Nordjyder i klemme: Når systemet overtrumfer mennesker
Bureaukrati har mange fordele, men tre eksempler fra Nordjylland viser, hvad der kan ske, når regler og systemer ikke længere er forståelige og til for "os"
Opdateret kl. 12:09
LEDER: Bevares.
Bureaukrati bliver ofte forbundet med noget negativt. Noget med uendelige sagsgange styret af regler før fornuft. Systemer før mennesker. Hvor skrankepaver med arrogant mine henviser til cirkulærer og paragrafer og overtrumfer ethvert ønske om nåde og forståelse fra de berørte og sagesløse borgere.
Selvfølgelig er det en overdrivelse. For bureaukrati rummer også masser af orden og sikkerhed i den offentlige forvaltning. Som får samfundet til at fungere og får fordelt den service, som den enkelte har behov for og krav på.
Men altså. Indimellem popper der eksempler op, som kan få de små hår til at rejse sig på ryggen af et fornuftigt menneske. Blodtrykket til at stige. Og skabe berettiget tvivl, om formidlingen af de skattekroner, vi hver især smider ind i puljen for at opretholde velfærdssamfundet til størst gavn for den enkelte og fællesskabet, egentlig foregår med et rationelt og næstekærligt sigte.
Nordjyske har netop beskrevet tre af den slags sager.
For det første skiftet fra NemID til MitID, som skaber kaos for borgere landet over i denne tid. Vi har fortalt om Flemming Olesen fra Gudumholm, der har gjort alle de krumspring, der skal til for at sikre den nye "nøgle", der giver adgang til elektroniske postkasser og net- og mobilbank. Intet er lykkes. Efter kontakt til Digitaliseringsstyrelsen er han nu henvist til Borgerservice, hvor der er ugelang ventetid. Sammen med anslået 120.000 danskere landet over risikerer han at miste adgang til pengetransaktioner og væsentlig information fra det offentlige og private - som kommer ind i en af de i øvrigt mange digitale postkasser, som skulle gøre livet lettere, men ikke glimrer ved sin overskuelighed.
For det andet ægteparret Christen og Ane Elsnab fra Frejlev, som i god tro har kørt flere ture i egen bil til behandling på Rigshospitalet i København. Som først efter seks ture fik at vide fra Region Nordjylland, at det kunne de ikke få refunderet. Og så blev henvist til flextaxa, der åbenbart har givet flere ture for den offentlige transport mellem Aalborg og København, kilometer, betaling af bro, en chauffør på arbejde og længere indlæggelsestid på Riget - ja, naturligvis på skatteydernes regning.
For det tredje historien om ægteparret Tribler fra Støvring, som nu på syvende år står registreret som boende i ni kvadratmeter stor carport samt et redskabskur på 18 kvadratmeter - ifølge Svend Tribler på grund af en tastefejl i den kommunale forvaltning tilbage i 2016. Siden er tiden gået med sagsbehandling på sagsbehandling uden at opnå en løsning.
Alle tre sager er eksempler på et bureaukratisk selvsving, hvor borgeren bliver den lille, mens systemets uoverskuelige maskineri kværner med tid og penge som ubegrænset ressource.
At det oven i købet sker på vores, borgernes, egen regning, må give anledning til at spørge de ansvarlige politikere: Hvorfor sker det? Og hvorfor får I ikke rettet tingene til med en påmindelse til bureaukraterne om, at mennesker kommer før systemer?
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.