"Noget" røg i havet og udløste alarm
Anmelder frygtede, at en person var faldet over bord fra en kæntret kajak

De tre redningsmænd med den bjærgede dukke. Skagen Redningsstation
SKAGEN:Skagen Redningsstation blev tirsdag ved middagstid alarmeret af en bekendt af en af redningsmændene på stationen, der fra stranden havde set "noget" i vandet.
Anmelderen frygtede, at der var tale om en kæntret kajak, der lå med bunden i vejret. Det skriver redningsstationen på sin Facebokside.
Den mindste af stationens både, FRB-08, blev sat i vandet og var hurtigt fremme ved den position, der var meldt.
Her kunne den tre mand store besætning konstatere, at der ganske rigtigt var "noget" i vandet, men at ingen liv var i fare.
"Noget" viste sig nemlig at være en mand-over-bord dukke, som man bruger om bord på skibe til at øve sig med for at lære at bjærge en person, der er røget i vandet. Dukken, der er i mands-størrelse og gul, er formentlig blevet tabt af et skib, og den blev behørigt bjærget og taget med i redningsbåden.
Selv om der var tale om en slags falsk alarm, så var der enighed på redningsstationen om, at det var imponerende, at anmelderen overhovedet havde spottet dukken i vandet, idet den lå ret langt ude, samt at det var godt, at der blev slået alarm i den situation.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.