Ni mia. kr. til forældet projekt?

Det nye finanslovsforslag er landet. Som borger i Aalborg er det første, jeg tjekker selvfølgelig, hvor meget den 3. Limfjordsforbindelse nu vil koste. For siden projektets første tegninger, er de forventelige udgifter kun steget. Det gør sig også gældende nu. Fra 7,8 til 8,9 mia. kr. er projektet altså blevet markant dyrere. 

Da motorvejen før var lige på grænsen til, at den økonomisk kunne svare sig (hvis vi vel at mærke ikke medregner klimapåvirkningen), kunne man tro, at den, ud fra et økonomisk syn, nu spiller fallit. 

Siden den også dumper på samtlige andre parametre som natur- og drikkevandsbeskyttelse, klimapåvirkning, trafikløsning og borgerinddragelse, kunne man håbe, at politikerne vil få øjnene op for det idioti, som er ved at udspille sig lige for næsen af os alle. Et idioti, som vi borgere råber op omkring for døve ører. 

Vi står med så mange områder af samfundet, som skriger efter flere penge, herunder en grøn omstilling, der skal ske hurtigst muligt. 

Politikerne vælger så at spytte knap ni mia. kr. i et forældet projekt, som ikke løser ét eneste problem, vi står overfor. Der bør være ingen stolthed tilbage i motorvejen, medmindre man gerne vil have en prestige i at fastholde samfundet i øget privatbilisme, udfordre Aalborgs centrale drikkevandsboring og tromle over borgernes rekord mange indsigelser.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.