Nyt læs til Nordjylland: Så meget sne kan vi forvente i dag

Kulden fastholder i weekenden grebet om Nordjylland. Fredag kan der ifølge DMI falde op til ti centimeter sne

Der kan komme flere snebyger i Nordjylland i weekenden, siger DMI. Foto: Martél Andersen

Der kan komme flere snebyger i Nordjylland i weekenden, siger DMI. Foto: Martél Andersen

Opdateret kl. 13.20 med ny vejrudsigt.

NORDJYLLAND:De seneste dage har vintervejret for alvor meldt sin ankomst i Danmark til glæde for nogle og frustration for andre.

Særligt i Nordjylland har sne og kulde bragt flere udfordringer med sig, men helt så vildt kommer vejret ikke til at blive i weekenden.

Det siger vagthavende meteorolog Frank Nielsen ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tidligt fredag morgen.

- Det her helt ragnaroksagtige vejr, vi har set nogle steder på det seneste, får vi ikke at se i weekenden, men det er blevet vintervejr, og det har også sneet flere steder hen over natten, siger Frank Nielsen.

Han fortæller, at kulden fredag er under pres af lavtryk og fronter ude fra Nordsøen, der i løbet af dagen bringer skyer og nedbør med sig fra vest.

De fleste steder ventes nedbøren at falde som regn eller slud, men i den nordlige del af Jylland kommer det formentlig til at sne igen.

- Der kan godt falde mellem fem og ti centimeter sne nord for Limfjorden. I den sydlige del af landet kan der tilsvarende falde fem til ti millimeter regn, siger Frank Nielsen.

Fredag aften og natten til lørdag får Vendsyssel jævn til hård vind fra øst og nordøst med sne en stor del af tiden. I Himmerland skyet og diset eller tåget vejr med regn eller slud og her svag eller let skiftende vind. Temp i hele regionen omkring frysepunktet, skriver DMI i deres vejrudsigt for det nordjyske.

I takt med at fronterne bringer fugtigere luft ind over landet, kan det i løbet af aftenen og natten blive temmelig diset og tåget.

Det kan hænge ved lørdag morgen, hvor der dog falder en smule mere ro på vejret. Således kommer dagen for de fleste til at byde på svag vind og lidt varmere temperaturer mellem to og seks grader, mens der heller ikke ventes særlig meget nedbør.

Søndag vender kulden så tilbage med temperaturer mellem frysepunktet og fire grader, mens der både kan komme slud og snebyger - især ved Østersøen og ved kyster ud til Kattegat og Skagerrak.

Samtidig begynder det også at blæse op med jævn til hård vind omkring øst og ved kysterne stedvis op til kuling, hvorfor der ifølge Frank Nielsen er udsigt til et "temmelig koldt døgn".

Nattemperaturerne kan hele weekenden snige sig ned under frysepunktet, og derfor skal man ifølge DMI være opmærksom på isglatte veje.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.