Nordjyske mener: Top-top skat lyder fjollet, men ideen er ganske fornuftig

LEDER:Det er ikke let at tilhøre landets mest privilegerede klasse. 

Først var der tragedien med Irma, og nu er der så kommet et nyt problem: Nemlig regeringens såkaldte top-top skat. 

Når - og næppe hvis, for SMV-regeringen synes heller ikke i denne sag at have den store lyst til egentlig dialog - den bliver indført, vil  personer med en årsindkomst på mere end 2,5 millioner kroner skulle betale fem procentpoint mere i skat af al indkomst over denne grænse. Skatten på den sidste tjente krone i Danmark, den såkaldte marginalskat, vil blive på mere end 60 procent. 

I Nordjylland har debatten forståeligt nok ikke fyldt det store, thi kun få bliver ramt her. Langt de fleste af de omtrent 7500 danskere med en lønseddel i den størrelsesorden er bosat i og umiddelbart nord for København. 

Her er den skat - kan man forstå på Liberal Alliance samt en flok meget rige mennesker - nærmest en trussel mod nationens beståen. For den vil få de klogeste - altså de af de kloge, der tjener mest - til enten at forlade landet eller stoppe med at arbejde. 

- Logikken i det er den rene kommunisme. Hvis nu du har en lækker kone, mens min er grim, skal jeg så også have lov til at låne din engang imellem? Nej, vel? Det er en grotesk logik, som folk kun kan give udtryk for, fordi det her drejer sig om såkaldt rige mennesker, lyder det således fra en af dem, der bliver hårdest ramt af skatten. Nemlig Kim Fournais, bankdirektør i Saxo Bank. 

Det er et forældet og forkert synspunkt på flere måder. 

Først er der antagelsen af, at koner er noget, manden kan låne ud. Den holder bare ikke i 2023. 

Sekundært at det kun drejer sig om rige mennesker.  Det her drejer sig ikke om de få, men derimod om samfundet som helhed. Det har intet at gøre med kommunisme - samtlige tvangsarbejdere i Stalins Gulag havde givet foretrukket en skatteprocent på 95 fremfor at knokle sig til døde i lejrene - men har derimod noget at gøre med sammenhængskraften i samfundet.  

Kun meget, meget få danskere nærer nogen form for ønske om et kommunistisk samfund. Få danskere har egentligt ondt af, at nogen tjener markant mere, end de selv gør - langt, langt de fleste ved godt, at mange af de mest formuende i dette land har haft både talent og arbejdskapacitet langt over gennemsnittet. 

Men rigtig mange danskere ønsker et velfærdssamfund med en betydelig grad af lighed. 

Ikke et samfund, hvor alle har præcis det samme, men et samfund med nogenlunde lige muligheder for alle og et samfund, hvor ingen er nødt til at sætte elektriske pigtrådshegn om egen rigdom for at forhindre de fattigste adgang. 

Sådan er Danmark, og sådan er danskerne flest. Det handler kun ganske lidt om misundelse, men om troen på, at sådan fungerer et land bedst. Selvfølgelig skal der være en grænse for, hvor meget staten kan hæve i top-top skat. Det skal være rimeligt for alle og sikre, at vi ikke mister initiativ. Men tjener man over 2,5 millioner om året er der råd til at hæve bidragssatsen til samfundet. 

Eksemplerne på, at ekstrem ulighed ikke er godt for noget land, er vægtige. 

I USA er det længe siden, at de konstaterede, at Reagans såkaldte trickle-down økonomi ikke virkede. I England kunne Liz Truss efter bare 40 dage som premierminister konstatere, at heller ikke markedet troede på, at massive skattelettelser til de rigeste var løsningen på noget som helst.  

Vil man se ekstrem ulighed i praksis kan en - uden safari-guide - studietur til verdens mest ulige land, Sydafrika, anbefales. Her lever de velhavende i evig, delvis paranoid frygt for de fattige.  

Heldigvis er Danmark langt fra de tilstande.  

Top-top skatten er et af de tiltag, der sikrer, at vi ikke ender sådan. 

Faktisk er den også det bedste bolværk mod kommunisme. For historien har vist, at kun i lande med ekstrem ulighed ender flertallet med at stemme for en mere brutal form for indkomst-udligning.