Coronavirus

Massetest: Så mange nordjyder er testet nu

Søndag slutter omfattende massetest i i syv nordjyske kommuner

Arkivfoto

Arkivfoto

NORDJYLLAND:Massetest, der blev sat i gang i jagten på muteret coronavirus, slutter søndag på Læsø.

Gennem de seneste tre uger har 180.643 nordjyder deltaget i en omfattende massetest af borgerne i de syv nordjyske kommuner: Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted, Vesthimmerland og Læsø.

Det svarer til, at 66 procent af de i alt 275.000 borgere har sagt ja til at lade sig coronateste. Håbet var dog, at man kunne nå op på 75 procent af borgerne.

– Jeg synes godt, at man kan være tilfreds med den opbakning, i betragtning af at det jo er en frivillig ordning, siger overlæge Jan Nybo, der har stået i spidsen for regionens testprogram.

Cluster 5

Massetesten blev indledt 6. november efter et pressemøde, hvor sundhedsmyndighederne kunne berette om fundet af den såkaldte cluster 5.

Det var et muteret coronavirus hos mink, der var blevet fundet hos 11 personer i Nordjylland.

Det særlige ved minkvarianten var, at den havde en nedsat følsomhed over for antistoffer, hvilket kunne give problemer i forhold til en kommende vaccine.

På den baggrund blev der indført skærpede restriktioner for de syv kommuner Frederikshavn, Vesthimmerland, Jammerbugt, Thisted, Brønderslev, Hjørring og Læsø.

Borgerne blev bedt om så vidt muligt at holde sig inden for kommunegrænserne, og borgerne blev opfordret til at blive testet.

Restriktioner lempet

19. november blev de fleste restriktioner lempet igen, da der ikke var fundet nye tilfælde af cluster 5.

Massetesten fortsatte dog i de syv kommuner. Dog med lidt mindre interesse for at lade sig teste efterfølgende, forklarer Jan Nybo.

Testkaravanen stopper søndag, hvor turen er kommet til borgerne på Læsø.

De sidste par uger har Region Nordjylland fået stillet en kapacitet til rådighed for analysesvar af 18.500 daglige test.

Denne kapacitet er nu overgået til Region Midtjylland, der siden tirsdag har sat gang i en lignende massetest i Ringkøbing-Skjern og Holstebro kommuner.

Det skyldes en stigning i smittetilfælde med relation til mink.

Lægefaglig direktør Per Sabro Nielsen, Region Midtjylland, oplyser, at man denne weekend råder over en forhøjet kapacitet på over 20.000 daglige test.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.