Nordjyde i spidsen for spritny forskning: Sådan påvirker cannabis dine smerter
Et stort udredningsarbejde viser, at der er større risiko for at få bivirkninger end at få lindret smerten med cannabis
NORDJYLLAND: Smertepatienter har siden 2018 kunnet få en recept til medicinsk cannabis - men forskningen viser, at det ikke lindrer smerter.
Det fortæller Lars Arendt-Nielsen, tidligere præsident for verdensorganisationen for smerteforskere- og læger. Han har stået i spidsen for en forskergruppe på 20 forskere, som har haft til opgave at klarlægge, hvordan cannabis påvirker smerte.
- Konklusionen er, at der med de studier, der lægger, og den viden, vi har, ikke er nogen beviselig effekt på, at cannabis lindrer smerter. Der er faktisk større chance for at få bivirkninger end effekt, siger han til NORDJYSKE.
Bivirkningerne er svimmelhed, træthed og uopmærksomhed. Udredningen er baseret på studier, der samlet inkluderer 7000 smertepatienter.
Lars Arendt-Nielsen, præsident for den internationale smerteorganisation (ISAP), har sammen med 20 af de førende smerteforskere i verden gennemgået alt forskning om cannabis' påvirkning på smerte.
Udredningsarbejdet har varet i to og et halvt år og har kun medregnet undersøgelser, der lever op til de kliniske standarder. I undersøgelsen er der regnet på medicinsk cannabis med THC.
Undersøgelserne omfatter samlet 7000 patienter. Det er den største undersøgelse på området, siger Lars Arendt-Nielsen.
Kilde: Lars Arendt-Nielsen, forskningsleder og tidligere præsident for ISAP
Nogle kan have effekt
I 2018 trådte en forsøgsordning med medicinsk cannabis i kraft. Ordningen giver læger mulighed for at udskrive cannabisprodukter til blandt andet smertepatienter.
Selvom den nye viden konkluderer, at smerte ikke kan lindres med cannabis, skal smertepatienter, der har gavn af medicinen, ikke stoppe med at tage det.
- Det er jo fantastisk, at der er nogle, der har en effekt af det. Vores opfordring er, at man forsætter med cannabis i dialog med sin læge, hvis man har effekt af det. Vi ser bare, at ser man samlet på studierne, er der ikke evidens for, at der er en effekt, siger Lars Arendt-Nielsen, der ikke afskriver, at det kan have effekt på nogle patienter.
Forsøgsordningen udløber 31. december 2021.
Forskning fra Nordjylland
Flere læger har udtrykt bekymring for forsøgsordningen med medicinsk cannabis. Manglende viden om produkterne får læger til at tøve med at udskrive medicinen på grund af patientens sikkerhed.
- Det ville være rimeligt, at man havde evidens for at stoffet virkede, når man gik ud politisk og sagde, at det kunne ordineres til smertepatienter. Der mangler stadig meget forskning på området, mener Lars Arendt-Nielsen.
Nyere forskning er på vej fra Nordjylland. Danmarks første kliniske forsøg med medicinsk cannabis er ved at nå sin afslutning på Aalborg Universitetshospital, hvor over 100 nordjyder med ledgigt har deltaget. Resultaterne er planlagt at komme i 2021.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.