Nordjyske attraktioner får masser af gæster – men én skiller sig ud
Indtil videre er der optimisme hos de nordjyske attraktioner, der melder om gode besøgstal i højsæsonen. Dog er der særligt én attraktion, der skiller sig ud fra tendensen
Opdateret 09. maj 2022 kl. 14:19
NORDJYLLAND: ”Vi holder ferie i Danmark i år” er formentlig en af de mest brugte sætninger, når danskerne har skullet beskrive deres ferieplaner for sommeren 2020 – og det kan mærkes i den nordjyske turistindustri.
Her i den allerhøjeste højsæson er der travlt hos de nordjyske attraktioner. Blandt de attraktioner, som NORDJYSKE har talt med, melder alle bortset fra én om bedre eller som minimum samme besøgstal som sidste år.
En af de attraktioner, der oplever en stigende efterspørgsel, er Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.
Marketingschef, Sylvia Berglund, fortæller til NORDJYSKE, at de inden højsæsonen faktisk var meget bekymrede, da halvdelen af gæsterne normalt er udlændinge.
Men selvom der kommer færre udenlandske gæster forbi for at se på klumpfisk og sæler, så har det ikke betydet færre gæster samlet set. Nu er det danskerne, der kommer.
- Vi har mange besøgende. I uge 28 havde vi omkring 30 procent flere gæster end i samme uge sidste år, fortæller marketingschefen til NORDJYSKE.
En lignende tendens oplever Aalborg Zoo for tiden, der også er velbesøgt. Her har haven siden 1. juli haft 50 procent flere besøgende, end i samme periode sidste år.
- Hvordan det kommer til at se ud i forhold til økonomien, når sommeren er forbi, er for tidligt at sige. Men vi er rigtig glade for, at vi har mange gæster, fortæller Søren Sørensen, der er salgs- og kommunikationschef.
Danskerne har taget over
Fælles for langt de fleste attraktioner er, at sammensætningen af gæster i år er en anden end normalt. Andelen af danskere er noget højere.
- Det er jo altid primært danskere, men der er bare ekstremt mange danskere i år. Vi hører ikke mange tyskere og nordmænd, i forhold til hvad vi plejer, fortæller Anette Klausen, der er medindehaver af Farm Fun ved Ålbæk. De har også oplevet flere gæster her i juli, end samme periode sidste år.
Hos Nordjyllands Historiske Museum fortæller kommunikationschef, Helle Nørgaard, at vikingemuseerne på Lindholm Høje og Vikingecenter Fyrkat oplever samme besøgstal til trods for de manglende krydstogtgæster og andre udenlandske turister.
- Om sommeren plejer Vikingecenter Fyrkat at have 70 procent udenlandske besøgende, men nu er det danske børnefamilier, der kommer. Det er meget hyggeligt, vi oplever det, fortæller Helle Nørgaard.
Nogle steder går det næsten for godt
Det er dog ikke helt problemfrit, når det vælter ind med gæster, og der samtidig skal tages forholdsregler for at undgå spredning af Covid-19.
Som NORDJYSKE skrev mandag, overvejede Aalborg Zoo at lukke indgangen for flere gæster. I et Facebook-opslag anbefalede de folk at komme senere på dagen, hvilket ifølge Søren Sørensen muligvis tog det værste af presset. I hvert fald endte haven ikke med at lukke indgangen.
Det blev Nordsøen Oceanarium dog nødt til i en periode tirsdag. Attraktionen fastsætter hver dag, hvor mange der må være i bygningen ud fra bl.a. vejrudsigten – des dårligere vejr, des mindre vil udearealet blive brugt. De har derfor et par gange måtte lukke for salget af billetter i indgangen, indtil der igen var plads. Dog har gæster, der har bestilt billetter på forhånd stadig mulighed for at komme ind.
Og den generelt velbesøgte nordjyske højsæson har man også bemærket hos Visit Nordjylland.
- Hvis man kigger på juli, så går det rigtig godt, fortæller direktør, Peter Krusborg.
- Nogle af de styrkepositioner, vi har i Nordjylland, harmonerer godt med, det man søger efter corona. Vi har god plads, flot natur og et image af at være til at komme til for penge. Det er langt henad vejen, det man skeler til, når man skal holde ferie i år, forklarer han.
Og netop økonomien kan være en del af forklaringen på det stigende antal besøgende hos de nordjyske attraktioner. En række af dem er nemlig en del af ’sommerpakken’, der betyder, at gæster kan komme ind til halv pris.
- Isoleret set på juli, er det indlysende, at det skyldes den her sommerpakke, det er der ingen tvivl om, siger Søren Sørensen fra Aalborg Zoo.
Han bakkes op af Nordsøen Oceanarium. Her ser marketingschefen det stigende antal besøgende især som et udtryk for to ting:
- Jeg tror, der er væsentligt flere danskere, som holder ferie i Danmark i år, og så tror jeg også, at en anden væsentlig faktor er, at der er halv pris på entrebilletten. Det er en væsentlig faktor.
Fårup Sommerland skiller sig ud
Som det eneste af de steder NORDJYSKE har talt med, melder Fårup Sommerland om færre besøgende end almindeligvis.
- Det er en hård forretning i år. Det er virkelig barske vilkår, fortæller parkchef, Jesper Jensen.
Som det er nu, skal parkens gæster bruge mundbind i de fem vildeste forlystelser. Mundbind, som koster 5 kroner stykket.
Derudover er Fårup Sommerland ikke en del af ’sommerpakken’, og gæsterne skal derfor stadig betale fuld pris for at komme ind.
- Der er ingen tvivl om, at sommerpakken skævvrider konkurrencen en smule. Der er jo nogle, der vælger et alternativ, som er markant billigere end Fårup Sommerlands produkt, fordi vi ikke er med i den her sommerpakke, fortæller parkchefen.
Ifølge Jesper Jensen ligger besøgstallet i øjeblikket på omkring 80 procent af, hvad der er normalt i højsæsonen. Han forklarer, at parken især er ramt af manglende norske turister, og at Fårup Sommerland i år kun har solgt omkring halvdelen af de årskort, som de plejer at sælge.
- Vi mangler de her 80.000 nordmænd, og vi mangler besøg fra årskortholdere. Det er det, det gør, at vi gæstemæssigt slet ikke rammer de tal, vi drømte om, da vi stod i februar, før coronaen indtraf, fortæller han.
- Vi havde to dage, hvor vi fik omkring 9.000 gæster, hvilket er mere, end vi turde gætte på. En god sommerdag ligger normalt på 12.000-14.000 gæster. Så det var en uge, hvor vi manglede en 5.000-10.000 gæster, i forhold til det nedskrevne budget, vi havde lavet efter corona.
Til trods for en sløj sæson, så er parkchefen stadig positivt overrasket over, hvor mange gæster, der faktisk besøger Fårup Sommerland, når vejret er til det.
- Det kunne have været meget værre. Jeg havde frygtet, at det blev en sommer, hvor vi overhovedet ingen gæster fik.
Der er dog også lyspunkter i Fårup. Parkens hotel, Hotel Fårup, har nemlig masser af overnattende gæster for tiden.
- Vi har aldrig haft så høj belægning, som vi har i år. Der er totalt udsolgt. Det er nok succeshistorien heroppe i år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.