdeling i seks uger. Tre af dem på den lukkede. Foto: Torben Hansen

Maja er ikke længere sammen med den mand, der nævnes i forbindelse med indlæggelsen, men de har et godt forhold i dag. Foto: Torben Hansen

Maja er ikke længere sammen med den mand, der nævnes i forbindelse med indlæggelsen, men de har et godt forhold i dag. Foto: Torben Hansen

En kontakt i Hjørring Kommune har set en række stillingsopslag fra Psykiatrien i Region Nordjylland, som søger medarbejdere, der har erfaring med psykisk sygdom. Fra et patientperspektiv.

Maja er desperat. Hun søger tre steder og bliver kaldt til jobsamtale i Aalborg. En jobsamtale, hun husker som "den bedste, hun har været til".

- Jeg skulle bare være mig selv og fortælle åbent og ærligt. Jeg kunne ikke sige noget forkert, og jo flere af mine egne erfaringer jeg kunne fortælle om, jo bedre.

Maja bliver ansat i september 2020, og indtil videre har hun ikke haft "en eneste dårlig dag på jobbet", forklarer hun.

Et job, hvor hun både har 1:1-kontakt med patienterne, beskæftiger sig med gruppeforløb og er en del af hele kulturarbejdet i psykiatrien.

Skammen er væk

Og et job, der giver hende mening i hverdagen, fordi hun har forudsætningerne for at forstå patienterne. Ofte kan hun genkende sin egen historie i deres.

- Det er vigtigt, at man kan sige: Jeg forstår godt, at din verden ser sådan her ud. Det gjorde den også for mig. Og når jeg siger, at det bliver bedre, lyder det skrækkeligt, men jeg ved, at det kan lade sig gøre. Den direkte kommunikation med patienterne er helt magisk, siger Maja, der mener, at nysgerrighed er et absolut nøgleord i arbejdet.

- Jeg kan godt komme til kort, når der pludselig er en patient, der taler om en månelanding. Men så minder jeg mig selv om, at det var afgørende for mig, at jeg blev anerkendt i min virkelighed, da jeg var psykotisk. For den virkelighed var jo virkelig for mig.

Vendepunktet kom i sommeren 2020, hvor en kontakt fra Hjørring Kommune henvendte sig. Foto: Torben Hansen

Vendepunktet kom i sommeren 2020, hvor en kontakt fra Hjørring Kommune henvendte sig. Foto: Torben Hansen

Maja har stadig sine udfordringer, men fokus er på selvudvikling, og skammen og fortrydelserne er væk. Og i sommer holdt hun sit første foredrag.

- Min strategi er at være åben. Jeg ejer selv min historie, og der er ingen, der kender den bedre, end jeg selv gør. Det gør mig stærk. Og så vil jeg gerne være med til at afmystificere det her felt. Der sker jo ikke noget farligt, ved at jeg fortæller min historie. Tværtimod, siger hun og tilføjer, at særligt ét begreb har spillet en central rolle i hendes liv gennem de seneste par år.

Nemlig filosofien om, at man faktisk kan komme sig - og ikke for evigt skal fastholdes i et sygdomsbillede.

- Efter at jeg har lært andres recovery-historier at kende, har jeg fundet en meningsfuld retning. Recovery-begrebet er et begreb, som jeg virkelig ønsker, at andre skal få øje på.

Recovery

I Danmark arbejder flere kommuner og regioner ud fra en recovery-orienteret praksis overfor borgere med psykiske vanskeligheder. Recovery betyder at komme sig. Recovery defineres på forskellige måder og niveauer. Borgere med psykiske vanskeligheder kan for eksempel komme sig enten fuldstændigt eller delvist - eller komme sig som led i en personlig proces. I en personlig recovery-proces er det borgerens egen idé om trivsel i tilværelsen, som er omdrejningspunktet. Derfor er det et vigtigt udgangspunkt i recovery, at de fagprofessionelle inddrager borgeren og borgerens ønsker, håb og drømme i samarbejde med borgeren.

Kilde: Socialstyrelsen

Tilbage står spørgsmålet: Hvorfor skulle der gå så lang tid? Hvorfor skulle hun nærmest tvinges til at lægge sit liv om?

Til det svarer Maja:

- Jeg skulle åbenbart helt ned i gulvet for at rejse mig op igen. Bunden blev mit fundament. Det vigtigste er, at jeg ikke har nogen skam tilbage i livet. Før var det fyldt med skam. I dag har jeg fundet en helt ny ro.

- Jeg skulle åbenbart helt ned i gulvet for at rejse mig op igen, siger Maja. Foto: Torben Hansen

- Jeg skulle åbenbart helt ned i gulvet for at rejse mig op igen, siger Maja. Foto: Torben Hansen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.