Coronavirus

Nordjylland og resten af landet i samme båd: Få overblik over restriktionerne her

Fra fredag gælder de samme coronarestriktioner i hele Danmark

I 14 dage var syv nordjyske kommuner ramt af en række skærpede restriktioner i forhold til resten af Danmark. De er nu alle ophævet, og fra fredag lever alle 5,8 mio. indbyggere i Danmark med de samme restriktioner. Mange af dem udløber søndag. En række forbud mod forsamlinger er allerede forlænget til 13. december. Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

I 14 dage var syv nordjyske kommuner ramt af en række skærpede restriktioner i forhold til resten af Danmark. De er nu alle ophævet, og fra fredag lever alle 5,8 mio. indbyggere i Danmark med de samme restriktioner. Mange af dem udløber søndag. En række forbud mod forsamlinger er allerede forlænget til 13. december. Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

NORDJYLLAND:Nordjylland drog et kollektivt lettelsens suk, da regeringen torsdag løsnede spændetrøjen omkring 280.000 borgere i syv nordjyske kommuner.

Frygten for en virusmutation snørrede den til 5. november, og i 14 dage nåede borgerne i de syv kommuner - store og små, unge og gamle - at leve med de skrappeste begrænsninger af bevægelsesfriheden i Danmark siden 2. Verdenskrig. Alt imens der blev massetestet for at kortlægge udbredelsen af den frygtede virusmutation, som er døbt cluster 5 - og stemplet med pandemisk potentiale.

Undervejs blev dele af den historiske nedlukning afblæst. 10. november fik folk med jobkritiske funktioner lov at benytte kollektiv trafik på tværs af kommunegrænser. 17. november fik skolebørn fra 5.-8. klasse lov at vende tilbage til deres skoler, og samtidig blev det igen okay for borgere i de syv kommuner at krydse kommunegrænserne.

Fra fredag er situationen så den, at vi nordjyder fuldt og helt er i samme båd som resten af landets indbyggere. Alle danskere skal leve med præcis de samme restriktioner, som den fortsatte coronaepidemi trækker ned over os. Restriktioner har vi levet med i større eller mindre grad siden den første store nedlukning 11. marts.

De seneste trådte i kraft 26. oktober og står til at udløbe på søndag.

Disse coronarestriktioner gælder i hele landet

Her er et overblik over nogle af de restriktionerne, som gælder for alle danskere - også de 280.000 indbyggere i de syv nordjyske kommuner Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Vesthimmerland.

* Forsamlingsforbuddet er på 10 personer i hele landet. Det omfatter også private arrangementer som fødselsdage og bryllupper på eksempelvis hoteller og restauranter. Forbuddet omfatter også personale til arrangementerne.

* Reglen gælder ikke i private hjem, men myndighederne opfordrer kraftigt til at holde sig under grænsen på ti personer privat også.

* Der er krav om mundbind eller visir i den kollektive transport, og det anbefales at undgå myldretid. Der er krav om pladsbillet på fjerntog.

* Restauranter, barer og caféer skal lukke klokken 22 i hele landet. Også hvis der er tale om private arrangementer på restaurationerne.

* Der er krav om mundbind eller visir, når man står eller går på en restaurant, bar eller café. Det gælder både gæster og ansatte.

* Ved besøg i dagligvarebutikker, varehuse, storcentre, stormagasiner eller lignende er der krav om mundbind eller visir.

* Ved besøg i kirke eller trossamfund er der et maksimum på 500 personer samtidig afhængigt at lokalets størrelse. Ved udendørs begravelser er der et maksimum på 50 personer.

* På uddannelsestilbud er der et delvist krav om mundbind eller visir.

* Ved idræts- og foreningsaktiviteter er der et loft på 50 personer for børn og unge. Øvrige idrætsaktiviteter gælder et loft på ti personer. Aldersgrænsen er 21 år.

* Til arrangementer, hvor man sidder ned, er det tilladt at være op til 500 personer. Det gælder eksempelvis sports- og kulturarrangementer, for eksempel kampe i Superligaen i fodbold.

* Både private og offentlige arbejdspladser opfordres til at lade medarbejdere arbejde hjemmefra, i det omfang det er "muligt og hensigtsmæssigt".

* Der er forbud mod indtagelse af alkohol i busser - herunder partybusser.

* Der er skærpede besøgsrestriktioner på sygehuse og plejehjem.

Kilde: coronasmitte.dk

Indtil videre har der været fuld politisk opbakning til regeringens og sundhedsmyndighedernes håndtering, men den seneste tids uro på Christiansborg i kølvandet på minkaflivningerne har slået skår i den politiske forbrødring.

Nu må sundhedsminister Magnus Heunicke (S) indtil videre konstatere, at oppositionen ikke støtter fortsatte restriktioner. Blå blok kræver at få andre end de eksperter, regeringen læner sig op ad, med på råd omkring den videre håndtering af den virussmitte, vi alle elsker at hade.

Fredag har Sundheds- og Ældreministeriet dog meddelt, at forsamlingsforbuddet på 10 personer forlænges til foreløbig 13. december. Det sker på anbefaling af sundhedsmyndighederne på grund af et fortsat højt niveau af coronasmitte, og nyheden kom ganske kort tid efter dagens tal fra Statens Serum Institut, som viste 1257 nye smittetilfælde i det forløbne døgn samt fem nye coronarelatereede dødsfald.

Regeringen har også valgt at forlænge alle andre forbud mod forsamlinger. Det betyder blandt andet, at der er et maksimum på 50 personer ved udendørs begravelser og bisættelser.

Der er fortsat en anbefaling om maksimum 10 personer i private hjem og en anbefaling om maksimum at ses med 10 personer.

Senest søndag får vi svar på, hvad der skal ske med de øvrige restriktioner.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.