Arbejdsforhold

Meningsmåling: Rygere holder flere pauser - det kan skabe splid

Rygepauser kan skabe mistillid og misundelse på jobbet, mener AAU-forsker

Rygere holder flere pauser, ifølge meningsmåling. Arkivfoto: Claus Søndberg

Rygere holder flere pauser, ifølge meningsmåling. Arkivfoto: Claus Søndberg

DANMARK:Holder rygere flere pauser end ikke-rygere i løbet af en arbejdsdag?

Det spørgsmål er 1005 medlemmer af fagforbundet 3F blevet stillet i en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget på vegne af Fagbladet 3F . Og til det svarer 54 procent af de adspurgte: Ja, rygere holder flere pauser end ikke-rygere.

- Mærkeligt

Flemming Ibsen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet peger på, at det kan skabe mistillid mellem medarbejderne, at rygere holder flere pauser end ikke-rygere.

- Der er ikke-rygere, som synes, at det er mærkeligt, at rygerne holder en masse pauser. Hvis du ryger 20 smøger på en dag, og det tager 7-8 min hver, løber det pludselig op i mange minutter. Det skaber mistillid og misundelse mellem de ansatte, siger han.

Ifølge undersøgelsen er det især de af 3F's medlemmer, der er ansat i industrien, som erklærer sig enige i, at rygere holder flere pauser end ikke-rygere gør.

Utilfredse chefer

Per Andersen, tillidsmand på Kopenhagen Fur, kan genkende, at rygere holder flere pauser end ikke-rygere. Han oplever dog ikke, at det skaber problemer mellem medarbejdere.

Derimod oplever han oftere, at arbejdsgiverne er utilfredse med, at rygerne holder flere pauser end ikke-rygere.

- Arbejdsgiverne kan godt finde på at brokke sig over, at rygere altid går ned og ryger. Synligheden er større, når rygerne går udenfor. Arbejdsgiverne forsøger altid at finde på undskyldninger for, at deres ansatte ikke skal holde pauser, siger Per Andersen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.