Vejret

Mere blæst og regn på vej: DMI advarer om farligt vejr i Nordjylland

Natten til søndag kommer der vindstød op til stormstyrke. DMI advarer om forhøjet vandstand.

Flere steder i Nordjylland har man i ugens løb oplevet forhøjet vandstad og oversvømmelser, men der er mere på vej. Foto: Henrik Bo
Flere steder i Nordjylland har man i ugens løb oplevet forhøjet vandstad og oversvømmelser, men der er mere på vej. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:59

NORDJYLLAND: Nordjylland har i ugens løb mærket konsekvenserne af weekendens stormvejr, men der er mere på vej.

DMI har således udsendt et orange varsel om "farligt vejr" gældende for hele døgnet mandag i næste uge.

Varslet er udsendt på grund af risiko for forhøjet vandstand ved den sydlige og centrale del af den jyske vestkyst samt den vestlige del af Limfjorden indtil Aggersundbroen ved Løgstør.

Samtidig er der varsel om voldsomt vejr i hele Jylland samt på Fyn og det vestlige Sjælland på grund af risikoen for storm.

Vindstød af stormstyrke

Der er et par dage til, at det går løs, men ifølge DMI’s vagtchef Frank Nielsen ser det ud til at ramme landet med nogenlunde samme styrke som i sidste weekend.

- Der er stadig nogle dage endnu, og dermed kan der stadig komme ændringer til vejrudsigten. Men alt tyder på, at det skal begynde at blæse kraftigt op søndag til en stormende kuling fra sydvest med vindstød af stormstyrke. Vinden vil være fra sydvest, så også denne gang er det vestkysten, der bliver hårdest ramt. Med de kraftige vinde følger også en forhøjet vandstand til den jyske vestkyst, og som det ser ud nu, vil Vadehavet stå for skud allerede søndag, mens den centrale del af vestkysten samt Limfjorden, først får forhøjet vandstand mandag, siger han til DMI's egen hjemmeside.

Med et nyt stormvejr i weekenden, kan man igen forvente højvandet i Limfjorden. DMI's varsel gælder dog kun vest for Løgstør. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

DMI forventer i varslet, at det er et kraftigt stormlavtryk udvikles mellem Island og Skotland, der får vinden til at tiltage med mulighed for vindstød af stormstyrke.

- Fronter over Danmark giver også masser af regn. Den kraftige vind fra sydvest og vest vil få vandet til at stige ved Vadehavet, den centrale vestkyst og efterhånden også i den vestlige del af Limfjorden, skriver DMI, der forventer forhøjet vandstand på 1,3 meter over normal vandstand i Limfjorden, mens og mellem 2,0 og 2,5 meter over normal vandstand i Vadehavet.

Usikkerhed om vind og vandstand

Da der stadig er nogle dage til søndag, er der usikkerhed i varslet.

- Usikkerheden er ret stor både på vindstyrken, og dermed også på hvor høj vandstanden bliver. Det skyldes at lavtrykkenes dybde og bane er noget usikker. Vi holder øje med situationen og opdaterer i løbet af fredag eftermiddag, skriver DMI.

Markerne rundt om i Nordjylland har været våde, da åer og vandløb flere steder er gået over sine bredder. Her er det Lindholm Å mellem Vestbjerg og Nørhalne. Foto Lars Pauli Foto: Lars Pauli

- Når vi nærmer os søndag, og bliver mere sikre på, hvor blæsende det bliver, og hvor meget vandstanden kommer til at stige, så sætter vi reelle varsler op for de berørte områder, siger Frank Nielsen.

Det er resterne af uvejret, som briterne har døbt "Dennis", der ventes at ramme Danmark. Uvejret befinder sig lige nu i Atlanterhavet og ventes lørdag at ramme Storbritannien.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden