Coronavirus

Nordjyder sender god energi: Det skal nok gå, det hele

Mange nordjyder har skrevet kærlige og positive ord på NORDJYSKEs Facebookside. Vi har talt med fire af dem

Grafik: Christian Made Hagelskjær
Grafik: Christian Made Hagelskjær

Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:26

NORDJYLLAND: Man kan selv vælge, hvordan man vil gribe lukningen af de syv nordjyske kommuner an - og en af vinklerne kan være den positive.

For det er jo faktisk helt enkelt. Der er jo ingen vej udenom. Det er, som det er, og skal vi så ikke bare se at få det bedste ud af det?

Her er et budskab fra en af de mange nordjyder, som har givet sit besyv med i et af flere opslag på NORDJYSKEs Facebookside.

Vi synes denne kommentar fortjener at blive hevet frem i lyset - vi takker for kommentaren 🙏og deler den med jer alle - og håber I vil dele den videre og sprede det gode og positive budskab 🤗🙏❤️💪

Slået op af NORDJYSKE iFredag den 6. november 2020

- Vi er nødt til at have noget positiv energi

De positive vibrationer er der endnu flere af på Facebooksiden - blandt andre fra Dorte Lyager fra Hjørring.

- Jeg så lige den, I havde lagt op med hende, som sagde "prøv nu at passe jeres egen butik". Vi er nødt til at beslutte os for en strategi. Det har vi en regering til, og så kan man bagefter diskutere, om det var fornuftigt eller ej. Men lige nu skal vi gå i den samme retning, mener Dorte.

- Vi er nødt til at have noget positiv energi. Ellers kører det helt ad sporet, siger hun i telefonen fra Hjørring.

Dorte Lyager tog et foto af sig selv fredag morgen, da hun morgenbadede ved stranden.

Dorte fortæller, at der hjemme hos hende er sørget for håndsprit og mundbind - og der holdes afstand.

- Og vi holder os for os selv. Vi ser vores børn og to børnebørn. Fra marts måned var der otte uger, hvor vi kun vinkede til hinanden. Så har vi i hvert fald gjort vores. Jeg vil ikke stå bagefter og sige, at jeg satte mine egne behov over fællesskabets, forklarer Dorte.

- Lad os få det bedste ud af det. Dette år rives ud af kalenderen, og så starter vi forfra i i 21 eller 22 eller hvad der skal til, siger hun og griner.

- Vi skal huske, vi ikke har mistet hinanden

Charlotte Rømming fra Sæby har to drenge, som bor udenfor Frederikshavn Kommune.

- Den store sagde til mig, at vi skal huske, vi ikke har mistet hinanden. Dette her er bare for en tid, siger hun om, at man i syv kommuner skal holde sig indenfor kommunegrænsen.

Og at det kun er for en tid, er en trøst for hende. Selv nyder hun at være nær havet. Det giver hende god energi.

- Når vandet slår ind, som det plejer, solen står op, som den plejer, fuglene flyver rundt, som de plejer og hunden hygger sig - så er der ikke noget galt. Det handler om at se og mærke naturen. Jeg tror, vi skal bruge den meget lige nu, siger hun.

- Det er vigtigt, vi hver især finder ud af, hvad der er vores lykkepille. Vi skal tage de rigtige - dem som gør os glade i øjeblikket. Det kan være at strikke, læse bøger eller bage. Min lykkepille er min hund Karla, fortæller Charlotte.

Hun fylder egentlig 50 til april, og hun har i flere år glædet sig til at holde den runde fødselsdag. Men den hænger i en tynd tråd i øjeblikket, for udsigten til at der kan holdes store fødselsdage, ser ikke god ud. Det slår dog ikke Charlotte ud.

- Jeg har besluttet, at jeg bliver 49 igen til april. Det må man gerne, for der skal trækkes et år fra dåbsattesten, tilføjer hun om 2020.

Lars klager ikke, for han har Viola og Ane

Lars Nielsen fra Kvissel har også kommenteret på NORDJYSKEs Facebookside, og han er også en af de mennesker, som har en positiv indstilling til livet - og en tro på, at alt nok skal gå.

Lars med katten Ane, som bringer ham og hustruen Viola stor glæde. Privatfoto

Han og hustruen Viola har været gift med i 30 år og har to søde, voksne piger, som også bor i Frederikshavn Kommune. Når han ikke skal arbejde, skal der fortsat hygges med døtrene og de to gode svigersønner, parret er velsignet med.

- Eneste større minus for os er, at mine svigerforældre i Fjerritslev bliver overladt til sig selv. Jeg nåede lige et kort besøg i går inden nedlukningen. Det er lidt hårdt, for min svigermor er ramt af svær Parkinson og har næsten mistet talen, og svigerfar er 83 og passer hende, dog med hjælp fra hjemmehjælpen, fortæller Lars.

- Men alt i alt er vi optimister, tilføjer han.

Lars klager ikke. For livet bliver i det hele taget nydt i Kvissel lige ud til Åsted Ådal sammen med parrets herlige kat Ane. Her bor de i et skønt kvarter med gode naboer.

- Jeg har altid haft arbejde, nu på 44. år som modelsnedker. Vi har en god og solid tilværelse. Så det er svært at undgå at være optimist og se lyst på tilværelsen. Men vi er meget beviste om at tage vare på os selv, vores medmennesker og kollegaerne på arbejdspladserne, fortæller Lars.

Der er ingen grund til at hidse sig op

Jette Liisborg fra Strandby er en af de mange, som har givet sit besyv med NORDJYSKEs Facebookside. Hun har i det hele taget valgt at gå i offensiven, når det kommer til at sprede god energi.

- Når folk siger, at de nu ikke kan komme udenfor kommunegrænsen og at familien ikke kan komme hjem til jul, så siger jeg, at man ikke skal tage sorgerne på forskud. På den måde forsøger jeg på bedste skolemåde, siger hun.

- Der er jo ingen grund til at hidse sig op. Det tror jeg også, de fleste nåede frem til i marts måned. Det er jo rigtigt godt for børnefamilierne at få mulighed for at slappe af. Der er jo ingen grund til at være mere bange for virus nu end tidligere. Det handler jo bare om, at vi skal have den mutant dræbt, så den ikke får en vært at gro i, tilføjer Jette Liisborg.

Jette Liisborg fortæller, at hun også lider afsavn - men at det nok skal gå. Privatfoto

Selv har hun al sin familie udenfor Frederikshavn Kommune.

- Jeg skal ærligt indrømme, at jeg fælder engang indimellem fælder en lille tåre, for mine børnebørn ser jeg jo meget lidt. Så på den led er det ikke, fordi jeg er en jubelidiot. Vi har også vores savn, konstaterer hun.

Men hun har valgt en positiv tilgang til livet. Så hun forsøger også i hverdagene at have en glad tilgang til tingene.

- Jeg har nok altid været positiv. Jeg har haft kræft to gange, og jeg kan mærke på mig selv, at jeg efter den tid ikke gider hæfte mig ved bagateller. Man får andre værdier, konstaterer hun.

- Livet er for kort til idiotiske ting, tilføjer hun.

Budskabet fra hende er, som fra alle andre, NORDJYSKE har talt med: Det skal nok gå, det hele.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden