Nationalmuseet beder nordjyderne om hjælp: Kan du placere disse billeder?

Nationalmuseet er i gang med at kortlægge hele sit store fotoarkiv, og her kan frivillige kræfter komme til at spille en stor rolle

Billedet er fra Hobro under Anden Verdenskrig - og det og mange flere har Nationalmuseet brug for hjælp til at få placeret helt nøjagtigt på et stort, digitalt danmarkskort.

Billedet er fra Hobro under Anden Verdenskrig - og det og mange flere har Nationalmuseet brug for hjælp til at få placeret helt nøjagtigt på et stort, digitalt danmarkskort.

NORDJYLLAND:200.000 billeder i gråtoner og sepia-nuancer. Snapshots af vores fælles historie i form af bygninger, personer, mindesten, historiske fund, hverdagsøjeblikke fra Anden Verdenskrig og enkelte gnidrede billeder af gamle dagligstuer.

Jo, der er nok at tage fat på for Nationalmuseet, som lige nu arbejder på at kortlægge hele sit fotoarkiv med gamle billeder fra hele landet. Og til det arbejde beder museet nu danskerne om hjælp til at finde ud af, præcis hvor billederne er taget.

Mange lokale frivillige er allerede i fuldt sving med at sætte koordinater på museets store samling af fotografier fra 1880-1980, men der er brug for endnu mere egns-specifik viden.

Alle de gamle fotografier skal nemlig have en præcis adresse vedhæftet, så de kan komme på et digitalt danmarkskort og give mulighed for et slags street view fra gamle dage.

Det fortæller Jacob Wang, projektleder og koordinator for digitale initiativer for Nationalmuseet.

- Vores fotografier har ofte en områdebeskrivelse, så vi ved omtrent, hvor de er taget. Men vi skal have mere præcision i koordinaterne, og derfor har vi brug for frivillige, der kender deres egn så godt, at de kan genkende motiverne på vores gamle fotos, siger Jacob Wang.

Billedet her er fra Aalborg og er allerede placeret på Nationalmuseets digitale danmarkskort.

Billedet her er fra Aalborg og er allerede placeret på Nationalmuseets digitale danmarkskort.

- Hvis man gerne vil hjælpe, skal man gå til http://hvorerdetfra.dk/ og oprette en bruger, hvorefter man kan gå på jagt efter billeder man kan placere inde på siden, forklarer han.

Brugeren oprettes let og hurtigt ved hjælp af enten borgerens Facebook-profil eller mailadresse. Det hele foregår online, og når man gemmer placeringen af et billede, lægges oplysningen automatisk ind i Nationalmuseets database.

De mange billeder er fra både land og by. Fotografierne er blandt andet taget af Nationalmuseets ansatte, som drog landet rundt for at dokumentere samtidens Danmark for eftertiden, og indtil videre har 3700 frivillige fra hele landet hjulpet med at stedfæste billederne.

- Vi er meget taknemmelige for den store hjælp, vi har fået. Sådan et projekt kan kun lade sig gøre, fordi frivillige med særlig interesse for deres egn, sætter sig for at hjælpe os.

Der er dog et stykke vej endnu, vi mangler stadig at få stedfæstet 174.000 fotografier, siger Jacob Wang.

Projektet er finansieret med to millioner af Kulturministeriet. I galleriet nedenfor kan du se eksempler på nogle af de mange billeder, Nationalmuseet lige nu forsøger at lægge til et stort danmarkspuslespil - og på hvorerdetfra.dk kan du se mange flere.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk