Auktioner

Stor auktion med Skagensmalere

Michael Anchers "Sommerdag på Skagen Strand".
Michael Anchers "Sommerdag på Skagen Strand". Foto: Peter Grosen / Bruun Rasmussen Auktioner

Opdateret kl. 19:04

Hvis du går og drømmer om at have en ægte Krøyer hængende på væggen, så er muligheden der i den kommende uge.

Her holder Bruun Rasmussen nemlig en stor auktion med skagensmalere med titlen "Nordisk lys – kunstnerkolonien på Skagen". Og selv om det måske er så meget sagt, at der er kunst til enhver pengepung, så snerper det derhenad.

For kan du "nøjes" med mindre kendte og rent fysisk mindre værker, så er der både Michael Ancher, Holger Drachmann og Laurits Tuxen til vurderinger i omegnen af 30.000 kroner.

Det beløb er til gengæld ikke nok til, at du kommer hjem med auktionens hovednummer. Det er nemlig Michael Anchers "Sommerdag på Skagen Strand", der er vurderet til mellem to og tre millioner kroner.

Billedet er lidt en afstikker fra Anchers mere kendte spor af skildringer af fiskerne i Skagen og minder på mange måder om Krøyers berømte malerier af livet og stemningen på strandene.

Er du mere til Krøyer, og har du penge nok på lommen, så er auktionen din chance for at få hans "Vrag på Skagen Nordstrand" og/eller "Måneskin over Skagens Strand med optrukne både på stranden". De er begge vurderet til omkring én million kroner med førstnævnte lidt over og sidstnævnte lidt under.

Auktionen finder sted torsdag 8. maj med eftersyn indtil 7. maj. Rent fysisk er det i Lyngby, at både auktion og eftersyn afholdes, hvor Bruun Rasmussen skriver, at alle er velkomne.

I alt er der 27 malerier af Michael Ancher med på auktionen, og dermed er han den mest repræsenterede kunstner blandt auktionens 114 malerier, hvor også hustruen Anna Ancher optræder. I øvrigt både som kunstner og model.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden