Coronavirus

Nordjylland blev nævnt: Her er punkterne fra dagens pressemøde

Sundhedsministeriet havde onsdag klokken 14.00 indkaldt til pressemøde. Efterårsferie, nyt badge og Nordjylland blev nævnt

Arkivfoto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix 2020

Arkivfoto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix 2020

POLITIK:Sundhedsminister Magnus Heunicke stod for slagets gang, da der onsdag klokken 14.00 var kaldt til pressemøde. Han var flankeret af vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst, Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut, erhvervsminister Simon Kollerup, samt konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri. I anledningen af lanceringen af en ny badge var formanden for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen også med.

Status 7. oktober

Sundhedsministeren startede ud med en status på coronasmitten i Danmark. 331 er registeret med corona det seneste døgn, mens 116 er indlagte. Af de indlagte er 15 danskere på intensivafdelingen, 14 af dem ligger i respirator.

Smitten findes i 96 af landets 98 kommuner, og på landsplan har vi 47,4 smittede pr. 100.000 indbyggere. Kontakttallet er på 0,8. Det betyder, at kurven er knækket.

- Det er en glædelig udvikling, siger Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut.

Han melder, at restriktionerne har en effekt på smitten. Det er ikke til at sige, hvilke af de konkrete tiltag, der virker. Det er en helhedsvurdering.

Restriktioner forlænges

Selvom det går den rigtige vej, så bliver de nuværende restriktioner forlænget til 31. oktober. Det betyder, at mundbind i offentlig transport og på landets restaurationer forlænges. Samtidig forlænges forsamlingsforbuddet på 50 personer.

- Det går den rigtige vej. Vi er i en stabil situation, men det er stadig en skrøbelig situation, siger Magnus Heunicke (S).

Flere steder i Europa er der iværksat nedlukninger. I Paris er barerne lukket ned, mens man i Madrid har lockdown for alle udefrakommende.

- Selvom vi er på rette vej i Danmark, så er smitten i vækst i Europa. Det er selvfølgelig noget, vi iagttager i Danmark, siger sundhedsministeren.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) melder, at kompensationspakker til de erhvervsdrivende, der bliver ramt af restriktionerne, vil forsætte. Kompensationen vil følge restriktionerne.

- Vi ved godt, at jeres livsværk balancere på en økonomisk knivsæg, siger Simon Kollerup (S).

Han sender samtidig et stort tak til erhvervslivet.

Nyt badge til at holde afstand

En del af snakken på pressemødet gik på lanceringen af et nyt badge. Badget er blåt og kan sættes i tøjet. På det er to mennesker, der holder afstand. Det har til formål, at folk skal holde afstand.

- Vi skal allesammen huske at holde afstand. God hygiejne og afstand er vores supervåben, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S)

Det skal gøre andre opmærksomme på, at man gerne vil have, at de holder afstand til personen på badget. Det kan være en i risikogruppen, en pårørende eller en, der gerne bare vil have, at folk holder afstand. Det er egentlig til alle.

Det kan hentes på apoteket fra på mandag.

- Med det her badge signalerer man, at man gerne vil holde afstand, siger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

Ved Danske Handicaporganisationer er man yderst tilfreds med badget.

- Vores medlemmer er rigtige glade for det her badge som et symbol på, at man skal holde afstand. Vi har haft nogle situationer, hvor folk med handicap er skammet ud, fordi de er kommet lidt for tæt på, siger formand Thorkild Olesen.

Hvis man ser en med et badge, der ikke holder afstand, signalerer det, at man gerne må bede personen med badget at holde mere afstand, melder formanden.

Efterårsferien står for døren

Til pressemødet var der også en del snak om, at efterårsferien er lige om hjørnet. Efteråret og vinteren er typisk årstider, hvor smitten trives. Derfor anbefales det, at man i efterårsferien holder sig til at være sammen med få personer og kort tid af gangen.

- Samtidig opfordrer vi til, at man kommer udenfor. Det er både godt for krop og sjæl, men også for at reducere smitten, siger Helene Probst fra Sundhedsstyrelsen.

I takt med at vejret bliver koldere, så øges testkapaciteten også. Et nyt laboratorium i Aarhus skal forbedre svartiden på coronatest.

- Det handler om at få brudt smittekæderne, så snart man opdager dem, siger sundhedsministeren.

Der vil gennem efteråret kunne blive testet 70-80.000 personer dagligt. 100.000 i særlig perioder.

Samtidig er Statens Serum Institut i gang med at udvikle en prognose. Den bliver lanceret i næste uge. Den skal give et overblik over, hvordan smitten kommer til at se ud de næste 14 dage i Danmark. Kåre Målbak sammenligner det med en vejrudsigt.

- Det er selvfølgelig med en usikkerhed. Ligesom med vejret er det nemmere at forudse, hvordan det ser ud i morgen i forhold til, hvordan det ser ud om 14 dage, siger han.

Nordjylland er en bekymring

Nordjylland blev også nemt i pressemødet. Desværre fik vi heroppe ikke samme ros, som københavnerne, der har reduceret smitten. Smitten blandt mink er noget, der følges tæt ved Statens Serum Institut.

- Det er et klart bekymringspunkt, siger Kåre Mølbak.

Samtidig er flere nordjyske plejehjem samt sundhedspersonale også ramt af corona, hvilket ligeledes er en situation, der følges tæt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.