Leder

Nogle svigtede under Den Kolde Krig – svigt ikke Regan Vest

Bunkeren i Rold Skov skal hjælpe med at holde vores fælles fortid i hævd. Også de dele, som nogle helst vil glemme.

Det økonomiske grundlag for driften af Regan Vest – den i mange år tophemmelige, atomsikrede bunker i Rold Skov, der skulle huse dronning, ministre og andre danske nøglepersoner i tilfælde af en tredje verdenskrig – er bragt i tvivl.

Det lyder som en støvet, bureaukratisk tvist, men er meget mere end det. Efter planen skal Regan Vest åbne for offentligheden i 2021 som et museum med den vigtige opgave at værne om vores fælles, national fortid – en fortid, som rummer enorme svigt af centrale aktører i dansk politik, og som i lyset af en ny og gryende kold krig mellem Øst og Vest er vigtigere end nogensinde at fortælle videre til yngre generationer.

Den aktuelle tvist er som følger: Da Nordjyllands Historiske Museum og andre lokale aktører i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, Beredskabsstyrelsen og Miljøstyrelsen for godt fem år siden besluttede at åbne Regan Vest, var det med tilsagn fra den danske regering om et årligt statstilskud via finansloven på 2,6 millioner kroner. Pengene kom til udbetaling fra 2017 til 2020 i forbindelse med etableringen, men i det nye finanslovsforslag for 2021, som blev fremlagt i denne uge, er Regan Vest skrevet ud. Tilskuddet på 2,6 millioner kroner afhænger nu af, om pengene vil blive uddelt via en ny kulturpulje. Puljen rummer 100 millioner kroner til fordeling i 2021 og 2022, hvoraf halvdelen ifølge regeringen skal gå til børneaktiviteter.

Hvordan skal man så udlægge den sag?

Ja, Kasper Sand Kjær, socialdemokratisk kulturordfører, vælger at skyde på budbringeren, altså på os her på NORDJYSKE, som bragte historien frem i denne uge: ”Jeg kan ikke forstå, at der overhovedet er rejst tvivl om, hvor vidt Regan Vest skal have deres driftstilskud. Regeringen har ingen planer om at fjerne det.” Ordføreren forsikrer, at pengene nok skal nå frem via kulturpuljen, men det har ikke været muligt for hverken NORDJYSKE eller oppositionen i Folketinget at få regeringen til at forklare, hvordan Regan Vest kan være sikker på det løfte, når man må formode, at der bliver rift om puljens midler blandt de hundredvis af kulturaktiviteter, der vil forsøge at få del i pengene.

Så udlægningen hos den driftsansvarlige for Regan Vest, er forståeligt nok ganske anderledes. Museumsinspektør Lars Christian Nørbach fra Nordjyllands Historiske Museum har regnet med tilskuddet, så han kan lønne sine medarbejdere, og nu frygter han, at det ikke vil være muligt fra næste år, når der skal ansøges om penge: ”Vi skal ud og slås med alle mulige andre.”

Jeg er et barn af Den Kolde Krig. Jeg har rejst i østlandene, dengang der stadig gik et jerntæppe ned gennem Europa. Jeg var i gymnasiet på udveksling i Tjekkoslovakiet, og vi medbragte vores slidte, aflagte Levi’s 501 som gaver, fordi vi vidste, at vores jævnaldrende venner i Prag ikke på lovlig vis kunne købe sådanne, vestlige kvalitetsvarer. Og jeg husker den betændte fodnotepolitik, som op gennem Den Kolde Krigs sidste år, i 1980erne, sled på Danmarks omdømme blandt vores NATO-allierede.

Regan Vest vil minde os og dem, der kommer efter os, om, at det var dyb alvor. Koldkrigsbunkeren blev opført i begyndelsen af 1960erne på samme tid som Cubakrisen, hvor verdensfreden hvilede på en knivsæg, og bunkeranlægget blev i årtier – frem til Murens fald i 1989 – holdt i beredskab som tilflugtssted for blandt andre kongefamilien. Den historie er vigtig at værne om. Det gælder også den periode i historien, da blandt andre Socialdemokratiet var med til at så tvivl om Danmarks loyalitet over for NATO – på selv samme tid som dansk militær holdt flugtbunkere rundt om i landet i beredskab for blandt andre socialdemokratiske ministre i tilfælde af et angreb fra Østblokken.

Det er i national interesse at få åbnet Regan Vest som et mindesmærke for Danmark under Den Kolde Krig. Staten har været involveret i beslutningen om at åbne bunkeren og har medfinansieret etableringen af museet. Allerede af den årsag fanger bordet. At Regan Vest givetvis også bliver et folkeligt tilløbsstykke og en kulturel succeshistorie for Nordjylland, er kun et ekstra argument for at fastholde det statslige driftstilskud. Men det væsentligste er at holde vores fælles fortid i hævd. Også de dele, som nogle helst vil glemme. Dertil kommer, at vi lever i en tid, hvor konflikten i Ukraine, uroen i Hviderusland, kampen om Arktis og digitale angreb, der søger at skade Vestens demokratiske institutioner, skaber nye spændinger. Regan Vest er et fysisk bevis på, at vi har været i situationen før og igen i dag må forholde os til trusler mod landets sikkerhed.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden