Nu begynder højsæson for naturbrande: De gamle travere skaber udfordringer
Sol og vind har gjort natur, haver og byer knastørre, og med et brandfareindeks på ”høj” mange steder, opfordrer Danske Beredskaber til ekstra opmærksomhed
Opdateret kl. 13:40
Pinsesolen er på vej til at danse, og med en vejrudsigt for weekenden, der lover fortrinligt vejr, er det med at være ekstra opmærksom på den store risiko for at antænde en brand.
Foråret og sommeren er nemlig højsæson for naturbrande. Fra marts til september rykker de kommunale beredskaber i gennemsnit ud mere end 200 gange om måneden til brande i naturen, oplyser Danske Beredskaber.
Som fredag er ude og opfordre til ansvarlig brug af ild i pinsen.
- Med et aktuelt brandfareindeks, der mange steder i landet er nået op på ”høj”, kan naturbrande antændes med mindre gløder eller flammer, og derfor går vi nu ud og opfordrer til at agere ansvarligt i tørken, lyder det.
- Sol, tørvejr og en del vind har på ret kort tid gjort naturen tør rundt om i landet. Og i beredskabet er vi desværre allerede begyndt at køre til opgaver med naturbrande. Vi håber derfor, at alle vil være ekstra opmærksomme, når de færdes i naturen, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.
Gamle travere
Brandfareindekset er en prognose, der viser den forventede risiko for, at naturbrande kan opstå og sprede sig dags dato og den følgende dag. De røde biler med de blå blink har de seneste dage haft travlt med at slukke brande, der har spredt sig i tørken.
- Det er stadig de "gamle travere", der skaber udfordringerne. Det er henkastede cigaretskod, hvor en tilbageværende glød efter noget tid får fat i den tørre vegetation, og så har vi balladen. Og så er det havefolket, der for eksempel gerne vil svitse ukrudtet i indkørslen med ukrudtsbrænderen, men kommer for tæt på træplankeværket eller cykelskuret, hvor en glød så sætter gang i en brand, siger Bjarne Nigaard.
Han har en venlig henstilling til de mange danskere, som ser frem til at grille i den forestående forlængede weekend:
- Hvis man regner med at finde grillen frem i pinsen, så husk lige at holde afstand til den tørre vegetation, og husk at få aske og gløder ordentligt slukket bagefter.
- Hvis du gerne vil tænde bål i haven eller i naturen, så tjek altid brandfareindekset på brandfare.dk og se, om der er forhøjet brandfare eller udstedt afbrændingsforbud. Forholdene kan variere fra dag til dag, så tjek altid hvad der gælder der, hvor du er.
Ring 1-1-2, hvis der opstår brand, du ikke selv kan slukke. Ved forbrændinger skal du afkøle huden med rindende, lunkent vand og følge de almindelige førstehjælpsråd om, hvornår du bør søge lægehjælp.
- Brug dertil indrettede pladser, hvis du skal tænde bål eller grille i naturen.
- Hold altid afstand til bevoksning.
- Efterlad aldrig et bål eller en grill, der ikke er slukket helt.
- Brug kun åben ild i stille vejr.
- Hav altid vand i nærheden, når du bruger åben ild.
- Brug tobak, maskiner og elektrisk værktøj med omtanke - gnister kan starte en brand.
- Lad ikke glas ligge fremme i solen i den tørre vegetation.
- Parkér aldrig din bil i høj, tør vegetation.
- Ring til 1-1-2, hvis uheldet alligevel er ude.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.