Alive Festival

Nordjysk festival klar med nyt program

Sommeren bliver ikke helt uden Alive-stemning i Thy - og nu er programmet klar

Katinka spillede på Alive Festival til den seneste udgave i 2019. Arkivfoto: Martin Damgård

Katinka spillede på Alive Festival til den seneste udgave i 2019. Arkivfoto: Martin Damgård

THISTED:Den sædvanlige udgave af Alive Festival er aflyst, men nu er folkene bag Thy-festivalen klar med et alternativt arrangement, der får titlen Alive i Haven 21.

- Vi har skaleret ned, og vi har skabt et format, som vi er glade for. Vi synes, at Alive i Haven 21 er endt med at blive et rigtig godt alternativ til vores oprindelige planer, og jeg er sikker på, at publikum vil komme til at opleve alt det gode, som de kender fra Alive Festival.

- Vi har først og fremmest taget udgangspunkt i sikkerhed, og der vil udover fest og farver selvfølgelig være fokus på alle retningslinjer vedrørende covid-19, siger Nicolai Demuth, der er kunstnerisk ansvarlig for festivalen.

Arrangementet vil strække sig over tre dage, og som gæst kan man købe billet til både de enkelte dage og til hele arrangementet. Der bliver plads til 600 stående gæster hver dag, og de vil kunne bevæge sig frit rundt uden mundbind. På grund af coronarestriktionerne bliver det dog ikke muligt for gæster til Alive i Haven 21 at overnatte i området.

Derudover er festivalen skaleret ned til det område på pladsen, der normalt kaldes ‘Haven’, hvor alle koncerterne vil finde sted.

Fra pop og soul til punk og indie

Programmet byder blandt andet på punkbandet Iceage, pop- og soulsangeren Calby og den nordjyske indiegruppe Blaue Blume.

- Vi glæder os ekstremt meget over, at det er lykkedes os at lave et event, som kan give vores gæster noget af det, de har savnet. Det bliver en helt særlig og stemningsfyldt plads, og vi er lykkedes med at booke nogle stærke kunstnere og artister. Både organisationen omkring Alive og vores samarbejdspartnere har arbejdet hårdt og positivt mod et fælles mål: At give publikum festivaloplevelsen tilbage, siger Nicolai Demuth.

Nordjyske Blaue Blume er blandt navnene på musikplakaten til Alive i Haven 21. Foto: Neal McQueen

Nordjyske Blaue Blume er blandt navnene på musikplakaten til Alive i Haven 21. Foto: Neal McQueen

Program

Torsdag: Athletic Progression, Blaue Blume, Calby, Greta

Fredag: Erika De Casier, Fraads, School of X, Simon Littauer

Lørdag: Barbro, Iceage, Lydmor, Nuri

Udover koncerter vil der være kunstindslag og udflugter på programmet. Prisen er 325 kroner plus gebyr for en dagsbillet og 795 kroner plus gebyr for en billet, der gælder til alle tre dage. Festivalen løber af stablen fra 29.-31. juli.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.