Nu åbner grænsen: Kan du huske, hvad du må tage med hjem fra Tyskland?
Husk at det kun er til eget brug, du må købe ind på den anden side af grænsen
Opdateret 14. juni 2020 kl. 19:58
DANMARK: Har du også planer om en lynindkøbstur til Tyskland, når grænserne fra mandag 15. juni igen åbner til Tyskland, så er det en god ide at være opdateret på, hvad du må tage med hjem af de forskellige varer.
De dansk-tyske grænser har været lukket de seneste tre måneder for at mindske spredningen af coronavirus.
- Overvejer man selv at medbringe varer sydfra, er det godt at vide, hvor meget øl, vand og spiritus man må have med hjem til Danmark, lyder det fra kontroldirektør i Toldstyrelsen, Preben Buchholtz på Toldstyrelsens hjemmeside.
Man må for eksempel kun tage varer afgiftsfrit med hjem til eget forbrug – altså det, man selv skal bruge. Og så skal man være over 16 år for at købe øl og vin, mens man skal være fyldt 18 for lovligt at kunne købe hedvin, spiritus og tobaksvarer.
20 liter hedvin
90 liter bordvin
10 liter spiritus (over 22 procents alkohol)
110 liter øl og ølbaseret cider
800 styk cigaretter
Til eget brug betyder, at det er kun dig, medlemmer af din husstand eller dine private gæster, der må bruge varerne.
Det er ikke eget brug, hvis du for eksempel sælger varerne i en idrætsklub eller på en arbejdsplads. Det er heller ikke til eget forbrug at købe varer på vegne af andre.
Hvis man overtræder reglerne for, hvor meget man må have med uden at betale afgifter, får man en bøde. Bliver man stoppet ved grænsen, vil man kunne blive spurgt om, i hvilken anledning man har medbragt sine varer.
Ekstra grænseovergang
Og også politiet gør klar til, at der fra mandag kan komme øget indrejse til Danmark.
Lørdag åbnes der således endnu en grænseovergang til Tyskland, så i alt fire overgange er åbne, og der indsættes ekstra personale.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag.
Fra mandag kan tyske turister, der kan fremvise mindst seks bookede overnatninger uden for hovedstaden, også komme ind i landet. Sammen med grænsehandelen forventer politiet derfor et massivt pres på grænseovergangene.
Og turister kan der godt komme en del af. Torsdag kunne Feriehusudlejernes Brancheforening fortælle, at 14.000 sommerhuse fra mandag er udlejet til tyske turister.
Der er mandag fortsat fuld grænsekontrol, så politiet vil ikke udelukke trafikkøer:
- Vi er meget opmærksomme på situationen og gør vores bedste for, at trafikken skal glide bedst muligt samtidigt med, at vi skal gennemføre indrejsekontrollen, siger Brian Fussing i meddelelsen.
Han er politiinspektør ved Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Forventer kødannelser
- Desuden opfordrer vi de rejsende til at følge med i trafiksituationen og overveje at køre mod Danmark på ydertidspunkter, hvor trafikken måske ikke vil være så tæt, lyder det.
Fra mandag åbnes grænsen også helt for borgerne i delstaten Slesvig-Holsten.
Det er overgangen i Padborg, der fra lørdag vil have åbent mellem klokken 7 og 23. Overgangene i Frøslev, Kruså og Sæd har døgnåbent.
De resterende ni grænseovergange vil fortsat være lukkede.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.