Leder

Nærhospitaler lyder mest af alt som valgkamp

Regeringens udspil er perfekt timet i forhold til valgkampen, men elendig timet i forhold til de voldsomme problemer, det nuværende sundhedssystem står midt i.

Lederskribent Anders Sønderup

Lederskribent Anders Sønderup

Det lyder da godt - og midt i en valgkamp lyder det ekstra godt - at regeringen vil bruge fire milliarder på at bygge 20 nye nærhospitaler over det ganske land.

Mindst to af dem skal ligge i Nordjylland - i Skagen og Nykøbing Mors, flere kan komme til - og i udgangspunktet er det ikke nogen dårlig ide.

Forslaget vil selvfølgelig være populært i de byer, der er med på regeringens liste, og ingen vil umiddelbart være modstander af borgernær sundhed. Når det kommer til valgløfter, findes der ikke et mere sikkert kort end at love bedre adgang til læger og sundhedsvæsen.

Det vil vi alle gerne have, og at have et hospital i nærheden er en af ganske få ting, ingen nogensinde har brokket sig over.

Omvendt er det for tidligt at bryde ud i jubel endnu.

Først og fremmest fordi, det stadig er uklart, hvad et nærhospital egentlig er for en størrelse. På onsdagens pressemøde fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mest om hvad det ikke er - ikke et sundhedshus, heller ikke er rigtigt hospital, men derimod noget nyt midt i mellem. Overordnet er målet, at det skal være borgernær behandling - eksempelvis for mennesker, der er ramt af kroniske sygdomme - men ellers lod ministeren forstå, at de nærmere detaljer omkring nærhospitalernes præcise funktion bliver en sag for Sundhedsstyrelsen.

Udspillet er perfekt timet i forhold til valgkampen, men derimod elendigt timet i forhold til de voldsomme problemer, det nuværende sundhedssystem står midt i. Der er stadig en pukkel af udskudte operationer efter corona og sygeplejerskestrejken, og det vil fine planer om nærhospitaler ikke hjælpe på.

Personalemangel er det mest presserende, og her hjælper nærhospitalerne heller intet. Tværtimod vil det kun betyde, at der skal bruges endnu mere personale, og det bliver ikke nogen nem opgave finde dem.

En rundspørge foretaget af Dansk Sygeplejeråd viser, at der lige nu er 4.700 ubesatte sygeplejerskestillinger. I en ny undersøgelse fra Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering står det endda sort på hvidt: I september var 44 procent af forsøgene på at rekruttere sosu-assistenter forgæves. Som det burde være politikerne bekendt, er det heller ikke fordi, at der går ret mange arbejdsløse læger rundt.

Regeringen - og hele Folketinget, for ansvaret for sundhedssystemets tilstand er langt fra kun Socialdemokratiets - burde holde fokus på at få det nuværende sygehussystem til at fungere.

Men det vil selvfølgelig ikke lyde så godt i en valgkamp.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.