Nordjyske mener: Vi taler stadig om mink - og det er politikernes egen skyld

LEDER:Åhh nej, kan vi ikke godt snart blive fri for at høre mere om de mink?

Lad os nu komme videre!

Trætheden breder sig. Ikke mindst blandt de politikere, der på en eller anden måde er eller har været involveret i sagen om aflivning af mink i Danmark i november 2020.

Men helt ærligt, det er altså politikernes egen skyld, at emnet bliver ved med at spøge. Først og fremmest fordi der aldrig rigtigt er blevet ryddet ordentligt op efter den sag, som af mange fortsat bliver betragtet som en skandale. Også selv om statsminister Mette Frederiksen en kort overgang - forgæves - forsøgte at argumentere for, at man godt kunne diskutere, om der i det hele taget er tale om en skandale.

Men sagen er en skandale.

Så godt som intet forløb i sagen har noget som helst værdigt over sig - helt frem til her på det seneste, hvor politikerne har meget travlt på nogle områder, men slet ikke på nogen måde travlt på andre.

Først og fremmest har det tydeligvis været umådeligt vigtigt at få "benådet" embedsmændene, så de kunne slippe af med deres advarsler.

Ud af det blå er advarslen til statsministerens nærmeste embedsmand og rådgiver, departementschef Barbara Bertelsen, blevet trukket tilbage - ud fra en slags argumentation om, at når der ikke er noget at komme med over for rigspolitichef Thorkil Foged, som er tilbage i sit gamle embede, så er der jo heller ikke noget at komme med over for Barbara Bertelsen.

Den nærmere begrundelse for at lade departementschefen slippe fortaber sig i tågerne.

I Statsministeriet nøjes man med at henvise til, at man har valgt at følge en indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, der har fået rådgivning fra Kammeradvokaten.

Men hverken styrelse eller kammeradvokat har ønsket at svare på, hvad man helt præcist har indstillet og rådgivet om.

Budskabet kan næsten ikke være tydeligere: Befolkningen skal bare blande sig udenom. Lev med det! - som man siger.

Det nærmeste, man måske kommer en vis form for forklaring, er, at vi åbenbart må forstå, at det pressemøde, som statsministeren holdt 4. november 2020, faktisk slet ikke rummede en ordre, og når det ikke er en ordre, kan det naturligvis heller ikke være en ulovlig ordre - og simsalabim, så har ingen foretaget sig noget ulovligt.

Til pressemødet lød det ellers sådan her: "For det første er det nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det gælder desværre også avlsdyrene"... "Når alle mink skal aflives – også avlsdyr – så ved vi godt, at det kan blive meget svært for erhvervet at komme igen. Det er en uhyre vanskelig situation"... "Altså, for det første, så må minkbestanden aflives".

Hvis ikke det er en ordre - og hvis det, at minkavlere bliver mødt med et rend af politifolk og soldater på ejendommen, ikke lyser langt væk af ordre, hvornår er det så en ordre? Og hvis det ikke havde været en ordre, hvad var der så sket, hvis minkavlerne havde trods overmagten?

Lige så travlt det politiske system har med at frikende de embedsmænd, der fik advarsler efter indstilling fra Minkkommissionen (hvis betydning nu må siges at være nulstillet) - lige så umenneskeligt tålmodigt er det samme politiske system over for de direkte ofre for beslutningen om at aflive minkene, nemlig minkavlerne.

De må endnu engang se, at erstatningen for de aflivede dyr er blevet udsat.

Her har man pludselig ikke travlt.

Embedsmændene skal videre, minkavlerne skal ikke noget som helst foreløbig.

Så kan man næsten ikke tydeligere understrege, at der er umådeligt stor forskel på høj og lav i et land, hvor statsministeren og hendes parti ikke helt uden grund styrtdykker i den ene meningsmåling efter den anden.

For tilbage efter minksagen står en højst ubehagelig ram em af uretfærdighed - belønning til de loyale og udtalt ligeglæde med ofrene. Hvor er det forstemmende.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.