Mayday mayday - vi er i dyb krise

Statsminister og ”landsmoder” Mette Frederiksen agerede forleden co-pilot i bedste ”Top Gun-stil” med Ukraines præsident Zelenskyj. 

Vicestatsminister og ”minister-for-hvad-der-nu-er-bedst-for” Jakob Ellemann Jensen måtte tage plads uden for rampelyset, men fik dog ”blitzen” et par dage efter, da han på uelegant vis lister ud ad bagdøren og overlader skandalerne i Forsvarsministeriet til Troels Lund Poulsen. En manøvre, der er set flere gange blandt ministre og giver fornyet næring til politikerlede.

Måske formanden (m/k) for hhv. Socialdemokratiet og Venstre blot et øjeblik kunne ”tørre smilet af” og rette blikket mod det regionale og kommunale Danmark i stedet for at agere hovedroller i selviscenesatte Truman Show.

Det kommunale og regionale Danmark er under pres, og regeringstoppen har ikke blik for borgernes og erhvervslivets forventninger, hvorfor lokalpolitikerne i sidste ende skal ”feje op efter regeringen”, agere ”prygelknabe” og så at sige ”tage skraldet”, når der skal lukkes skoler, plejehjem, kulturtilbud, sengepladser m.v.

Besparelser rammer hårdt i kommuner og regioner, mens staten vokser og vokser. 

Tal fra den såkaldte Dybvad-rapport har tidligere i år vist, at antallet af medarbejdere i statens styrelser og ministerier er vokset med henholdsvis 41 og 32 procent i perioden 2016-2022. I samme periode er antallet af borgernære medarbejdere i kommuner steget med 2,4 procent. 

Alligevel er det regeringens holdning, at kommunerne skal spare milliarder, mens staten med Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen samt Lars Løkke i spidsen går fri.

Nye tal viser, at antallet af offentligt ansatte i 2030 ventes at runde 900.000. 

Lad mig slå fast: Det er ikke i kommunerne, væksten sker. Det er regeringens ”rodebutik” og den massive lovgivning, hvor der skal bruges mere tid på kontrol og tilsyn frem for levering af reel borgernære velfærdsydelser. 

I min tid som kommunal- og regionspolitiker, bl.a. som sundheds- og socialudvalgsformand i Hjørring Kommune, kan jeg konstatere, at man på eks. socialområdet har en endeløs række af tilsyn, hvor der ikke er den store koordinering mellem myndighederne. 

Lad mig i al stilfærdighed nævne nogle af de tilsyn, kommunale og regionale medarbejdere skal forholde sig til: Det sociale tilsyn, arbejdstilsynet, styrelsen for patientsikkerhed, datatilsyn, fødevaretilsyn etc. Tvivlstilfælde ender i Ankestyrelsen. Og jeg kunne blive ved. 

Tænk blot på Skatteministeriets historisk skandaløse ejendomsvurderingssystem, som gang på gang er blevet udskudt, senest til 2024. Et system, som oprindeligt var budgetteret til at koste ca. 100 millioner, nu ventes systemet at koste over 1 milliard, men der er stadig tvivl, om det kan fungere optimalt, således at ejendomsvurderingerne er korrekte. 

Borgerklagerne tager Vurderingsstyrelsen mange medarbejdere sig af. Når de får tid! Der er i øvrigt et klagebehandlingsgebyr på 1100,-

På Forretningsudvalgsmødet i Region Nordjylland mandag 21.8., kunne jeg konstatere, at sygehusvæsenet i min landsdel er så presset, at der skal kapacitetstilpasses for mere end 200 millioner. 

På landsplan er beløbet ca. 2,5 milliarder må jeg forstå på opråbet i medierne fra landets 5 regionsrådsformænd (m/k). Besparelser, der utvivlsomt ramme patienter og personale.

37 af landets 98 kommuner har søgt om særtilskud fra staten på 1,8 milliarder for at holde hånden under den kommunale velfærd. Puljen indeholder kun 734 millioner, hvorfor det ventes, at 15-20 kommuner ikke får en krone. 

Afslutningsvis vil jeg citere Val Kilmer fra Top Gun-filmen fra 1986: "Mayday, mayday. Mav's (Maverick spillet af Tom Cruise) in trouble. He's in a flat spin heading out to sea!"

Landets regioner og kommuner er i problemer. 

Vi har brug for en co-pilot, en regering, der vil være med til at løfte opgaverne frem for blot at smile til kameraet eller liste ud ad bagdøren, når det brænder på. 

icon

Vi har brug for en co-pilot, en regering, der vil være med til at løfte opgaverne frem for blot at smile til kameraet eller liste ud ad bagdøren, når det brænder på

Vi har brug for dialog og samarbejde, så vi i fællesskab kan skabe de nødvendige resultater til glæde for alle danskere.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.