Politiet så en stjålet Jaguar - og så væltede det ellers ud med amfetamin og tyvekoster

En 36-årig mand er fængslet i fire uger men nægter kendskab til narko og tyvekoster, der var i bilen, som han erkender at have stjålet

Arkivfoto

Arkivfoto

VODSKOV:En 36-årig mand fra Aalborg blev onsdag morgen fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aalborg.

Grunden var, at manden var blevet anholdt tirsdag morgen lidt efter klokken 7.45. Her opdagede en patrulje fra Nordjyllands Politi en stjålet Jaguar, som holdt parkeret på parkeringspladsen ved Netto i Vodskov.

Herefter udviklede sagen sig.

Politiet opdagede nemlig, at den 36-årige mand fra Aalborg sad i den parkerede Jaguar, og da politipatruljen mistænkte ham for at være påvirket af stoffer, valgte man at gennemsøge bilen.

Her fandt politiet 200 gram amfetamin samt en del mindre tyvekoster.

Det meste af tirsdagen sad den 36-årige mand til afhøring på politigården i Aalborg, mens politiet undersøgte, hvad manden ellers havde på samvittigheden. Blandt andet fandt man en del andre større tyvekoster.

Da det blev sent, inden politiet blev færdig med arbejdet, og en anholdt skal fremstilles inden 24 timer, blev den 36-årige mand, anklager, dommer og forsvarsadvokat nød til at møde op i retten klokken 7.45.

Anklager ved Nordjyllands Politi Thomas Klingenberg fortæller, at grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre, men, at den 36-årige mand blev sigtet for brugstyveri af Jaguaren, at have 200 gram amfetamin med henblik på videresalg samt andre tyvekoster for over 100.000 kroner.

Manden erkendte sig skyldig i tyveriet af Jaguaren, men nægtede kendskab til amfetamin og de øvrige tyvekoster.

Det endte dog med, at manden blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger, og manden valgte ikke at kære fængslingen til landsretten.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.