Debat

Mellemøsten står over for nye konflikter og udfordringer

- Det er - Gud bedre det - i dag mere fordelagtigt at vende tilbage til den gamle, idiotiske kamp om nationale fordele, territorier, handelskrig, toldtariffer og nationalistisk hysteri, lyder det i indlægget. 
- Det er - Gud bedre det - i dag mere fordelagtigt at vende tilbage til den gamle, idiotiske kamp om nationale fordele, territorier, handelskrig, toldtariffer og nationalistisk hysteri, lyder det i indlægget.  Foto: Russian Presidential Press Office/EPA/Ritzau Scanpix

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Verden var fuld af optimisme i 1989, da den berygtede Berlinmur blev revet ned, og de to Tyskland blev forenet eller rettere: genforenet. ”Jetzt wächst zusammen, was gehört zusammen”, sagde Vestberlins gamle borgmester og senere kansler i Vesttyskland i 1970’erne, Willy Brandt. Af hensyn til de ringe tyskkundskaber i dette land oversætter jeg udtalelsen: ”Nu vokser det sammen, som hører sammen”. 

Den politiske proces var dog ikke en naturproces, der skete af sig selv. Den kolde krig og et mere og mere svækket Sovjetunionen var forudsætningen for, at det kunne ske vel at mærke med kraftig inspiration fra borgerrettighedsbevægelser i det gamle Østeuropa og Østtyskland, ikke mindst i Leipzig.

Optimismen var så ophedet, at man ligefrem i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud i 1990 forestillede sig, at det nye Rusland ville blive en del af det vestlige Europa, en del af EU og måske endda af NATO. De gamle fjendtligheder var lagt på hylden, og miraklet skete, da det sovjetisk dominerede Østeuropa selvstændiggjorde sig: Polen, Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Ungarn og Rumænien, og Baltikum-staterne Estland, Letland og Litauen gjorde det samme. 

Euforien ville ingen ende tage. Selv en række randstater til det egentlige Rusland, både mod syd i Kaukasusområdet, mod øst og ja, mod vest – Ukraine, løsrev sig og blev anerkendt som selvstændige stater. Balkan var undtagelsen. En skrækkelig krig brød ud mellem Serbien, Kosovo med flere.

Putin ved magten

Rusland gennemgik under præsident Boris Jeltsin en sønderlemmende privatisering og markedsgørelse, der ikke just tjente det almene vels interesser, men i høj grad dannede forudsætningen for det pekuniære oligarki, der opstod i det kaotiske Rusland. Korrupte, pengegridske marodører stjal den fælles kommunistiske ejendom: råvarer, jord og fabrikker og etablerede et pengearistokrati, der stadig er ved magten. 

Den systemkritiske Navalny, som blev dræbt af Putins fængselsvæsen i februar 2022, og som var uddannet jurist, vidste alt om denne voldelige ”privatisering”, et tyveri bogstaveligt talt og førte internetformidlede oplysningskampagner om folkets forarmede elendighed og oligarkernes og Putin-partiets rigdomme. Det kostede ham livet.

Beruselsen fra 1989 og 1990 forduftede efterhånden. Der er ingen tvivl om, at man må anerkende, at der i Rusland hersker en bitterhed og en vrede over den ydmygelse, som man føler, at opløsningen af Sovjetimperiet førte med sig. Man burde fra vestlig side have spillet kortene mere klogt og behændigt. 

Når det er sagt, spillede det nye Rusland sandelig med fordækte kort. KGB-agenten Vladimir Putin kom til magten efter Jeltsin i 2001 og sørgede så rigeligt for ekspræsidenten og familiens vellevned. Hvis Gorbatjov havde været forbilledet, havde alting set anderledes ud. Han stjal ikke fra folk og stat, men han blev så også vippet ud i kulden.

Husker tydeligt

Putin holdt i 2005 en tale i den tyske rigsdag, Reichstag i Berlin. Jeg husker den tydeligt, hvor han lovpriste den tyske kulturs to bærende humanistiske søjler, Goethe og Schiller. De kunne være bærende for et nyt Europa. Det var bluf fra ende til anden. Putin var allerede i gang med at afskaffe det spæde russiske demokrati, monopolisere den politiske magt og give de nye rigmænd fri tøjler mod loyalitet over for Putins parti, Det Forenede Rusland. 

Putins sande ansigt viste han i Tjetjenien. Den anden Tjetjenien-krig sluttede i 2009 og i Georgien, der blev invaderet samme år. Krim blev annekteret i 2014, og Ukraine-krigen startede i februar 2022. Den russiske krigsførelse er præget af en grænseløs brutalitet, og Putin er derfor af Den Internationale Straffedomstol eftersøgt som krigsforbryder. Den nuværende præsident i USA, Donald Trump, har intet imod at omgås krigsforbrydere.

Som om det ikke var nok med en stor krig i Ukraine, har der også været den brutale krig i Gaza. Det betændte Mellemøsten er endnu en gang leveringsdygtigt i et blodbad af dimensioner. Gaza-krigen er dog ikke eskaleret til en brand i regionen, og de Iran-støttede militser og terrororganisationer, Hizbollah og Hamas, har lidt store nederlag. 

Prisen har været enorm: en palæstinensisk befolkning banket tilbage til hjemløshed og sult og med døden som nabo. Prisen har også været høj for Israel, der nok endnu en gang har manifesteret sig som Mellemøstens stormagt, men i den grad har sat sit renommé over styr. Der er ingen engle i Mellemøsten, og fremtiden tegner så dyster som næsten muligt. 

Trumps proklamerede våbenhvile og fred og hans latterlige ord om en gylden epoke for Mellemøsten er desværre dybt utroværdige. Hævnen ligger på lur bag hver murbrok i Gaza. I dag ser vi kun en pause i fjendtlighederne eller interne blodige opgør i Gaza og israelske svinestreger på Vestbredden.

Splitter verden

Den amerikanske præsident Trump er en præsident, der splitter verden på alle leder og kanter. Han hader internationale organisationer som FN, herunder WHO. Han hader WTO, den internationale handelsorganisation. Han hader EU, den Europæiske Union. Han hader USAID, lægelige hjælpeorganisationer. Han hader ulandshjælp. Han hader grøn omstilling, havvindmøller, elbiler og elektrificering af transportsektoren til lands og til vands. Han hader klimakritikere. 

Han er selv den evigt solbrændte og gulerodsfarvede amerikaner, der hader alt, der ikke er belagt med smagløst guld. Han hader i virkeligheden den liberale verdensorden og ønsker, at vi skal returnere til jordhulerne i en gammel nationalistisk verden. Derfor støtter han det tyske Alternative für Deutschland, det franske Rassemblement National med Marine Le Pen, Viktor Orbáns ungarske nationalisme og Slovakiets. Han fører borgerkrig mod de demokratisk styrede stater i USA. Trump fører os tilbage til imperialismen før Første Verdenskrig.

Vi lever i dag i en rå og brutal verden, hvor magt og en herskers tilfældige sym- eller antipatier afgør alt for meget. Herhjemme er vi mest optaget af slettede sms’er for fem år siden og er parate til at dæmonisere 

Mette Frederiksen som demokratiets slyngel nummer ét. Jeg kunne kritisere meget hos Mette Frederiksen, men jeg mener faktisk, at hun er noget mere klar over denne verdens rå alvor end de fleste højtråbende kritikere, der fører sig frem som demokratiets og retsstatens troværdige forsvarere. Jeg tænker på fru Inger Støjberg, Lars Boje Mathiesen og Morten Messerschmidt.

Det er et kolossalt fald i politisk niveau, vi er vidne til i disse dage og år, set i lyset af den store forjættelse med Berlinmurens fald og drømmen om en ”historiens afslutning” i den forstand, at alle var enige om demokratiets grundlæggende principper.

Det er – Gud bedre det – i dag mere fordelagtigt at vende tilbage til den gamle, idiotiske kamp om nationale fordele, territorier, handelskrig, toldtariffer og nationalistisk hysteri. 

Den gode, gamle, forbandede verden er langt at foretrække for en moderne, fredelig og respektabel verden, hvor alle yder deres til det fælles bedste. Dét er der lange udsigter til i dag. Stakkels verden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden