Analyse: Mettes bedste tale

Hun nåede i mål med det, der givet har været det vigtigste for Mette Frederiksen og inderkredsen: Hun fremstod som statsministeren, klar til at tage ansvaret, og hævet over partipolitik

En glad statsminister Mette Frederiksen (S)  efter sin åbningstale. <i>Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

En glad statsminister Mette Frederiksen (S)  efter sin åbningstale. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

INDLAND:Konklusionen først: Det var helt enkelt en god tale, og samtidig en af de bedste og vigtigste, Mette Frederiksen har holdt som statsminister.  

På godt en halv time fik hun løst den af grundloven stillede opgave at redegøre for rigets tilstand, hun fik opridset de sørgelige tider, uden at det blev håbløst sort, fik - næsten - udskrevet valg, og fik gentagne gange understreget, at dette ikke er tiden til en flygtig politik med gaver til alt og alle. 

Og hun nåede i mål med det, der givet har været det vigtigste for Mette Frederiksen og inderkredsen: At hun fremstod som statsministeren, klar til at tage ansvaret og hævet over partipolitik. Det var ikke en tale skrevet til kernevælgere eller udvalgte fokusgrupper, men derimod en tale forsøgt skrevet til nationen. 

Rent går den selvfølgelig ikke ind hos alle, men succeskriteriet er også begrænset til, at den går ind hos så mange, at det rækker til en ny periode i statsministeriet. 

Hun talte om om udfordringer, der rammer os alle - krigen, priserne og et velfærdssamfund, der - som hun sagde - risikerer at smuldre for øjnene af os.  

- Vi har været vant til fremgang.  Nu står vi over for modgang. En ny alvor har indfundet sig. Men også et nyt håb. En vilje. Og en fornyet bevidsthed om, at vi sammen kan klare selv de største – og de sværeste – prøvelser. Den insisteren på, at vi ikke lader fanden tage den sidste. At vi ikke giver op. Men at vi altid tager fremtiden i vores egne hænder, lød det, og nogen vil selvfølgelig kalde det for en rørstrømsk lovprisning af værdier fra den forrige krigs tid. 

Men modsat coronatiden er håb nu nødt til at være en del af strategien. For denne krise kan ikke lukkes ned,  ikke vaccineres imod, og kun i begrænset omfang styres fra Christiansborg.  

Problemernes omfang blevet nærmere underdrevet, end de blev overdramatiseret, og der var ikke en tale, der spillede frygtkortet unødigt.  Ej heller var det en tale, der lovede behagelige løsninger på ubehagelige problemer.  

Konkrete politiske udspil var der få af, og de, der trods alt blev nævnt, var alle af den slags, der ikke skræmmer mange væk.  

Lærken - og miljøet - skal reddes, alle skal kunne gå trygt hjem, mindre bureaukrati og lidt om indvandrere, og de problemer er ikke ligefrem nye i åbningstaler, og i en anden tid ville talen blive hårdt kritiseret for at mangle politiske visioner.  

Sidstnævnte var der ikke mange af. Faktisk er statsministerens bedste bud på en vej ud af krisen hentet i historiebøgerne. Helt præcist i kapitlet om den aften i januar 1933, hvor daværende statsminister Stauning havde indkaldt til krisemøde i privaten i Kanslergade. Nationen var på randen af bankerot, fødevareusikkerhed og generalstrejke, men over flere glas whisky blev Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre enige om et forlig, der rummede både en betragtelig indrømmelse fra alle, men også en løsning.   

Henvisningen til historien er selvfølgelig ikke tilfældig - realistisk er den brede regering ikke, men populær er ideen alligevel. Sidst var det Lars Løkke Rasmussen og Venstre, der fik et godt valg på den konto. Nu er det så Mette Frederiksen, der sender invitationen ud, og den indbydelse vil blive gentaget igen og igen i den kommende valgkamp.  

Hvornår kommer valget?

  • Hvis der på forhånd var fire skud i valgbøssen, så er der nu tre tilbage. Talen var særligt imødeset, måske mere end nogen åbningstale nogensinde, for det var en gylden mulighed for at udskrive valg, mens alle øjne hvilede på statsministeren.
  • Den mulighed brugte hun ikke, og begrundede det bagefter med, at hendes fokus havde været at holde en åbningstale, der pegede på de alvorlige udfordringer, der venter forude.
  • Det efterlader tre realistiske bud på, hvornår valget bliver udskrevet.
  • Hun kan onsdag indkalde til pressemøde for at udskrive valget. På den måde tager statsministeren selv styringen, og lader sig ikke vælte af støttepartiet De Radikale.
  • Med betoningen af de alvorlige tider og beslutninger, som fremtidige regeringer går i møde, positionerede Mette Frederiksen sig med åbningstalen klogt i forhold til netop at udskrive valget onsdag. Med talen i baghånden handler det om rigets fremtid, hvis hun selv udskriver valget, og ikke den radikale trussel om mistillid.
  • Den anden mulighed er, at hun inden åbningsdebatten i Folketinget på torsdag samler folketingspolitikerne, og her udskriver valget. Her vil hun på samme måde, som hvis hun gør det onsdag, kunne fremstille beslutningen som en selvstændig og nødvendig beslutning – den store brydningstid, vi befinder os i, kræver store reformer på tværs af Folketinget og måske med en bred regering.
  • Det tredje og sidste skud i bøssen er, at Mette Frederiksen bliver stående på broen. Her kan hun sige til sine politikerkolleger, at hun er den sikre hånd på rattet, og hvis andre vil valget nu, så må de tage ansvaret for det behov. Og så vil De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, gå på talerstolen og vælte Mette Frederiksen.
  • Den sidste mulighed er blevet mere og mere usandsynlig, for hver gang statsministeren tirsdag sagde med et stort, bredt smil:
  • -Mon ikke valget nærmer sig?

Mindst i en måneds tid vil vi se en statsminister, der priser samarbejde over midten, og tjansen med at tage konfrontationerne med de politiske modstandere vil i vidt omfang blive overladt til andre. 

Hun vil - som hun også gjorde i talen - fremhæve, at regeringen har erfaring i krisehåndtering. At det har været hårdt, men at hun er klar til at tage styringen gennem endnu et oprørt og ukendt farvand. 

- Måske har de sidste år også sat sig i ansigtet og i håret. Måske mere, end jeg selv gik og troede, skrev hun mandag aften på Facebook, og tilføjede, at nu ville hun finde den gamle, mere smilende Mette frem.  

Men i givet fald vil det være den gamle Mette i ny version. 

I seneste valgkamp skulle hun fremstå som Mette fra Aalborg SØ. Denne gang bliver det anderledes -nu skal hun stå klart som statsminister Mette Frederiksen. 

Al jobbets indbyggede autoritet og pondus vil blive brugt. 

Der skal signaleres ansvar, mådehold og modenhed, og det gjorde hun ganske overbevisende i åbningstalen. 

Hun lød simpelthen som en statsminister, og det kan godt afgøre valget. 

I 1935 vandt Socialdemokratiet valget på sloganet Stauning eller kaos. Valgplakater med Mette eller kaos kommer ikke i lygtepælene, men taktikken vil blive den samme.   

På tre uger bliver Mette Frederiksen selvfølgelig ikke væsentlig mere populær, men det behøver hun heller ikke.  

Det vil række at få overbevist tvivlerne om, at Mette Frederiksen krisetidens bedste bud på en statsmand m/k, og den mission er ikke umulig.  

Mest oplagte bud på et alternativ er Søren Pape, og hans manglende erfaring fra verdenspolitikkens helt store scene skal S-kampagnen nok få udstillet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.